1. Fjerbomben - Nå, ja - forresten, nu skal I høre historien fra dengang, jeg kendte en enlig mor, hendes søn og deres guldfisk, og hvad der videre skete, da myndighederne tvangsfjernede drengen Aftenssolens stråler faller ind i Andys værelse hvor tøjdyr og plastik figurer i tusmørket forvandles til åndeverdens giganter der i lyskontrasterne udkæmper drabelige kampe imellem det gode og ånde.Da leger Andy bedst og så skal De selvfølgelig netop altid spise. -Aftensmad, - lyder det så fra døren. Andy - der er aftensmad, den er serveret! - Eva Ring sidder ved spisebordet i stuen og venter, imens hun eftertænksomt ryger på en filtercigaret, så cigaretgløden næsten er lige så lang som cigaretten, og i det hun igen råber: - Aftensmad! - Så drysser asken af og lige ned på en bøf. Psssss! - Pokkers også at drengen aldrig kan komme, når jeg har lavet aftensmad, - siger hun ærgerligt til sig selv, tager tallerken går ud i køkkenet og vasker bøffen Andy kigger på den lukkede dør og undrer sig over, hvordan lyde kan gå lige igennem en dør uden at lave huller. Han leger videre, døren kan ikke tale -- Klask, - siger det så. Han når lige at dukke sig, så slimbolden rammer den talende dør, der bliver helt tavs. Det er mokken med spiraløjne og lange flanører, der er smart nok til at benytte sig af Andys korte uopmærksomhed... til et angreb. Andy griber sit træsværd og fægter voldsomt i luften så støvet hvirvles rundt i solstrålerne , der som en laserstråle rammer det lede monster. Gulvet er dækket af en kraftig syntetisk filt for ikke drengens vilde leg skal forstyrre underboen hr. Glob, men det er umuligt at holde rent, så det støver meget, og når Andys sværd rammer en modstander, udsendes nye støvskyer fra deres syntetiske pelse. - Jeg forsvarer mig med et sværd, men de mokker har læst mine supermannsblade, - tænker han og ser sig rådvild rundt i værelset, der er indhyllet i en dødsens farlig atomsky, der hvirvles rundt i aftensolens stråler. Men han er smart og hiver lynhurtigt rullegardinerne ned, så lyset forsvinder, og tæsker løs på mokken med sværdet. I tusmørket ser han ikke, at det er den gamle camouflage farvede pude, som Eva en gang lavede på et aftenskolekursus i batik. Nu flænger den midt over og tømmer sit indhold af gåsefjer ud i rummet. Andy hopper tilbage, det trick regnede han ikke med - en fjerbombe. - Værelset ligner et TV-billede med teknisk uheld. Da kommer han i tanke om sæbeboble dåsen, som står på kommoden fra dagen før, griber den, og blæser sæbebobler op i fjerskyen. - Maden bliver kold! - råber døren. Eva har lunet den vaskede bøf og åbner døren til Andys værelse. En stor sky af fjer og sæbebobler svæver ind i spisestuen og lander på bordet. - Puf, puf, - siger det, når sæbeboblerne rammer den varme bøf og efter hver puf, ligger der en gåsefjer. - Jamen altså Andy, hvad laver du? - spørger Eva forundret. - Jeg leger bare. - Han står oppe i sofaen i stuens hjørne og prøver at huske, hvordan man bliver usynlig. - Boom, - lyder det pludselig højt ude fra entréen. De ser på hinanden. Det er underboen, hr. Glob, der igen har kastet en lynkineser ind af deres brevsprække, som svar på Andys trampen rundt på gulvet. Hvis lynkineser ikke hjælper, kommer der et kanonslag, og så plejer Eva at ringe til politiet. Men de siger kun, at den slags problemer skal man løse i beboerforeningen, og det hjælper ikke at forklare dem at beboerforeningens formand er hr. Glob, og medlemmerne er Eva og en gammel dame, der er døv og ganghæmmet. Eva ser ulykkelig på aftensmaden, imens hendes hår og skulder bliver dunet, og da hun sluger en masse luft for at råbe højt, smutter der en fjer med ind i munden og ned i halsen. Hun hoster voldsomt, og et par ciraretrøgs- tudser forlader hendes hals. Hvorfor de også vil hen til bøfferne, må guderne vide, men måske er de bare sultne. TV-avisen viser et indslag om den tiltagende luftforurening i de store byer. Andy klemmer sig op i hjørnet og betragter Evas violette ansigtsfarve og aftensmaden, som han egentlig ikke synes er særlig usædvanlig. Når han ikke er sulten og alligevel skal spise, vrimler det med små mærkelige dyr i spaghettien eller spinaten rækker tunge af ham. En svinekotelet bliver til et piratflag med dødningehoved, eller en masse mider vælter rundt på ostemaden, eller han sidder og prikker med gaflen i en agurkskive, fordi den ligner en computermand, der sluger græshopper. Og Evas ansigtsfarve er heller ikke så ualmindelig, da hun ofte når at drikke rødvinen til aftensmaden under madlavningen. Andy forsøger at gætte, hvad der nu vil ske, da telefonen ringer. Eva børster nogle fjer af hovedet og tager telefonrøret, imens Andy vælger at smutte ned i gården. - Hallo, det er Eva Ring, Ja...ja...nå...ja..., det forstår jeg godt, ja...ja...ja...- femhundrede kroner! - Eva ring siger altid kun “ja” i en telefon for ikke at støde dem, der ringer. Hun er nemlig et godt menneske, der ikke vil gøre nogen ked af det. Og da samtalen er slut, har hun købt et badekar i støbejern med løvefødder for femhundrede kroner. 2. Badekarret på løvefødder Baggården, hvor Andy leger med sig selv, har et højt plankeværk til den ene side, og der er et halvtag med en masse cykler under. På den anden side af plankeværket er der ikke så mange cykler, der bor de rige. Oppe på halvtaget er nogle indianere gået helt amok, de sender en byge af pile imod Andy, der dukker sig bag en skraldecontainer med hjul under. De er ikke så dumme de indianere, tænker Andy, jeg er kommet ned i gården uden våben, og så angriber de. Han skubber containeren langs med muren, imens pilene hamrer ind på den anden side. Men pludselig ser han et optog komme gående ind af porten. Et syn der redder ham, i det han glemmer indianerlegen. Forrest kommer en stor rødhåret mand trækkende på en damecykel med en plasticpose dinglende over styret. To andre mænd slæber på en stor hvid ting, der er rund foroven, hvorpå der sidder noget, der ligner kattepoter. Tingen må være utrolig tung, for de to slæbere, puster og stønner og er helt røde i hovederne af anstrengelse. Den bagerste bander og siger: - Nu vil jeg æde min hat på, at det er oppe på fjerde sal. - Han er skaldet og har ingen hat på, ser Andy. - Bare rolig, første sal er øverst oppe i dette tilfælde, og det er der, det sner, - siger den rødhårede