Murphys Hat

af Tom Krøjer

I næsten 5 år boede jeg i sydvest Irland Kerry Country, Ballingskelligs, hvor vandet i Ballingskelligs bugt lyste sindet op, så befolkningen altid smilte bredt - også mens de talte, og det gjorde dem næsten uforståelige for en tilflytter som mig, der var ikke noget med mundaflæsning.

At deres smilebånd strammes, skyldes nok også det gode irske øl Guinness, og selvfølgelig en humoristisk sans, der er en livsbetingelse i et klima, hvor det som regel regner, stormer eller indhyller alle i en stor sky i en uge eller to. Så fra deres opadvendte mundvige kom et mildt syngende engelsk, som om de spillede på en usynlig klarinet.

Danske billedkunstnere rejser som regel sydpå, jeg red vestpå, og folk i Ballingskelligs udrede sig dybt over denne tilflytter til en ø, hvorfra mange stadigt emigrerede. Så en af de første aftener jeg er på Mains Pub, hvor jeg netop står og bliver enig med mig selv om, at dette er en af de smukkeste bar-udsigter, jeg nogen sinde har set, - bag det amerikanske billard er der store ruder og en glasdør ud mod baghaven, som brat slutter ved skrænten ned til vandet, hvis strømme danner striber i blå nuancer, hvorefter øjet følger de blå, grønne og violette bjerg silhuetter på den anden side af fjorden. En af Pub'ens gæster, en mand med et tyndt hvidt hår og lange krogede fingre, kommer og begynder at udspørge mig, sådan som irlænderne er så eminente til, nemlig en venlig uforbeholden snaksagelighed, hvor de, når Pub'en lukker, ved alt om en, uden at de har sagt noget som helst om sig selv. Men hakket i højre pegefinger lige bag yderste led afslører, at han er malersvend, når der altså var arbejde, og da jeg har samme uddannelse, falder vi let i snak, hvis man nu kan kalde en drikkende og syngende mimren og mit to-stavelses engelsk, som jeg har lært af Johnny Wayne fra cowboy film på TV, for at snakke sammen. Han kigger bedrøvet på mig, ryster sit lyse hvide hår og spørger hvad i alverden, der får mig til at flytte til Ballingskelligs?

- "Det er fordi, her er så smukt", svarer jeg og gør en armbevægelse ud mod fjorden og bjergene.
- "Ja, ja", svarer han, "det kan da godt være, at her er meget smukt, men det kan vi altså ikke spise, så hvad så, hvad vil du her?"
- "Jeg kan", siger jeg så, som om jeg bare var en del af dem, der tog en bid af månen.
- "Hvad er det, du kan?" spørger han.
-"Spise noget af det smukke. Først maler jeg det, så sælger jeg malerierne, og så køber jeg mad."

For ligesom at understrege det, at kunstmalere ikke bare kan spise det smukke, men også drikke det, og i et utilgiveligt anfald af sentimentalitet, bestiller jeg et pint Guinness til alle, der står i baren, til maleren, til min navnebror Tom, som hver eftermiddag ankommer til Pub'en i en bulldozer på larvefødder, til Barney, som jeg senere spiller billard med hver eftermiddag, til Murphy, ham med den store cowboyhat, til Max, hvis kone venter deres ottende barn, og som er Pub'ens mest ædruelige, fordi han hver dag klokken fem skal malke deres ko, og et til Joshy.

Det var en fejltagelse, jeg aldrig gentog, for irerne er et stolt folk, der ikke modtager almisser fra en tilflytter, hvorfor de alle straks bestilte et pint til mig, - seks store sorte glas øl stod pludselig foran mig på baren. De må jo have grinet deres røv i laser over mig, den store internationale kunstmaler, der kommer og skal spille Karl Smart og give øl, og så kravler han hjem langs åen.

Joshy, der lejede mig et hus, var ikke kun egnens entreprenør, som vedligeholdte veje, byggede nye huse, men og auktionsholder og kvinde charmør, og han gjorde forretninger med samme fornøjelse og gode humør, som han flirtede.

