Alle billederne er udstillet på Galerie Nielsen
Ejlersvej 24 - DK 6000 Kolding

 Hent udstillingsfolder her! (PDF)
 
     
Mikro-tilfældigheder
Af Lars Morell, idehistoriker

Den første gang jeg mødte Tom Krøjer - det var i Sydsverige i midten af 1970'erne - var han meget optaget af tilfældigheder. Han talte om surrealisterne, der anvendte tilfældighed for at lade det ubevidste komme til at tale, og om Asger Jorn, der brugte tilfældet som noget rent mekanisk. Det skete specielt i slutningen af 1930'erne, hvor Jorn havde brug for at bryde ud af den akademiske binding, som han havde fået på Fernand Lägers malerskole.

I de år arbejdede Tom Krøjer også selv en del med tilfældighed. I maj 1975 havde han afholdt en udstilling, Visual Hits by You and Me, på Galerie St. Petri i Lund, og en dag i løbet af udstillingsperioden udførte han en række små performances, der blev dokumenteret i bogen Incidental and Accidental Art. Udgangspunktet var den kendsgerning, at Alexander Fleming opdagede penicillinet, fordi der ved et uheld havde vokset skimmelsvampe på indholdet i en flaske. Krøjers små performances handlede om, at man - på en kultiveret måde - kan fremme uheld og bestod af en række små arrangerede sådanne.		  

.....
     
.............   Allerede i februar 1976 havde Krøjer udviklet disse ting videre og brugte dem i Chance Show på Galerie 38 i København. Stående i et gennemsigtigt plastiktelt gennemførte han her en performance, som handlede om den styrede tilfældighed. I den forbindelse havde han udviklet nye "maleredskaber". Pensler hang i en snor ned fra loftet, Krøjer dyppede penslerne i farve, og derefter bevægede han et lærred frem og tilbage under penslerne. I stedet for at male med pensler, malede han altså ved at bevæge lærredet. Et piskeris blev anvendt som farvespreder, og en oppustet ballon dyppet i farve blev sluppet løs.

Ideerne nåede ud til en bredere kreds i Tom Krøjers bidrag til Ole Braunsteins udsendelsesserie Maler med kamera for Danmarks Radio. I sin udsendelse var Krøjer bl.a. klædt ud som professor og holdt et foredrag om, at mange opdagelser er gjort ved en fejltagelse. I udsendelsen malede han med mekanisk legetøj smurt ind i farve, og på et billardbord, hvor der lå et lærred, spillede han med tre kugler smurt ind i rød, grøn og blå. Med billardkøen ramte han kuglerne, som trak farvespor efter sig hen over lærredet.

 
     
Efter en pause er Tom Krøjer nu vendt tilbage til tilfældighedsteknikkerne og har anvendt dem på billederne til denne udstilling. Han har gennem nogen tid interesseret sig for nanoteknologi og bl.a. læst en artikel om Scanning Tunnelering Mikroskopi, som består i, at en meget tynd og spids nål føres tæt på den overflade, man ønsker at undersøge. De elektriske impulser, som herved opstår, kan transformeres til et billede af, hvordan atomerne sidder på overfladen. Helt uden sammenligning i øvrigt har han omsat denne teknik til en ny måde at male på, idet han lægger lærrederne på et bord, fylder en blød mårhårspensel med farve (normalt bruger en moderne maler en stiv svinehårspensel) og holder den ganske få millimeter over lærredet, så farven af sig selv drypper i små klatter ned på lærredet.

 

  
     
........   Resultatet af denne fremgangsmåde deler sig i flere grupper, som det ses på denne udstilling. Der er tre billeder, Toscana 4-6, malet i januar og februar i år i Vence efter skitser tegnet sidste efterår i Toscana. Der er umiddelbart intet tilfældigt over de tre billeder, to store landskabsmalerier og et billede af en have, men hvis man kigger på detaljerne, kan man se, at farven er dryppet på. Den anden gruppe udgøres af de billeder, som Krøjer kalder Nano-pop. De bygger på close-up fotografier af etiketter og emballage, som Krøjer har taget i supermarkeder i Italien, Frankrig og Tyskland. Selve motiverne er blevet udført i undermaling, hvorefter detaljerne er blevet malet med den beskrevne dryp-teknik. Ligesom på landskabsbillederne holder undermalingen altså sammen på billederne. Det er detaljerne - en ske, der tager budding, en skummende svamp, der rengør en flisevæg - der er malet med tilfældige dryp fra penslen, hvorfor Krøjer selv kalder dem for "mikro-tilfældigheder". Det er ikke hele billedet, men de enkelte klatter, der er tilfældige.