med cyklen. - Sner det på første sal! - Andy tænker på pudens gåsefjer og rejser sig op bag containeren. - Hvor ved du det fra? - spørger han. De standser. - Knud her ved alt, - svarer den rødhårede og peger på sig selv. - Lad mig se... - for eksempel ved jeg, hvad du fik til aftensmad... - bøf - med sæbebobler, hønsefjer og mussetis. - - Ha! - siger Andy, - der var ikke noget mussetis. - De to slæbere er lige ved at synke igennem asfalten. - Hvis den rødhårede abekat skal have det her op på første sal, så er det nu, - siger den ene, og de begynder at gå over gården. Andy følger efter og spørger, hvad det egentlig er for noget, de slæber på. - Det er et badekar på løvefødder, som Eva Ring har bestilt! - - Jamen, - siger Andy, - vi har allerede et badekar! - - Hvad, har I et badekar? - - Ja, det er grønt. - De to mænd sætter karret og kigger på Knud og ryster på hovedet. - Hør nu her, denne dame Eva Ring er meget renlig. Først vasker hun sig i det ene og så skyller hun sig i det andet, lige som når man vasker op. - Er der forøvrigt løvefødder på jeres badekar? Andy ryster på hovedet. - Nå, der kan i bare se. Så, bær nu det kar op, ellers får I ikke en krone. Modvilligt hanker de igen op i badekarret, i det den skaldede forsikrer, at han under ingen omstændigheder slæber det ned igen. Da badekarret er placeret midt i stuen, som er det eneste sted, hvor der er plads, siger Knud til Eva, at det er kontant betaling ved leveringen og tilføjer: - Læg mærke til disse meget smukke og sjældne løvefødder og den klassiske hvide emalje, der skinner som ny spiste østers. - Han nævner dog ikke at en af løve fødderne mangler. De står alle rundt om badekarret og betragter det, og han fortsætter: - Grevinden af Padelborg har drukket champagne i det. - Eva har fundet femhundrede kroner i sin rummelige taske, som hvis alt blev talt op, nok skulle bruges til en af de ubetalte regninger, der også gemmer sig der. Hun rækker Knud pengene, i det hun nærmest for sig selv bemærker, at hun sådan set allerede har et badekar. Da de to bærere er gået, tager Knud to øl op af plasticposen og beder Andy om at hente to meget rene ølglas, gerne med guldkant. De har sat sig i sofaen, og han skænker Evas øl op, og derefter en elefantøl til sig selv. - Tillykke med dit nye emaljerede støbejernsbadekar på løvefødder, - siger han og hæver glasset og tømmer det, sætter det på sofabordet og hælder resten af øllet op, tager sine briller af og pudser brilleglassene i sin skjorte. - Se nu fx denne skjorte her, det er en “Svensson”, en svensk skjorte, der koster over tusind kroner. - Andy og Eva ser på hans skjorte, som er blå og hvidstribet. - Når man har sådan en, så behøver man ikke ti andre skjorter, så er man altid velklædt og har sparet en masse penge. Hvis man har det bedste, behøver man ikke så meget. - - Jamen jeg har stadigvæk et grønt siddebadekar stående på badeværelset, - indvende Eva. Knud tømmer sit glas og ryster langsomt og skuffet på hovedet. - Man drikker ikke champagne i et siddebadekar, man ligger ned og nipper. - - Eva drikker rødvin, - siger Andy, - engang troede jeg, at hun var død i en gyserfilm, fordi hun havde spildt og vandet var helt rødt og..., Eva afbryder ham: - Jeg har altså ikke råd til at drikke champagne, hver gang jeg bader, det ved du godt. - - Jamen hør nu her. - Knud tager en ny elefant guldøl op af plasticposen, som han omhyggeligt skænker op til sig selv - En dag finder du måske en pung i supermarkedet med en masse creditcards, og i stedet for at aflevere den ved kassen, ringer du til indehaveren fra mønttelefonen, og han bliver kisteglad, og I bliver enige om at mødes straks på den fine restaurant på torvet. Det viser sig, at han er en meget charmerende og rig mand, der byder på en dyr frokostret, og I bliver forelskede, og da I senere skal flytte sammen, får du brug for det løvefod badekar, - han har jo råd til at købe champagnen, ikke? Og I bliver gift og..., - slutter han, i det han ser mildt på Andy, - og du får en hvis hest. - - Får jeg en hvid hest! - - Ja en hvid. - Andy farer ellevild op, - en hest, - en hest! - Og inde på hans værelse tager han indianertøjet på, hopper op på hesten og rider i vil galop ud i gangen, svinger ind i stuen, men i farten glemmer hesten, at der nu står et stort badekar midt i rummet, som han er nødt til at springe over, og han lander på sofabordet, hvor ølglas og flasker vælter, så Knuds skjorte et øjeblik er hel hvid af ølskummet, helt uden striber. - Av - av, - råber Andy, - jeg tror, jeg dør. - Eva trøster og får ikke sagt farvel, da Knud rejser sig, tørrer øllet af brilleglassene og af sin skjorte og går. Sent den aftenen sidder Eva i køkkenet og spekulerer på, hvad man kan bruge et badekar til, når man altså har et i forvejen. Hun ryger på en lille majspibe, som ellers er gemt på øverste hylde i kosteskabet sammen med Mac Barens Mixture pakken. Til planter og blomster eller et akvarium med en guldfisk? - Eller bare have det til pynt? Hun smager på den søde tobak og morer sig ved tanken om, hvor meget alle ville undre sig. De vil stå og glo på det badekar, der står midt i stuen og undre sig. Og så ville de spørge: - Hvad er det? - som om de ikke har set et badekar før, og hun må svare: - Et badekar! - Men så ville folk nok spørge. - Hvorfor står det der? Og jo mere Eva tænker over det, indser hun, at badekarret skal have en eller anden funktion, så det ligesom kan svare for sig selv. - Jeg fylder det med vand og køber en guldfisk, - siger hun højt til sig selv midt i en røgsky,- det er mere naturligt at se en fisk fra oven. - Hun fylder straks badekarret med vand for ikke at ombestemme sig næste morgen og går i seng.3. Hos dyrehandleren Næste morgen ser Andy badekarret stå midt i stuen fyldt med vand, og da Eva omsider også er stået op, spørger han forundret, om hun allerede har prøvet at bade i det ny badekar. - Nej, vi skal købe en guldfisk, som skal svømme rundt i det og være hyggelig, - siger hun begejstret for sin geniale ide. - Jeg vil meget hellere have en hund, - du køber jo alt muligt, badekar og guldfisk, men jeg får aldrig noget. - Andy sætter sig til morgenbordet, og da han har spist sine cornflakes, sidder han surt og vipper på stolen og presser to fingre ned i en ostemad. - Ikke engang det detektivsæt med revolver og