Da Joshy skulle finde et hus, jeg kunne leje, kørte vi først langt ind i bjergene til to ensomt liggende huse, og så snart vi var stået ud af hans terrængående landrover, kom en gammel foroverbøjet mand i et sort krøllet jakkesæt, med håret strittende ud til alle sider og vidt opspilede øjne, fægtende i luften med armene - og råbte:

- "Sælg ikke vort land til englænderne, sælg ikke vort land til engelskmændene!"

Selvom det andet hus var til leje billigt, så jeg mig nødsaget til at forklare Joshy, at det hus jeg kiggede efter, nødvendigvis måtte ligge i gå afstand fra en pub, fordi jeg elskede at drikke. Det næste hus jeg så på lå nær Pub'en, det var lidt bedre end det første, men med meget lavt til loftet.

Vi beser så et nyere hus, der viser sig at være det af de tre, som Joshy selv ejer. Bagefter forstod jeg, at vi kun havde set de to første huse for at sælge mig hans eget, han havde intet at gøre med de andre.

Det var selve indbegrebet af et hus, - med en dør i midten, nogle vinduer, et tag og en skorsten, sådan som husene i Andeby ser ud, så jeg kom til at bo i Andersines hus. Men jeg slog mig til ro ved tanken om, at det kun var alle de andre, der så huset udefra, jeg gik rundt og så ud over Ballingskelligs bugt. At man også kunne se dette udenfor, kom ikke sagen ved. Udsigten var så smuk, at man får en følelse af at være den eneste, der ser det, skyerne, bjergene og det ustandseligt forandrede lys, så alt skiftede farve ligeså tit som altid.

En af mine naboer var forfatteren Michael Kerby, og vi mødtes tit på den lille markvej op ad bjerget forbi mit hus. Michael var en gammel mand, og hans læge havde rådet ham til, hver dag at gå en tur op ad bjerget, og jeg var ofte på ved ned til Pub'en.

Michael kunne fortælle, hvordan vejrudsigten var, ved at se på himlen ud over vandet, og som en rigtig forfatter, var der ikke det væsen, den plante eller busk eller blomst, han ikke kendte navnet på. Så hvis tiden havde været en vind, blev der altid helt vindstille, når jeg mødte Michael, uanset hvordan vejret var.

En dag vi står der og snakker, kommer vi til at tale om hukommelsen, og jeg spørger Michael, om han kan huske, den dag de blev gift, Michael og hans lille søde rødhårede kone?

- "Åh, den dag vi blev gift," svarer Michael, "den husker jeg meget tydeligt, ja som det var i går, det var en meget usædvanlig dag, ikke kun fordi det var vores bryllupsdag, nu skal du bare høre, hvad der skete! - Mary og jeg sidder og taler med præsten på hans kontor, lige før vi skal ind i kirken og vies, da han rækker mig vielsesringen af ægte guld og siger:

- "Michael her er guldringen, pas godt på den, du får brug for den om et øjeblik. Så sidder jeg og ser på min tilkommende og betragter guldringen mellem tommel- og pegefinger, og pludselig bliver jeg sådan grebet af stemningen, af sindsbevægelse over dette at se ind i selve kærlighedens forjættede land, gestaltet som min elskede, igennem den massive 24 karats guldring, at jeg bliver så eksalteret, at fingrene klemmer ringen krampagtigt, og pludselig smutter den som en mandel, hvorefter tyngdekraften sender den i en bue mod præstekontorets linoleumsgulv, og vi ser alle vantro guldringen trille over gulvet og ind under et kæmpe stort lavbenet chatol af egetræ. Præsten, som har ordet i sin magt, får først mælet tilbage.

- "For fanden, ringen, dit kæmpefjolds Michael," og min lille elskede udbryder næsten uhørligt, men grådkvalt:

- "Du milde gud, hvad nu ?" Og jeg ser lamslået på præsten, der forgæves forsøger at rage ringen ud, først med en paraply og så med en golfkølle - uden resultat.