 
     
Det var i 1962, at Tom Krøjer lavede sine første tilfældighedsbilleder. Det skete ved at sprænge små poser med farve i stumper og stykker med fyrværkeri. Nogle år senere begyndte Krøjer at overveje emnet mere systematisk og fandt frem til, at der eksisterer forskellige former for tilfældighed. Når man slår plat og krone, er der to mulige udfald. Hvis man kaster en terning, findes seks muligheder. I roulette er der 36 muligheder. Desuden er de mange slags tilfældighedsmekanismer fundamentalt forskellige. Alle egeblade er svagt forskellige, men alligevel genkender vi dem straks som et "egeblad", og Tom Krøjer har en teori om, at når han laver mikro-tilfældigheder med en pensel, ser klatterne umiddelbart vidt forskellige ud, men falder alligevel inden for visse faste variationsmuligheder.  
     
................   Kunstteoretikerne har ofret linien, penselstrøget, stor opmærksomhed, men klatten har også spillet en rolle inden for en bestemt niche i den moderne kunst. Både forløberne (Millet, Rousseau, Corot) og selve impressionisterne (Monet, Pissarro, Sisley) opløste deres billeder i et hav af prikker. Man kan ikke nødvendigvis sige, at mennesket ser sådan, uden afgrænsende former. Det var snarere en fortolkning af synsindtrykkene i et flimmer af lys- og skyggepletter. Det var egentlig på samme måde, pletten blev anvendt i 1950'ernes kunst, der fik navnet tachisme, efter det franske ord la tache for en plet. Resultatet minder en del om impressionisterne. Storformen er opløst, og en masse ensartede pletter fordeler sig mere eller mindre jævnt ud over lærredet. Det er som at se husene i en by fra et fly, der befinder sig i stor højde. Tilfældigheden var dog i høj grad styret. For eksempel udviklede Sam Francis' maleri med klatter sig med hensyn til farve og komposition gennem helt bestemte faser.

 
     
Popkunstnerne viste få år senere, at når man forstørrer et avisbillede så meget, at man kan se rasterne, opløser det sig i punkter. Det er en anden problematik, men det færdige resultat - som billede betragtet - er egentlig ikke meget forskelligt fra tachisternes.

Pletternes virkning på Tom Krøjers store landskaber, Toscana 4-6, er den samme som hos impressionisterne. Landskabet bliver levende. Himlens blå flimrer som af lys, der brydes mellem skyerne. Markernes blade og stængler dirrer, som når lys og skygge hele tiden veksler. Det ser næsten ud, som om husmurene bevæger sig, når det evigt skiftende lys rammer murens lette ujævnheder. Virkningen er bedst, når man ser billederne lidt på afstand.

 

   ...............
     
......   Serien Nano-pop fungerer en del anderledes. Det har noget at gøre med, at deres forudsætning ikke er landskabsmaleriet, men popkunsten. Først med popkunsten blev masseproducerede tryksager et muligt motiv for kunsten. De kan godt minde lidt om Troels WÜrsels morsomme malerier af vinetiketter. Her kommer man ikke til at tænke på lysflimrende landskaber, men mere på dårligt indstillede fjernsynsskærme, hvor rasterne gør billederne mere eller mindre utydelige. Det er jo egentligt vor tids flimrende lysfyldte billeder. Nano-popbillederne får et humoristisk skær, fordi farverne er så grelle, og motivet - skønt let genkendeligt - hele tiden trues af opløsning. De mest slyngede klatter kan næsten ligne arabiske skrifttegn. Det virker som noget, man har set på en dårligt indstillet TV-skærm i hjørnet af en cafÄ i et fjernt land, men er naturligvis meget morsommere, fordi det her er udført som maleri.