forstørrelsesglas, fløjte og håndjern, kan jeg få, - siger han og kommer til at skubbe til bordet, så Evas kaffe skvulper over. - Sid stille, du ved jeg vil have ro, når jeg drikker min morgenkaffe. - Andy kommer igen til at skubbe, så underkopper igen er fyldt med kaffe. - SÅ ER DET NOK - skriger hun, så Andys to fingre ryger igennem ostemaden,der nu ligner den et fuglenæb. - Og du ska’ fandeme ikke også ødelægge morgenmaden. - Eva slår hans hånd, så ostemaden klasker op på et billede, der forestiller en ko, hvor der er tegnet striber, så man kan se, hvor skinken og mørbraden sidder. Nu kan man også se, hvor ostemaden sidder på en ko. En grinebølge kommer helt nede fra Andys storetå og breder sig op i hans mave, han knækker sammen, så stolen vælter, og han ligger nede under bordet hulkende af grin. Eva griner med og piller maden ned, og da Andy har grinet af, siger hun: - Din morfar har snittet fire geværer i træ, og jeg har købt alle de plasticvåben,de har i legetøjsbunken, hvad er det, der er så specielt ved det detektivsæt? - - Man får fire gode ting på en gang for den samme pris, - svarer Andy og tilføjer, - og så har jeg altid ønsket mig sådan et detektivsæt. - De sidder en stund og kigger på hinanden, og Eva kan ikke lade være med at tænke på, at det er synd for Andy, at han ingen far har, og så siger hun: - Ja, men du må ikke fløjte her oppe i lejligheden, - I dyrehandlerens forretning er fiskeakvarierne stablet op foran butiksvinduet, så da Andy og Eva ser på fiskene, ser det ud som om de svømmer rundt imellem biler, cyklister og fodgængere ude på gaden. De er alene i butikken og ser forbavset rundt, da en stemme siger: - Nå, lille De, - hvad skal det være i dag, abekat, - abekat! - De kigger undersøgende rundt. En abe sidder i bur og spiser nødder, det kan ikke være den. Så får de øje på en stor fugl, og det er den, der taler. Eva skal lige til at blive vred, hun bryder sig ikke om at blive tiltalt som “lille De”, - heller ikke af en fugl. Dyrehandleren kommer igennem de røde og gule plasticstrimler fra baglokalet og spørger smilende: - Nå, lille De, - hvad skal det være i dag? - - Hvem er det, De kalder “lille De”, - spørger Eva vrissent. - Drengen selvfølgelig, - svarer han stadig smilende og henvendt til Andy: - Du ligner en, som har overtalt mor til at købe en hundehvalp! Og fuglen siger: - Hundehvalp - hundehvalp - abekat - lille De. - - Nej vi skal købe en guldfisk, den der, - Eva peger på en tilfældig mellemstor fisk, - den! hvad koster den? - En anden lidt større fisk er svømmet hen til Andy og ser interesseret på ham og laver O-mund - Nej den der, - siger Andy og peger, og det er som om den nikker og vil sige: - Ja mig! - - Nå, - ja selvfølgelig - de er jo ens, hvad koster den? - - Ja prisen er den samme, men ellers er dyr lige så forskellige, som vi mennesker, og jeg tror, at drengen gjorde et godt valg, - siger dyrehandleren med et glimt i øjenkrogen til Andy, og han tilføjer filosofisk: - Hvis man synes, det ene kan være lige så godt som det andet, skal man måske afstå. - Nå, lille De, afstå afstå tra, da, da tra, - gnægger fuglen. - Ja det kan godt være, men hvad koster den så, er prisen en hemmelighed? - Eva er træt af at blive kaldt “lille De” og belært og tager utålmodigt pungen frem. Men dyrehandleren vil slet ikke sælge et dyr til mennesker, der ikke har sans for, hvad de køber. Folk, der vil købe et dyr, lige som man køber noget, der er fabriksfremstillet, går forgæves i hans butik. - Fisken er gratis, det er drengens. - Dyrehandleren går hen til guldfisken, Andy har peget på og fortæller om guldfiskens historie, mens han kommer den i en plasticspande med vand. - Se det var en kinesisk kejser, der først fandt på at holde dette mærkelige væsen som husdyr i små damme. Om vinteren havde kejseren fiskene indendørs, så de ikke frøs. De svømmede rundt i lerkrukker, hvorpå der var malet drager og skyer. I 1600 tallet diskuterede europæiske videnskabsfolk, hvorfor fiskene så ofte døde, når man tog dem indendørs i glasbeholdere, men heldigvis beviste dr. Johnson samspillet imellem fisken og vandplanterne. - Doktor Johnson, doktor Johnson - abekat! - - Vandets indhold, - fortsatte dyrehandleren, - af kuldioxid og ilt skal balancere i et samspil med fisken. - Han kigger på Eva udover de halve brilleglas. - De må betale for vandplanterne. -4. Evas udstillingsvindue. På vej hen til legetøjsbutikken kommer de forbi byens varehus. - Se, siger Eva og peger på et stort udstillingsvindue, - det har din mor lavet som aftenarbejde. Hun er tvunget til at også tage egne opgaver som dekoratør for at få det hele til at løbe rundt, og så er Andy alene hjemme eller ovre hos nabo veninden Sonja, så hun er glad for at vise ham, hvad hun laver, når hun ikke er hjemme, men samtidig er det bittert at tænke på, at hun skal betale lige så meget i skat, som Sonja modtager hver uge fra kommunen uden at røre en finger, og så er det Sonja, der har tid til at være sammen med drengen. I vinduet er der nogle store sanddynger med blåt papir i baggrunden, som skal forestille havet og i sandet står to voksmannequiner i bade bikini med blå og hvide badebolde, hvor der står Nive. Andy står med guldfisken i en transparent plasticpose med vand og holder den frem og siger: - Se fisk, det har min mor lavet, er det ikke fint? - Midt i vinduet er der et stort sandslot med fire tårne og en voldgrav rundt om med vand i. - Har du også lavet sandslottet mor? - - Ja er det ikke fint? - - Jo - meget flot, men får du virkelig løn for at lege med sand? - Ja da, det er selve kunsten at få penge for at lege, - svarer hun stolt. Andy får øje på en lille rød sandspand og en skovl, som forekommer ham bekendt. - Det er min sandlegetøj, ikke mor? - - Jo, - ler hun, - du skal nok få det tilbage. - - Ja men så kan du da også engang bruge et detektiv sæt ikke? - Andy ser pludselig en smadder god grund til at Eva skal købe alt det legetøj, han får lyst til. Eva smiler. - Dum er han sgu ikke, - tænker hun tilfreds, og de går hen og køber detektivsættet. 