Da rejser han sig, og sådan som gejstlige altid gør, når de kommer i virkelige vanskeligheder, får han himmelfaldne øjne, som for at påkalde sig selve guds hjælp, og pludselig får han øje på gardinerne, der hænger på ringe af messing over vinduet, så farer han op på en stol og hiver en ned, rækker mig den, idet han siger:

- "Michael den må du' nu, og forresten har alle gæsterne været nede på Pub'en hele formiddagen, så de lægger ikke mærke til noget".

Jeg tager ringen, som mageligt omslutter tre af Marys fine små tykke fingre. Men præsten havde ret, ingen lagde mærke til, at det kun var en gardinring af messing, - og ved du hvad, vi har levet lykkeligt sammen lige siden, for der var jo ikke noget med guld og grønne skove mellem os, vel?"

Senere har jeg fået resten af historien fortalt af andre på egnen. Der sker det, at Michael allerede næste morgen, da Mains Pub åbner, går ned og samler de første tørstige, altså morgenholdet, og giver en omgang Guinness. De morgen tørstige er meget forbavsede, og øllet nydes i dybeste tavshed, fordi ingen har set Michael på Pub'en de sidste fem år, og de står og spekulerer på, hvad for en himmelsk vellykket bryllupsnat, de sådan fundamentalt kan forvandle en mands adfærd, og de drikker tavst og skotter misundeligt til den nygifte.

Men alt har jo desværre en prosaisk forklaring, for Michael beder dem om at følge med op til Don Gaile for at hjælpe med at løfte et tungt chatol væk fra en væg på præstens kontor. De går med, måske mest af nysgerrighed, stadig tavse, for alene det, at forfatteren Michael Kerby viser sig på Pub'en, er et rigeligt samtaleemne for de næste uger. Så ingen spørger, hvorfor Michael skal flytte præstens chatol. Michael vil helst heller ikke fortælle, at hans medgift var en gardinring af messing, han har rigelig fantasi til at forestille sig, hvad det ville medføre, - at han så ville blive det atom, hvorom alt morskab drejer, og at han selv ville være den værste til at digte latterlige historier om sig selv, kun fordi alle andre gjorde det. - Tyrens messingring sad på gommens pik etc. Og altsammen på grund af denne fordømte guldring, som han havde sparet sammen til i fem år, nemlig ved ikke at drikke sammen med dem på Mains Pub.

Da de kommer ind på præstens kontor, bliver de straks budt på et stort glas whisky, præsten vil nemlig helst heller ikke fortælle om den falske ring, og da whiskyen er nydt, og de en stund har stået med det tomme glas i hånden og kigget på det store tunge egetræs chatol, der er blevet tømt for sit indhold af sengelinned, bliver situationen nærmest hellig. Alle har samme tanke, - bliver der igen skænket whisky klokken ti denne morgen på præstens kontor, altså fordi Michael skal flytte et chatol?

Men miraklet sker igen, som der står i bibelen, 'de troende skal finde lyksaligheden'. Præsten skænker op, det hele vil jo snart blive afsløret, når chatollet flyttes bort, og ceremonien gentager sig til flasken er tom. De stiller glasset fra sig og løfter chatollet ud fra væggen, og alle glor på et musehul i panelet, og i mens præsten igen bliver himmelfalden, nu i en stille tak til gud, tager Michael lynhurtig og river forsiden af Irish Times, krøller den sammen og stopper den i musehullet, og beder dem om at sætte chatollet tilbage på sin plads. Og Michael og præsten takker dem hjerteligt.

