Sig det med blomster
Af Tom Jørgensen, kunstanmelder på Ekstra Bladet, redaktør af Kunstavisen

 
         
 

Fra Blomster-Jensen til Blomster-Krøjer.

Sådan kan man med god ret kalde det nu, hvor 13 store Tom Krøjer-malerier afløser en serie blomsterbilleder, skabt af den store guldalderkunstner I.L. Jensen (1800-1856), hvis malerier går for svimlende summer på de danske, men især amerikanske auktionshuse.

Jensens malerier har hængt i den såkaldte Blomsterkantine i Trygs hovedkvarter i Ballerup siden 1989, men før den tid befandt billederne sig i Balticas hoveddomicil i Det Bernstorffske Palæ i Bredgade, som er nabo til Marmorkirken og Amalienborg. Billederne er højst sandsynligt blevet erhvervet af Arveprins Ferdinand og Prinsesse Caroline, der boede i palæet fra 1829 til deres død i henholdsvis henholdsvis 1863 og 1881.

 
         
 

Skov & Naturstyrelsen har bestemt, at I.L. Jensens malerier er en dansk naturskat, og     de bliver nu flyttet til deres gamle plads i Det Bernstorffske Palæ.

Med Tom Krøjers 13 malerier kommer der et nyt pust ind i Trygs Blomsterkantine.

Hvor I.L. Jensen maler sirligt og præcist, bølger det af overdådig fantasi og frodighed i Krøjers billeder.

 
         
 

De kæmpestore lærreder er alle malet efter en måneds ophold på Capri, hvor Krøjer på stedet har tegnet minutiøse farveskitser. Hjemme i Danmark har han så ”oversat” skitserne til de oliemalerier, der fremover vil glæde Trygs mange ansatte.

 
   
         
 

Det, der kendetegner Tom Krøjer som maler er en sikker sans for farver og komposition. De ofte store lærreder vibrerer af en glæde over livets mangfoldighed.

Krøjer rejser meget, og der findes stort ikke den afkrog af verden, han ikke har hentet inspiration fra. Japanske tempelhaver, støvede markedspladser i Marokko, det pulserende storbyliv i New York, badepiger i Miami, elegante cafeer i Paris eller, såmænd, en facade på et pizzeria i Københavns Nordvest-kvarter.

 
     
  Skønheden finder han når som helst og hvor som helst, men Krøjer er især fascineret af motiver, som i forvejen bærer bræg af æstetiske overvejelser: en vinduesopsætning, frugtboderne på grønttorvet, reklamebannere, popidolernes designertøj, punkernes farvestrålende frisurer eller cigaretpakker. Alt kan bruges.  
         
 

Som Tom Krøjer selv siger, er hans mål som maler at vise verdens mangfoldighed og skønhed. At folk kan lide hans malerier og køber dem i stor stil, er den bedste anbefaling, man kan få. I den forstand er Krøjer i udpræget grad en folkelig maler.

Det har nu ikke altid været sådan. I 1960´erne og 70´erne deltog Tom Krøjer i et hav af forskellige happenings, manifestationer og politiske protestmøder sammen med kunstnerrebeller som Jens Jørgen Thorsen og Jørgen Nash, og Krøjer har da også boet i Nashs hallandske kunstnerkollektiv Drakabygget ligesom han både var med på den meget omtalte Anti-Documenta i 1972 og har oplevet at sidde indespærret i et norsk fængsel. I øvrigt sammen den nu så berømte gobelin-kunstner Bjørn Nørgaard.

 
         
 

Allerede dengang var Tom Krøjer imidlertid sin helt egen og hans aldrig svigtende humoristiske sans kom tit i konflikt med den politiske korrekthed.

I dag er den 59-årige Krøjer et kendt ansigt på såvel den danske som den udenlandske kunstscene med fast base i Galerie Egelund i København, hvor man hvert år kan se en separatudstilling med ham. I 2002 er Tom Krøjer desuden blevet fast medlem af Corner efter i en årrække at have været Grønningen-medlem.

Med den permanente ophængning af Tom Krøjers farvestrålende blomstermalerier har Tryg med adm. direktør Hugo Andersen i spidsen markeret en interesse for nutidskunsten, som falder helt i tråd med det

 
         
 

øgede samarbejde mellem erhvervsliv og billedkunst. Et initiativ, som uden tvivl vil blive værdsat af de ansatte hos Tryg.

I en kantine finder man næppe mere appetitlige billeder end Tom Krøjers.