5. Håndjernene. Når ens mor er født i den nordlige ende af landet ude ved havet, hvor der ikke bor ret mange mennesker, hvor man for det meste kan gå lige ud uden at støde ind i nogen, så er det ikke sjovt at være en lille dreng, der går en tur med mor i hånden hen ad gaden i den store by. Eva går nemlig lige ud, og så tramper de, der går til side lige ind i Andy, som bliver væltet omkuld eller får en taske lige i synet. - Av, av! - råber Andy, - alle de voksne er ligeglade med mig. Børn er bare noget, der altid er i vejen. - Ja, ingen tager hensyn til børn, - skal Eva lige til at sige, men i det samme støder hun frontalt ind i en mand, der nok også er opvokset ude ved havet. - Kan De ikke se dem for, for pokker! - siger manden. - De kan da selv se dem for, - svarer Eva tvært. - Nu skal De ikke være næsvis, - lille frue! - truer han. - Det skal De heller ikke, - dit store brød, - svarer Eva, hun bryder sig stadigvæk ikke om at blive kaldt “lille frue”. Nu er manden blevet rigtig hidsig. Han bøjer sig frem og tager et politiskilt frem og hvæser: - De ved vist ikke, hvem De taler til, vel? - Nu holder Eva guldfisken i hånden foran sig, og for den udenforstående kunne det se ud, som om den civilklædte politimand var ved at anholde en fisk. Andy tager sit eget politiskilt frem fra detektiv-sættet og viser det, og først nu lægger manden mærke til Andy og bliver forlegen. - Nåh, du er måske også betjent, hva’? - siger han og lægger sit skilt i jakkelommen. - Detektiv, og så har jeg også håndjern, - svarer Andy stolt og tager plastichåndjernene frem. - Nå, - ha - ha, så vil du måske prøve at sætte dem på en rigtig civilbetjent, - siger han og holder begge hænder frem, imens han kluk ler over sit indfald. - Ja, det kan jeg godt gøre. - Klak, klak håndjernene smækker, og det gør Andy lidt befippet, så han kommer til at fumle og taber nøglerne, der falder lige ned i en kloak ved rendestenen. Betjenten læner hovedet tilbage og ser opgivende op i himlen. Så ser han ned på Andy: - Fummelmikkel, kvajhoved , klaptorsk, - hvæser han. Et lille opløb af nysgerrige mennesker er ved at stimle sammen omkring dem, så manden spørger Eva, ud igennem den ene mundvig lige som en bugtaler, hvor hun har købt de åndssvage håndjern. - I butikken henne på næste hjørne. - - OK, kom med, - siger han, og de går så hurtigt, at Andy må løbe. Inde ved hylden med detektiv-sæt bliver Eva sat til at åbne et, tage nøglen og låse op, og betjenten løber ud af butikken uden at sige hverken tak eller farvel. - Ja men han bad selv om at prøve de håndjern, - siger Eva, kigger sig omkring og lægger det nyåbnede detektivsæt tilbage på hylden, imens Andy stikker sine håndjern i lommen. Kassedamen kommer farende. - Hvad var det ungen stak i lommen? - hun peger strengt på Andys lomme - Hvad for noget, skal De beskylde os for at stjæle, er det det, De gør! - råber Eva og peger på detektivsættet, mangler der måske noget ? Kassedamen betragter sættet på hylden, hvor alt er der. -Kom Andy, vi går. - De skynder sig ud af butikken med guldfisken forrest. 6. Guldkortet Eva skal købe ind i supermarkedet til aftensmaden, så de bliver enige om, at Andy selv går hjem med detektivsættet og plasticposen med guldfisken .Han kommer forbi marskandiseren og holder fisken op, så den kan se postkortet med den nøgne dame, der rider på en orne. Henne i supermarkedet står Eva fortabt og kigger ned i frysedisken, når hun ikke har nået at tænke igennem, hvilken ret hun vil lave, er der alt for meget at vælge imellem, og hun kan ikke bestemme sig, men tager alle varerne op og forestiller sig, hvordan det vil smage. Men det er svært for madvarernes forpakninger har samme stærke signalfarver som vaskepulver og rengøringsmidler for at fange kundernes opmærksomhed. Da hun efterhånden har rørt ved samtlige frysevarer, kommer ekspedienten. - Undskyld frue, men hvis De er fra fødevarekontrollen, så kan jeg fortælle Dem, at De spilder Deres tid her, for jeg kontrollerede datomærkningen på de varer i morges, og så er det ikke en uge siden, vi havde det sidste kontrolbesøg. - Eva ser forbavset på damen og på den færdiglavede pizza, hun har i hånden. - Nej, jeg er fra Statens Reklamevurdering, og vi er såmænd ved at evaluere, hvornår emballagen lover mere end den kan holde, så at sige, ... se nu fx på denne familiepizza, ja det hedder den ikke? Eva peger på navnet, men pizza kartonen er næsten dobbelt så stor som pizzaen ikke, så det er et godt eksempel på, hvad jeg mener, og så er det også ressource spild, og hvad er en familie? - Reklamekontrollen, - mumler ekspedienten og ryster på hovedet, - ja, netop, - siger Eva og så erklærer hun pizzaen for beslaglagt, som bevismateriale, og ved kassen forlanger hun en plasticpose, men det går ekspedienten ikke med til, så Eva betaler 2 kroner. På vej ud finder Eva en læderpung, og hun skal lige til at gå hen til kassedamen for at aflevere den, da hun kommer i tanke om Knuds historie.Så hun går i stedet ind i telefonboksen ved udgangen og åbner pungen , imens hun mumler noget om, - at ham Knud må være synsk! Og ganske rigtigt pungen indeholder et kreditkort, et guldkort, fire tusind krone sedler, et kørekort og nogle visitkort. Per Fransen, konsulent, står der på visitkortet trykt med sølv, og i kørekortet ser hun en lidt tyknakket mand, der er på hendes egen alder. Eva ringer op. - Konsulent Fransen her! - - De taler med Eva Ring, og jeg har netop fundet en pung med penge, kørekort og et kreditkort her i supermarkedet, som vist tilhører Dem! - - Har De fundet pungen, jamen De kan slet ikke forestille Dem, hvor glad jeg er, - tak, tak fordi De ringede. - Eva kan i og for sig godt forestille sig, hvor glad hr. Fransen er, især når hun betragter de fire tusinde krone sedler og siger: - Ja, jeg står her med pungen i supermarkedets telefonboks. - - De er et super ærligt menneske fru... - hvad var navnet — fru Kling? - - Frøken Eva Ring! - - ja, ja frøken Ring - de ringer - vi spiller, men ved De hvad, kunne De ikke tænke Dem at møde mig henne i Hotel Glamours restaurant, De ved på Torvet lige ved, så vil jeg byde på en fin middag, som tak for Deres hjælpsomhed og ædelmod. - Eva betragter guldkortet og billedet i kørekortet og siger tøvende: - Jo - egentlig skal jeg den vej forbi så... - - det er en aftale, vi mødes i restauranten på Hotel Glamour. Jeg er der om et kvarter, det kan blive hyggeligt. - Da hun har hængt telefonrøret op, er hun allerede ved at fortryde “sit ædelmod”, men så dukker badekarret med perlemor og løvefødder op i tankerne, og hun ser sig selv ligge i badekarret