På vejen tilbage diskuterer de intenst begivenheden, hvorfor Michael har påtaget sig opgaven som musehulstætter på præstens kontor, og selvom de har en vis forståelse for, at præsten ikke vil have mus til at blande sig i de religiøse sager, så kan ingen forklare, hvorfor ikke hullet blev tætnet fra den anden side af væggen, hvor familien Sullivan bor, som ikke har noget stort dyrt tungt egetræs skuffedarium stående, og maleren bemærker spidsfindigt:

-"Præstens whisky fik en sten til at falde fra mit hjerte, - den skulle de hellere have brugt i stedet for bare avispapir".

Tilbage på kontoret taler præsten og Michael om, hvorvidt de skal gå ind hos Sullivans og spørge, om de tilfældigvis så en guldring komme trillende hen over gulvet i går eftermiddags ved kirketid. De bliver dog hurtigt enige om, at det ville være spild af tid, fordi Sullivan familien bebor kirkens fattiggård med tolv børn.

Nu går Michael ofte en tur op til Don Gaile forbi Sullivan familien for at se, om der skulle være sket nogen forandring, - om børnene har fået nyt tøj eller om de har fået TV antenne, og da han står der og kigger ind over hækken, går entredøren pludselig op og ud kommer huskatten med en mus i munden, og om musens nakke er den gyldne ring, som blinker i solen og sender et guldrefleks i hans øjne. Men Michaels kisse-missen, kisse-missen virker ikke på katten, der vil finde et sted at spise i fred og ro. Så begynder han at jage den ned ad bakken mod Mains Pub.

Døren til Pub'en er åben, og katten smutter ind, men indenfor ved pejsen ligger Williams hund, og den giver voldsom hals, så katten flygter ned bagerst i lokalet og hopper op på det amerikanske billard midt i et spil. En af de to fårehyrder, der står og spiller billard, bliver så utilfreds med en kat midt i deres spil, så han langer katten en over nakken med billard køllen, så den slipper taget i musen, de smutter ned i et hul og rutsjer ned foran glasruden i det amerikanske billard og sidder og trykker sig nede ved kugle nummer fem. Det hele går så hurtigt, at ingen ser musen. De spiller videre, og nu kommer Michael farende ind på Pub'en for anden gang i denne uge.

Efter at han har snuset rundt i Pub'en et stykke tid på jagt efter musen, får han pludselig øje på den imellem Billard kugle nummer fem og nummer to, og han beslutter sig til at lægge to Coins op på billard disken, som jo er den måde, man reserverer et spil på. Men de to fårehyrder gør ham venligst opmærksom på, at der faktisk allerede ligger to coins, så han må styre sin utålmodighed.

Da de har nået det afgørende stød, som jo i amerikansk billard består i, at den hvide kugle rammer den sorte, som løber ned i et forudbestemt hul, fumler han, og det bliver et alt for hårdt stød, så kuglen flyver ud over billard kanten. Da han lægger kuglen tilbage på bordet, ser han lige sit snit til at dyppe den i sin whisky for at gøre det vanskeligere for modstanderen, som står og ryger en cigaret og bøjer sig ind over billard bordet, og lige idet han støder, falder en glød fra asken ned på kuglen, som antændes og en flamme løber hen over det grønne billard bord, rammer den sorte kugle, der ryger direkte ned i det forudbestemte hul. Alle i Pub'en vender sig om og kigger på hinanden, de har aldrig set et sådan flammende mesterstød før.

Nu skal kuglerne igen op på bordet, og en af fårehyrderne lægger sig på knæ og putter to coins ind i den lille slisk, og da får han øje på en mus siddende mellem billard kugle nummer fem og to, og han udbryder højt:

-" der sidder sgu' en mus imellem kugle nummer fem og nummer to.

Den anden kigger på ham og ryster på hovedet.,

-"det er vist bedre , at du holder op med at drikke nu, Billy, for dette lyder som rent tremens," - og i det samme han siger 'tremens' og er ved at lægge billardkuglerne op på bordet, bider musen ham i fingeren, og han svinger vildt med hånden med musen i luften og råber:

-"Av for helvede, det var sgu' en mus".

Musen slipper sit greb, og imens den nu svæver igennem Pub'ens tilrøgede luft, må jeg lige fryse billedet og fortælle om Murphy, som sidder henne ved siden af den store pejs med et pint Guinness og en Whisky.

På højre hånd, som holder om øllet, er der en sort handske, og jeg har altid gået ud fra, at denne handske på den ene hånd var for at Murphy ikke skulle få forfrysninger af alle de iskolde pints, indtil jeg hørte historien:

Murphy havde, på sin mors dødsleje, lovet hende - aldrig nogensinde mere røre spiritus!

Da moderen døde arvede Murphy to landejendomme, og han var nu igang med at drikke nummer to op. Murphy drak og læste skønlitteratur og fortalte historier på Pub'en og var den eneste irlænder, jeg mødte, som havde læst den danske forfatter Pontoppidan. Og hver eftermiddag sad han på den samme plads ved siden af pejsen med sin store cowboyhat liggende ved sin side.

En lørdag eftermiddag, hvor et lokalt rock-orkester spillede Bob Dylan, sad Murphy midt i orkesteret og lod som ingenting med sin pint og sin whisky, fordi det eneste sted, der var plads til at stille orkesteret op, var foran pejsen, rundt om Murphys stambord.

Musen med guldringen ender selvfølgelig i Murphys hat, hvor den smutter op under svederemmen, og det hele går igen så hurtigt, at ingen ser, hvor den blev af. Og det var virkelig et held, for ellers havde man sikkert straks opfundet en ny sport, som hed "Musekast i Hat".

Nu føler Murphy whiskyen og adskillige pints begynde at blande sig med den naturlige træthed, som overfalder dem, som absolut ingenting bestiller, sådan ved middagstid. Han drikker ud, tager hatten på og går mod udgangen for at tilbringe de næste timer i middagssøvnens søde svøb, sådan som han plejer. På vejen mod døren slår hans trofaste underbevidsthed som sædvanlig plat og krone om et sidste glas pint i baren, - one for the road, - og møntens to sider er nok med tiden blevet slidt blanke.

Michael sidder ved baren og drikker en whisky på husets regning, en gestus fra William, Pub'ens ejer og bartender, fordi forfatteren besøger Pub'en for anden gang den samme uge - efter 5 år. William håber på, at whiskyen vil hjælpe ham med at få den dybere årsag til, at Michael tilsyneladende fuldstændig har glemt deres diskussion for 5 år siden, og han spekulere på, om ægteskabet kan føre til umiddelbart hukommelsestab. Han er selv ungkarl.

Men Michael har ikke glemt noget som helst. Han husker tydeligt Williams uforskammede bemærkninger, da han diskuterede, hvorvidt det var rimeligt, at Pub'en gav bønderne kredit i årevis, - indtil de kun kunne betale med et stykke land, hvorfor Mains Pub var blevet en af egnens store jordbesiddere. William havde kaldt Michael for en hjemmesløjds forfatter, der ikke havde forstand på det virkelige liv - slet ikke forretningslivet.

Michael håber stadig på at få fat i musen og den kostbare guldring, og han har selvfølgelig ikke snakket om årsagen til sit besøg, han vil nødig have, at andre begynder på at jage mus. William har godt nok undret sig, ikke bare over hans besøg, men også over Michaels nervøse flakkende øjne med pupillerne i øjenkrogene, der som fiskeøjne hele tiden holder alle Pub'ens hjørner under observation, men William tænker, at det nok er en erhvervsskade, ganske almindelig forfatter paranoia, for tænk nu, hvis der var et eller andet, der undgik forfatterens opmærksomhed, og derfor for altid ville være savnet i verdenslitteraturen.