med masser af skum, nippende til et champagneglas, der lige er fyldt op af hr. Fransen, iført smoking. Så hun ringer Andy op. - Andy søde dreng, jeg kommer måske lidt senere hjem, smør dig selv nogle madder, - for ved du hvad, på vej ud af supermarkedet fandt jeg en pung, og nu skal jeg lige aflevere den til ejermanden, som hedder hr. Fransen. - - Jamen mor... - det var jo den løgnehistorie ham Knud digtede i går, altså mor, hvorfor siger du ikke bare sandheden? - - Ja søde Andy det lyder mærkeligt, men ham Knud må være synsk, for jeg står her med pungen, og jeg har lige aftalt at aflevere den til ejeren henne på Hotel Glamour, så vær nu sød at tage lidt mad, så kommer jeg om ikke så længe. - Eva går ind i hotellets fine restaurant, det er tidligt på aftenen så restauranten er kun halv fyldt, og hun ser, at der ikke endnu sidder en enlig herre og venter. Tjeneren kommer hende i møde. - De er måske frøken Eva Ring, - om jeg må være så fri at spørge? - - Ja, det er mig, - hun syntes nok at hr. Fransen er meget hurtig i vendingen, men følger tjeneren, der anviser et bord ved vinduet ud til parkeringspladsen. Eva lægger plasticposen med pizzaen under stolen og sætter sig og åbner sin rummelige håndtaske for at finde det lille spejl og læbestiften. Hun roder rundt i tasken og mærker hovedpinepillerne, neglesaksen, engangslommetørklæderne, tøjklemmer, hårnåle, tyggegummi, en neglelak, datokalender, notesbøger, en pakke gær, speedmarker og kuglepenne, plaster, to kondomer, anti graviditetsskum, pessaret, termometer, en rulle sytråd, handsker, et fingerbøl, brilleglas i etui, så finder hun endelig spejlet, som fanger aftensolen og sender et flaksende spotlight op i restaurantens loft. Eva er blevet træt af at vente og sender lyskeglen hen i hovedet på tjeneren, som straks kommer farende og spørger om fruen ønsker noget. - En flaske champagne. - Hun har drukket det første glas, da en rød Ferrari drøner ind på parkeringspladsen og en sportsklædt mand skynder sig hen til hotellet. Eva leder febrilsk efter læbestiften, men indser, at det er for sent og sluger et glas champagne. Hr. Fransen sætter sig, - ikke overfor Eva, men han flytter stolen om på siden af bordet og rækker hende hånden imens han siger: - Fransen, - det er mig en fornøjelse at møde Dem frøken Ring, - og tilføjer: - Nå, - de har nok allerede købt dem en flaske champagne. - Eva rækker ham læderpungen, og med et tilfreds smil konstaterer han, at alt er der og lægger den i inderlommen. - Endnu engang tusind tak for Deres ærlige hjælpsomhed, - siger Fransen. Eva mærker en irritation eller skuffelse i hans stemme, og da han beder tjeneren om to smørrebrødslister og en Ramlöse, er hun lige ved at rejse sig og gå, - jamen han inviterede på fin middag, - og siger han ikke, at hun selv har købt champagne? - tænker hun og ser ned på hans røde sportsvogn, og så hører hun sig selv spørge: - Sikke en smart bil de har, er den ikke meget dyr, - sådan en? Nej, - siger han to millioner, cirka, men sig mig lille De, hvad er Deres profession? - - Reklamebranchen, - svarer hun skarpt, - men hvad mener De med - lille De -? - Nå, ja rolig nu, det var såmænd kærligt ment, - øh ligesom man i vendingen siger min kære eller skattebasse eller tøs, - eller min lille tyksak. - Tjeneren kommer med vanden og smørrebrødslisterne og giver dem hver sin, idet han gør opmærksom på at smørrebrødet er fra kl. 10.00 - 15.00. - Men da det er Dem hr. Fransen, gør vi selvfølgelig en undtagelse. - Fransen sætter et kryds ved dyrlægens natmad, og Eva vælger det dyreste, en rejemad, tømmer sit glas og skænker et nyt. - Og hvad laver De så hr. Fransen? - - Ægteskabstømmer, jeg tømmer ægteskaber for deres indre værdier, og det er ærgerligt, at De ikke er gift frøken Ring, for så... nej spøg til side, jeg hjælper folk af med deres penge, så ikke skattefar tager dem, og på den måde hjælper jeg også staten med at finde huller i skatteloven, ikke, - og når politikerne så stopper et hul med nye love, opstår der nye huller, som jeg finder til glæde for mine klienter. Vil De gerne være meget rigt frøken Ring? - Selvfølgelig, - det vil alle, o.k. du laver dig om til et anpartsselskab og lader være med at betale skat og moms, når gælden er stor nok, køber jeg gælden af dig og - vupti er du rig. - Det eneste jeg ejer er et badekar på løvefødder, - indvender Eva, - men jeg skylder skattevæsenet 7000 kr., vil De virkelig købe min skattegæld? - Imens samtaleemnet har været finansielle transaktioner er maden komme og hr. Fransen har spist natmaden og slugt danskvanden, imens Eva sidder og stikker til en dåse våde rejer hældt ud over en skive franskbrød med en halv tube mayonnaise på. - Undskyld jeg trætter dig med mit pengesnak, det er vist ikke lige dig, men hør lige her, - han læner sig lidt frem og ser indtrængende på Eva, og idet han lægger sine små runde fingre på hendes lår, siger han: - Du ligner en, der trænger til kølle, vi kører hjem til mig og knepper ikke også? - Eva er lamslået af vrede, svarer ikke, men lader hans hånd blive liggende på låret, som nu er gledet længere op og fingerere ved kussen, med den anden hånd vinker han tjeneren hen til bordet. - 2 regninger, tak! - Tjeneren kommer med de 2 regninger, en for en danskvand og smørrebrød og en for rejemad og champagne til Eva, 399 kroner. Eva stirrer på regningen dirrende af raseri. I hendes pung i tasken er der måske 50 kroner. Hr. Fransen kikker ikke på sin regning, men lægger sit guldkreditkort ovenpå og gramser hendes lår og kusse under bordet med begge hænder. Eva tager guldkortet, idet hun smilende siger: - Jeg har aldrig før set sådan et fint kort, - imens hun finder neglesaksen i håndtasken og klipper kortet i små bidder og rejser sig, tager tasken og pizzaen og går mod udgangen, stadig med neglesaksen i hånden. Hun standser ved et selskab, der sikkert lige har solgt deres gæld til hinanden, og er ved cognac og kaffen. Så siger hun med en bestemt stemme. - Goddag, det er fra betalingsservice, vil De vise mig Deres kreditkort, vi kontrollerer, om det er forberedt til år 2000. En tager rådvild sit kort frem, hun griber kortet og klipper det midt over. - Det var det ikke! - To tjenere kommer farende og griber Eva under armene og bærer hende ud, mens hun spræller med benene og råber: - Pikansjoser, pikansjoser. - Udenfor lader de hende løbe, det pynter ikke på en fin restaurants renommé med besøg af politiet. Senere samme uge i det gratis husstandsomdelte annonceblad, står der en artikel med overskriften: “Sindsforvirret klipper kort, - alle gæster på Hotel Glamours restaurant fik i mandags klippet deres kreditkort i stykker af en sindsforvirret kvinde, - og formodentlig var det samme person, der beslaglagde en pizza i Super Duper ved frækt at påstå, at hun kom fra reklamekontrollen.” 