Derfor var det også med misbilligelse, da William ser Murphy vende rundt, sætte sig på barstolen ved Michael, lægge sin hat på bardisken og bestille en ny pint. Murphy drikker nemlig på andet år i træk på kredit. Så William begynder med stor omhu at skænke denne pint op med det stille håb, at Michael er gået, inden Murphy ikke skal betale. Michael, Murphy og de andre gæster betragter i tavshed Williams uovertrufne omsorg og kærlige opskænkning af Murphys pint. Da det langt om længe er færdigt og til fulde ligner den pint, der er afbilledet på Pub'ens diplom for velskænket Guinness, og lige i det William vil sætte det frem på disken ved siden af Murphys hat, bevæger hatten sig tyve centimeter til venstre i et ryk, - og det giver sådan et sæt i William, at det halve af hans mesterværk skvulper ud af glasset.

William glor vantro på hatten, der igen ganske langsomt er begyndt at vandre hen langs bardisken, han sætter glasset tilbage under tappen og siger:

-"Murphy - din hat er ved at forlade dig!"

Uden overhovedet at kigge på hatten, svarer Murphy:

-"Nååh ja, så kommer den nok snart tilbage igen".

Ingen tænkelig eller utænkelig begivenhed har nogensinde fået Murphy til at tabe fatningen, og ganske rigtigt, da han endelig kigger, er hatten tilbage, og imens han undrer sig over, hvorfor alle pludselig glor sådan på hans hat, smutter musen igen op under svederemmen. Murphy sætter hatten på sin skaldede isse, der jo er den oprindelige årsag til, at han altid går med hat, en stor amerikansk hat med opadvendt skygge. Det irriterer ham frygteligt, at hatten pludselig har alles opmærksomhed, for det kræver sin mand at bære sådan en hat, specielt i sydvest Irland, hvor det blæser meget. Ofte har han måtte lide den tort at skulle hente hatten på bardisken lørdag formiddag, fordi den var blæst af aftenen før på vej hjem i en ordentlig brandert. Så er der altid nogen, der finder hans hat og bringer den ned til baren, hvor den så ligger hele formiddagen som et tavst vidnesbyrd. - Igen i går var Murphy skidefuld! Men det værste er, at hatten ofte havner i åen, og så krymper den, så han må balancere den hjem på toppen af issen, og så skrive et nyt brev til broderen i Texas og tigge ham om at få tilsendt en ny, og det er ikke nemt at blive ved med at finde på en ny historie om, hvorfor den sidste nu også er gået til grunde. En blev spist af en tyr, den næste stak simpelthen til søs, - og gården har været nedbrændt flere gange.

Michael, der lige så stille har stået og lagt mus og hat sammen til en guldring, spørger nu høfligt Murphy, om han ikke lige må prøve hans flotte cowboy hat.

Murphy lader som om, han ikke hører noget, og Michael prøver igen:

-"Lad mig lige se din fine hat, Murphy".

-"Hvorfor"?

Michael indser, at han ikke kan forklare hvorfor, det ville bare ligne en bar-vittighed, og siger bare:

-"Jeg vil bare gerne lige se den".

Murphy ryster bedrøvet på hovedet, det er det værste nonsens, han har været ude for i lang tid. Men samtidig begynder de andre gæster at blande sig.

-"Lad nu Michael se din hat".

-"Han kan sgu' da se på den, der hvor den sidder - for guds skyld".

Murphys pint er klar, og han griber om det med begge hænder og skal til at tage en ordentlig slurk, da maleren griber ud efter hatten, men kommer til at fægte ud i luften med sine lange krogede fingre, fordi Murphy lynhurtig trækker hovedet tilbage, men samtidig skvulper det nye pint i en sort kaskade ud af glasset og ned ad Michaels vest. Murphy sætter glasset på bardisken, og knoerne på hans knyttede hånd er lige så hvide som malerens ansigtsfarve!

-"Hvad fanden er du ude på, skal du tage en mands hat "?

Og Murphy skal lige til at lange et knytnæveslag midt i malerens pande, da han begynder at svede voldsomt, en mærkelig ildelugtende gul sved, som pibler fra tindingen ned over kinden, så han får travlt med at tørre sveden væk med sit lommetørklæde.

Alle i baren forstår, at situationen var ved at udarte sig til slagsmål, noget absolut sjældent. Det sidste slagsmål fandt sted for flere år siden, da en af stedets to påfugle havde hakket William mors næse til blods, hvorefter publikum havde delt sig i to hold, et, der straks ville aflive fuglen, og et, det syntes, at man ikke kunne vride halsen om på en påfugl bare for en blodtud.

Det var tydeligt for enhver, at denne dag var en af de helt usandsynlige, hvor alt kan ske. præsten havde budt på en hel flaske whisky på grund af et musehul. En kat var løbet ind i Pub'en, selvom enhver normal kat udmærket vidste, at Hubert altid lå foran pejsen lige indenfor døren, men ikke nok med det, den var faret op midt i et spil amerikansk billard, og forfatteren Michael var dukket op på Pub'en dagen efter sit bryllup for at drikke whisky, og Murphys legendariske hat var faret frem og tilbage på bardisken, som en fis i en kasket havde den danset polkadans, så man skulle tro, at den var hjemsøgt af et kuglelyn.

William, som har en fortid som baptist præst i USA, hvor han havde skaffet sig et indgående kendskab til det overnaturlige, nemlig at det ikke fandtes, sige nu diplomatisk:

-"Jamen kære Murphy, de ville jo bare se det snoretræk, du ha installeret i din fine amerikanske hat, vis dem nu det trick, så byder huset på en whisky til alle."

Det sidste han sagde var ubetænksomt, ja direkte dumt, for nu ville alle gerne se Murphys hattetrick og få den gratis whisky, og alle forsøger at få fat i hatten, anført af Michael, der for sit indre blik ser, den store musejagt pludselig er uundgåelig.

Så Michael er den første, der går i gulvet, fældet af et pandeslag, - derefter maleren, hvorefter resten af gæsterne skyndsomt fortrækker til parkeringspladsen i ærbødig afstand fra Pub'ens dør, hvor Murphy står et øjeblik i dyb undren over sædernes forfald, denne åbenlyse foragt for en mand og hans hat, inden han begiver sig hjemad.

Jeg kan ikke huske om Murphy tidligere i denne fortælling er blevet beskrevet som lidt af en særling, men siden sin mors død, havde han været lidt underlig, en eneboer, hvis man lige kan se bort fra de rundt regnet 25 katte, der også besjælede hans hjem.

Da han endelig er hjemme for at få sin forsinkede middagslur og har lagt hatten på skabet i entreen, står alle 25 katte rundt om skabet, jamrende og skabagtige som om kattene, ligesom dem på Pub'en, også havde fået hattekuller. Murphy kigger på kattene og på hatten, så tager han hatten for at undersøge den nærmere, og med et ser han et musehoved stikke frem under svederemmen med en tyk guldring om halsen, og hurtigt - som en laks, sætter han hatten tilbage på issen, idet han ligeså hurtigt forestiller sig, at den smutter fra ham og bliver slugt med hud, hår og guld af en kat. Nu er gode råd guld værd. Han kan ikke lægge sig til at sove med hat på. Og synet af guldringen gør ham mere tørstig end søvnig, så han beslutter sig til at gå tilbage til Pub'en og tænke over situationen med en Guinness indenfor rækkevidde. Alle kattene er hundesultne og følger efter ham.

Murphy er en mand, der aldrig har haft nogen intentioner om at bestemme noget som helst. Han har aldrig inviteret kattene til at bo hos sig, de er bare flyttet ind og har formeret sig. Og da de nu vil med på Pub'en, ja så er han da fuldstændig ligeglad, så da Murphy vader ind i baren med en hær af katte, få hunden sit livs chok. Den lister slukøret ud, idet den opgiver at have noget imod katte, når der er så mange, men i stedet jager den de to påfugle op på taget.

William, der lige har tilplastret maleren og Michael, siger ligesom i søvne:

-"Nåh Murphy, du har taget kæledyrene med!"

hvortil Murphy svarer:

-" Ja, giv dem et pint til deling, - og et til mig".