7. Guldfisken får navnet Fido På vej hjem fra skolen næste dag, har Andy temmelig travlt. Han når slet ikke at lade være med at træde på striberne imellem fliserne. Og der er ingen hemmelige agenter, han er nødt til at udspionere. Og han har ikke tid til at gå op over udvalgte trappesten, eller at kigge på marskandiserens udstilling med gamle kasseroller, knive og gafler eller det gamle fotografi med den nøgne dame, der rider på en gris, eller de gamle ugebladsforsider med papegøjer, og kvinder, hvis kjoler kun når halvt op på deres store bryster, og han når kun at synge to af sine sange, før han stakåndet er ved hoveddøren, som han låser op med nøglen, han har i en snor om halsen. - GULDFISKEN SKAL HAVE MAD. - Han tænker på et navn til fisken, der svømmer rundt og spiser af den gule og orange fiskemad der langsomt flakser ned igennem vandet. Den kan jo ikke bare hedde fisk, for selv om den måske ikke ved, at den ikke er den eneste fisk i verden, så ville det være forkert at bilde den dette ind ved at kalde den FISK. Den er meget sjov at kigge på, men man kan jo ikke klappe den, og den kommer ikke, når man kalder, og den hopper ikke op og slikker en i ansigtet. Andy kan ikke lade være med at tænke på, hvor meget han egentlig ønsker sig en hund, da han får en ide. - Jeg kalder den FIDO... for fisken ved sikkert ikke, at Fido er et hundenavn. - Andy ler. - Fido, du hedder Fido,- siger han, og da svømmer guldfisken helt hen til ham og op til vandoverfladen og laver trutmund, en fisk smiler ikke som fx mennesker og katte, de laver trutmund, som et stort O. - Hvordan kunne du vide, at jeg hedder Fido, det er nemlig et hundenavn? - spørger fisken. - Det vidste jeg heller ikke, det var bare noget, jeg sådan fandt på for at drille mine venner, for når jeg fortæller dem om Fido, tror de, du er en hund. - - Det er meget pudsigt, siger Fido, for i mit tidligere liv, var jeg faktisk en hund og hed Fido, og siden dengang har jeg ikke fået et nyt navn, altså indtil i dag, og så er det det samme. - Det sidder Andy og spekulerer lidt over, så spørger han: - Nåh, hvad var du så, før du var hund, - en sommerfugl måske? - Nej, nej! - hest. Man kan kun blive noget, der er mindre end det, man var, fordi man altid taber noget af sig selv, når man dør... vil du forresten gerne se, hvordan jeg så ud som hest, for det kan du sagtens få lov til. - Det vil jeg gerne, men hvordan det? - spørger Andy undrende. - Det er meget nemt, jeg slår bare tre slag med halefinnen, så bliver der et billede i vandoverfladen, nemlig af det, jeg tænker på. - - Lige som på TV? - - Ja, men meget bedre, for TV viser jo ikke tankerne direkte, der skal de først filmes, men nu kan du selv se. - Fido slår tre slag med halen. Billedet af en flot, hvid hest, som står ved indgangen til et kæmpe stort telt, kommer frem på vandoverfladen i badekarret. Det må være et cirkustelt, for en klovn hopper op på hesten, og de galoperer lige ind i manegen, imens publikum klapper, og projektørernes lyskegler fanger dem. - Se, det er mig, dengang jeg var hest, - siger Fido. Når den taler, kommer ordene op igennem vandet i små bobler, som forstyrrer billedet. - Ja, ja, ti lige stille, jeg vil gerne se det klovnenummer, - siger Andy venligt. Hesten løber en gang rundt i manegen, så standser den brat op, så klovnen falder af. Nu gør klovnen forskellige mislykkede og mærkelige krumspring for at komme op på hesten igen. Så tager han en stige op af sine rummelige bukser, og folder den ud, for at stille den op af hesten, der hel tiden flytter sig, så han må lave et balancenummer på stigen, imens hesten går hen og skubber hans hat af. Klovnen falder ned af stigen og tager hatten på, hesten skubber den igen af med mulen. Klovnen græder, og hesten bukker sig ned for at samle hatten op, og klovnen skræver ind over hestens nakke og kommer op på hesten, så han ligger på dens ryg med hovedet bagud og spræller med arme og ben, da hesten løber ud af manegen. Publikum klapper, og Fido slår et slag med halen, så billedet forsvinder og siger: - Det var mig som cirkushest, flot ikke? - - Jo meget. Kan du vise alt med dine vandfilm? - - Det tror jeg nok. - - Kan du vise mig min far? - - Klovnen på hesten er din far. - - Hvad er min far klovn! - Andy kigger forbavset og lidt mistroisk på Fido, som laver O mund og siger: - Det var han i hvert tilfælde, dengang jeg var en hest. - - Jamen, det vidste jeg slet ikke, - siger Andy. - Det er jo lige det, jeg selv hemmeligt ønsker at være, når jeg bliver stor. - - Ja, der kan man bare se, - siger Fido, - sådan er denne vidunderlige verden, fuld af små mirakuløse sammentræf, men jeg må sige, at jeg kun har en ganske lille fiskehjerne, som godt kan bytte lidt om på tingene... men hvis jeg ikke ved, hvad din far er, så kan jeg heller ikke vide, at han ikke er klovn, vel? - - Det er rigtig nok, men kan du også vise billeder af noget, hvor du ikke selv var der som et eller andet dyr i dine tidligere liv? - spørger Andy. - Ja da, så bruger jeg bare min fantasi og sådan noget. - Nu er Eva kommet hjem og er ved at hænge overtøjet i entreen, da hun hører Andys stemme inde fra stuen. - Taler du med dig selv, Andy? - spørger hun, og går hen til ham og giver ham et kram. - Nej, jeg snakker lidt med Fido. - - Med Fido? - Eva ser sig om i stuen. Andy peger på guldfisken. - Den hedder Fido, - siger han, - og den er meget, meget sød. - Eva smiler. - Nå i kan sådan allerede tale sammen, - siger hun. - Ja, kunne Tarzan måske ikke tale abernes sprog, - svarer Andy, og går ind på sit værelse og leger Tarzan og taler med aberne: - O oba om gaga g omoa ta to da da dodo bobo. - 8. Viceværten hr. Glob og ispinden. Som altid om søndagen har Andy fået penge til at købe en is og hoppende ned ad trappen, skråler han en sang, han selv har fundet på: - Fido er en fisk der siger vov vov den svømmer rundt i et badekar og er sjov, sjov, sjov. Så hører han Eva råbe oppe fra entredøren, at han ikke må larme sådan på trappen, fordi han måske forstyrrer fru Hansen. - Hvorfor råber hun selv så højt? - tænker han, og så er genboen fru Hansen døv!. Det er meget værre at forstyrre underboen, viceværten hr. Glob, som hævner sig med at smide kanonslag ind i gennem brevsprækken. Han er ved at feje gården, og det sker sådan set mindst tre gange om dagen, for at der i det mindste skal være rent og pænt, som hr. Glob siger, lige så rent og fint som i Moskva. Hr. Glob er kommunist, vicevært og formand for andelsforeningen. Da Andy er tilbage og har spist isen er hr. Glob heldigvis færdig med at feje, så Andy skal lige til at begynde sin leg, da hr. Glob åbner sit vindue og råber: - Andy, saml den ispind op, skraldespanden står derovre, og så kom lige her op, - vi har vist et og andet , vi lige skal tale om! På væggene i hans stue er der nogle sorte figurer af negerpiger i silhuet og en tegning af en mand, der høster korn med en le. Henne i sofaen bag et palet-bord sidder hr. Glob og drikker en Porter øl. - Det må De altså meget undskylde hr. Glob. Jeg kom til at lade være med at tænke på, at man ikke må smide ting i gården, - siger Andy. Så siger Glob noget med, at Andy var blevet arresteret og sat i fængsel, hvis han havde gjort det der i Moskva. - I Moskva er der ingen, der smider noget som helst på gaden eller i gården, ikke engang en tændstik, intet, der skal nemlig være rent og pænt, fordi folket ejer de gader og gårde i fællesskab, forstår du? - Andy, der står foran paletbordet, nikker kraftigt forstående, så kraftigt, at han ikke når at holde op og i stedet ryster på hovedet, da hr. Glob spørger højt: - VIL DU VÆRE EN DÅRLIG KAMMERAT? - Og da Andy nikker, siger hr. Glob med eftertryk. - Nå, det vil du, så kommer du aldrig til gratis fodboldkamp, - aldrig! - Andy, der kun har set fodbold på TV, spørger om det er en rigtig fodboldkamp, de gode kommunister kommer til, helt gratis, - ikke fordi han er interesseret i fodbold, men kun for at være venlig og interesseret - Ja, det kan du lige regne med, en virkelig kamp i Moskva, altså! - - Hvor mange ispinde skal jeg lade være med at smide i gården for at komme gratis til en rigtig fodboldkamp, altså i Moskva? - spørger Andy så. Men det var nok ikke noget særlig godt spørgsmål, for hr. Glob peger på døren og råber: - Ud din ubehøvlede unge, dette er ikke Moskva. Desværre ikke. - På trappen er der en mærkelig sød lugt. 9. Findes ikke. 10. Fru Hansens dør. Andy ærgrer sig over, at han aldrig kan lege i gården, hver eneste gang finder Hr. Glob på nye forbud. Det er også Hr.Glob der nede i gården har sat alle skiltene op med tekster som: BOLDSPIL I GÅRDEN STRENGT FORBUDT VICEVÆRTEN eller: MUSIK OG SANG ER OGSÅ MEGET FORBUDT VICEVÆRTEN eller for eksempel: BETLERI OG DØRSALG FORBUDT VICEVÆRTEN og: TÆPPEBANKNING MÅ KUN FOREGÅ I MELLEM KL. 17.00-17.05 VICEVÆRTEN og skiltene VASKETØJ HENVISES TIL VASKEKÆLDEREN Viceværten CYKLER FJERNES UDEN ANSVAR viceværten SPYTNING I GÅRDEN ER FORBUDT OG MEDFØRER BØDEFORLÆG viceværten Det er ærgerligt, tænker Andy. Det er faktisk Hr.Globs skyld at jeg ingen legekammerater har. På vej op af trappen synes han det lugter mærkeligt ! Han går igennem køkkenet ind i spisekammeret for at finde nogle småkager, men der er den samme søde lugt som på trappen, - men meget stærkere. Spisekammeret vender ind mod fru Hansen, og han tænker på den gamle dame, som siger: - Goddag min søde Andy, - med en meget lys og svag stemme. I al den tid de har boet her, har han aldrig hørt en lyd fra fru Hansens lejlighed. Hun er helt lydløs og næsten usynlig. Andy går ud i køkkenet, og så syntes han pludselig, at det lugter, som når Eva skal tænde for gassen, og hun fumler med tændstikkerne, og gassen et øjeblik siver ud, mens det siger “syyyyyys”, indtil hun får tændt en ny tændstik. - Eva, der lugter af gas i køkkenet og på trappen! - råber Andy. Eva farer ud til gaskomfuret, men alle hanerne er lukkede. Så åbner hun et køkkenvindue, og de går tilbage til stuen, hvor Eva ser et Tv-program, hvor de gætter ordsprog. Et billede af en nathue og en kat betyder: “Den der gemmer til natten, gemmer til katten”. Efter en stund går Andy igen ud i køkkenet. Der lugter stadigvæk af gas, og han råber: - Eva, der lugter af gas igen! - Eva kommer derud og går rundt og lugter, idet hun læner hovedet lidt tilbage, så siger hun: - Andy, gå ned og hent hr. Glob. - Andy løber ned af trappen og ud i gården, hvor hr. Glob igen fejer. - Mor siger, at De skal komme op i hendes køkken, det lugter af gas, meget. - Hr. Glob tager kosten med og går op med Andy i hælene, han vil ikke risikere, at hans bedste værktøj forsvinder. Eva har åbnet alle køkkenvinduerne, og da viceværten hr. Glob kommer ind, siger hun: - Der lugter altså af gas, hr. Glob. - Glob snuser lidt rundt, - Jeg kan skam ikke lugte noget, - snuser igen, - ikke spor.- Så går han hen og kigger på gasrøret, der fører op til gasmåleren, tager sin cigarettænder op af lommen og tænder den og lader flammen slikke frem og tilbage langs røret. - Se, der er ikke noget, - siger han lidt triumferende. - De er nok bare lidt overspændt, lille fru Ring... og for resten, vil De så ikke være så venlig at bede Deres dreng om at lade være med at synge på trappen, fru Hansen bor her jo også, ikke! - Eva sidder igen og kigger på TV, og Andy er begyndt at lege detektiv med sit nye sæt. Han stikker revolverløbet ned i strømpen og lader buksebenet glide ned over og putter håndjernene i lommen. Så sniger han sig langs entreen hen til stuedøren og udspionerer Eva. Tv-skærmen viser et træ og et æble, og Eva siger højt for sig selv: - Æblet falder ikke langt fra stammen. - Andys øjne undersøger stuen for at se, om der er noget mistænkeligt. På bordet står en ølflaske og et glas, og ved askebægeret ligger en sammenrullet cigaretpakke, ved bordbenet er der nogle tomme flasker, og henne under standerlampens lyskegle ved siden af Eva, er der en tyk røgsky. Tilsyneladende ingen blodpletter på gulvet, men kun en femogtyveøre, nogle nullermænd og en reklame for Tryg forsikring. I badekarret er Fido oppe ved overfladen, og det ser ud som om, den ser på ham med bange øjne. Han sniger sig forbi døråbningen uden at blive set, tager revolveren frem og hopper ind i køkkenet, skyder fem forbrydere og smutter ind i spisekammeret. Den søde lugt er der stadigvæk, og Andy synes, at det er som om lugten kommer fra spisekammerets væg, han lægger øret til væggen, der er helt stille, indtil han pludselig hører en svag syden, “pyssssss....”