Når et pint står og klarer op, sker det samme ofte for den, som har bestilt det. Det usædvanlige synker langsomt ned i underbevidstheden, og Murphy kommer frem til, at han er i en situation med flere gode muligheder, med en mus og en guldring under hatten. Måske kan guldet simpelthen betale hans regning, men tænker han, måske er der mere i det end som så. Han beder William om at gøre hans gæld op.

-"Hvorfor det?" spørger William og ser undskyldende på Michael, der lader som ingenting.

-" Jeg vil bare gerne vide, hvad jeg skylder, må jeg ikke det?"

-"Selvfølgelig, selvfølgelig", William tager bogen og siger:

-"Murphy, du skylder 585 gode irske pund - alt i alt".

Alle i baren følger nu spændt situationen, de regner med, at de nu skal overvære en jordhandel.

-"Kan jeg betale min gæld med ægte guld?"

-"selvfølgelig", sige William, "du kan betale med guld, diamanter, rubiner, smaragder, platin, sølvtøj eller penge, hvis du han nogle".

Det giver et sæt i Michael, men inden han når at tænke ud, hvordan han skal gribe ind, sige Murphy og kigger rundt:

-"Hvis nogen af jer kan gætte, hvad jeg har under min hat, giver jeg en omgang".

Alle ser igen på hatten, men holder mund en stund, klog af skade, så siger William:

-"Et snoretræk, det har jeg jo sagt".

Murphy ryster langsomt på hatten,

-"der er ingen snor".

Da isen nu er brudt, forsøger maleren:

_"En kartoffel?"

-"Nej".

-"En løs skrue?".

-"Nej".

-"En skaldet isse?"

-"Nej".

Til det indvender Joshy:

-"Du er sgu da pilskaldet Murphy, det er jo derfor du går med den cowboyhat, så hvis ikke det er dit grødhoved, du mener, så...",

nu bryder Michael ind:

-"Murphy, under din hat har du en mus med en guldring om nakken".

Under hele samtalen har musen siddet under svederemmen og gnavet, og idet Murphy udbryder:

-"Hvordan kan du vide det Michael?" har den gnavet et hul og stikker hovedet ud og kigger sig omkring. Men nu sidder den fast, da ørene virker som modhager, og ringen forhindrer den i at kravle helt ud.

I spejlet bag whiskyflaskerne i baren ser Murphy musehovedet, og han tænker, at egentlig kunne det være ret flot at have den der - sådan permanent.

William begynder at skænke 6 pints op, og Michael tænker som en gal på, hvordan han kan forklare, at det er hans mus eller i hvert tilfælde hans guld, da hunden kommer vraltende tilbage, efter den i en tid har vogtet påfuglene på Pub'ens tag. Hunden må have glemt alt om de 25 katte, for den går fuldstændig ud af sit gode skind, og farer rasende rundt og bider kattene, der flygter op på alt, hvad der er højt, bardisken folks skuldre, og i tumultet ryger hatten ned ved Michaels fødder, hvor en stor hankat straks bider hovedet af musen, og så snupper Michael lynhurtigt den blodige guldring og putter den i sit støvleskaft.

William råber, at Murphy skal se at forsvinde med sine fordømte katte, men det er ikke nødvendigt, de er vær, og Murphy samler hatten op og kigger i hatten og på gulvet, og så råber han:

-"Hvor er ringen?" og tænker samtidig, at det måske er den rene indbildning, det med ringen.

-"Hvad for en ring?" svarer Michael.

-"Så du ikke en guldring?"

-"Nej - en guldring - slet ikke".

Murphy tænker efter igen, nåh så var det hele bare ønske tænkning, men så siger han:

-"Michael, du gættede forkert, der var ingen ring".

-"Ja så er det jo nok mig, der skal give en omgang".

Michael Kerby fortalte aldrig til nogen, at han fik guldringen igen. Han solgte den, og for pengene købte han et stykke land af William til deres førstefødte, som han plantede frøet til aftenen før.