. Han sniger sig lydløst ud på trappeafsatsen og hen til fru Hansens dør, lægger sig på knæ og kigger ind af brevsprækken. Døren til køkkenet står åben og fru Hansen ligger livløs på køkkengulvet ved siden af en kasserolle. Andy farer ind til Eva: - Fru Hansen er DØD, - siger han skrækslagen med opspilede øjne, - hun ligger på køkkengulvet og er død, jeg så det gennem brevsprækken. - Eva løber ud og kigger, så farer hun tilbage og drejer 112 alarm. Nogle minutter efter løber der to brandmænd op, sparker døren ind og lukker for gashanen på fru Hansens komfur og åbner alle vinduerne. Imens to ambulancefolk bære fru Hansen ned ad trappen, skjult under et brunt tæppe, forklarer en brandmand Eva, hvor utrolig heldige de er. Hvis nogen havde ringet på fru Hansens dørklokke, var hele huset sprunget i luften. Efter fru Hansens død bliver gården ikke fejet i nogle dage. 11. “En blodtud”. I den sidste skoletime, som den dag er regning, sider Andy og tænker på den gamle fru Hansen, der nu er død. Den mærkelige måde hun lå på, de to ambulancefolk, der bar båren med et brunt tæppe over, ned af trappen. Han husker en samtale om fru Hansen som han hørte for ikke så længe siden, mellem hans mor og naboen Sonja, der bor i forhuset. At fru Hansen ikke undte sig selv noget, næsten ikke engang mad, men sparede sammen til sin store søn, fordi han sad så hårdt i det. - Og tror du så ikke, de kommer kørende i en splinterny Volvo, og hans kone er i minkpels, -sagde Sonja, og hans mor havde tilføjet: - Ja, og hvor var det uretfærdigt, at fru Hansen ikke kunne flytte ned i stuelejligheden, dengang hr. Glob flyttede ind, men han sagde bare, at viceværter altid bor i stuen, fordi de skal holde øje med opgangen, og det selvom fru Hansen aldrig gik ned, hun kunne jo ikke komme op igen. Og jeg synes, det er for galt, at socialforvaltningen slet ikke hjalp hende, og hvorfor skal de, der bare henter bistandshjælp ikke gå i byen for sådan en gammel dame, der ikke selv kan gå. - Det sidste havde Sonja ikke sagt noget til, for hun får selv bistandshjælp. Andy kan tydeligt huske hele samtalen, fordi han godt kan lide at sidde og høre på, når de voksne taler sammen. - Andy... Andy! - regnelærerinden står ved hans bord, bagerst i klasseværelset og alle har vendt sig om og kigger på ham. - Hvad er 5 x 7 Andy? - spørger regnelærerinden strengt. - Du sover Andy. - - 5 x 7, hvad det er? - Han ser forvirret på de andre, - øh, det er ret meget, - svarer han, - hverken mere eller mindre - og meget mere end 1 gange 1. Hele klassen, undtagen lærerinden, ler og pludselig er der vild opstandelse. Viskelæder og papirkugler farer rundt i rummet. Man skulle ikke tro, at de havde lavet andet end små papirkugler hele dagen. Lærerindens lange spidse negle tager fat i Andys øreflip, og hun hiver hårdt op, til han står og balancerer på tåspidserne. Andy bider smerten i sig, og heldigvis ringer skoleklokken, så hun slipper og giver ham en ørefigen med den anden hånd. Fortumlet samler Andy sine bøger og flygter ud på gangen. Alle maser og skubber, snakker og råber, imens de prøver på at få fat på deres jakker og huer ude på den smalle gang. Da Andy vil tage sin hue fra knagen, er der en, der snupper den og kaster den midt ind i al tumulten. Han lader som ingenting og får omsider fat i huen, og sætter den på hovedet, hvorefter den straks bliver taget af bagfra, og da han vender sig om for at se, hvem hans plageånd er, hænger huen igen på knagen. Det er Klaus, der finder på et eller andet lignende hver dag, og hvis det ikke går ud over en af pigerne, så er Andy hans offer. Andys læber bliver smalle, og han trækker vejret hurtigt, tager huen ned fra knagen, og sætter den på hovedet, og lige idet Klaus igen griber efter huen, farer Andys knytnæve op, og rammer ham midt i ansigtet, så blodet vælter ud af næsen. Klaus hyler og løber tilbage til klasseværelset med blodet dryppende efter sig, og da regnelærerinden kommer farende ud på gangen, er Andy allerede to trapper nede, på vej væk fra skolen. Inden regnelærerinden går hjem den eftermiddag, skriver hun to ens breve, det ene til Eva Ring, det andet til socialforvaltningen: - Andy er uopmærksom og tillige næsvis og uforskammet. Han er voldelig og overfalder ustandselig de andre elever uden grund. I dag med det helt uacceptable resultat, at Klaus Jensen fik en svær lektion på næsen, som måtte behandles af skolens sygeplejerske. - Andy kommer ud for lidt af hvert i den skole. Det er ikke kun utroligt kedeligt at sidde musestille i timevis; han skal også hele tiden være på vagt i frikvarteret, for alle keder sig og så driller de, og når det går ud over en anden, kan han ikke lade være med at hjælpe. Han traver mismodigt hjemad, lærerindens ørefigen svider stadigvæk, og han husker, dengang der blev smidt vand ned over ham, imens han sad på toilettet. Eller dengang hans skoletaske blev tømt ud på gulvet. Og så de forskellige hylekor: - Andy, Andy, du er en splejs...- De havde selvfølgelig også fundet ud af, at det var særlig godt at drille ham med hans far. - Andys far er trommeslager, en dag tabte han stikken og slog et slag med pikken...- Så går han i luften og farer på dem, lige meget hvor mange de er, og så har de lejlighed til at give ham bank. - Når jeg kommer hjem, - tænker han, - skal jeg sgu nok fortælle Fido det hele.- 12. Andys far! Fido lytter og spiser, mens Andy fortæller, hvordan de tog hans hue, så han måtte stikke en knytnæve lige i synet. Så svømmer den et par tænke runder i badekarret og siger: - Du skal aldrig slå i ansigtet, du kan knække deres tænder eller ødelægge deres øjne, og så risikerer du bare, de slår igen. Nej et hurtigt knytnæve stød i mellemgulvet gør, at han taber vejret og knækker sammen, og så har du god tid til at komme væk, - men Andy undgå slagsmål så vidt muligt, hvis du skulle vælge mellem at få en blodtud eller miste din hue, ja så vær ligeglad med huen, ikke? - - Sådan har jeg ikke tænkt på det, - det skal jeg huske! - - Ja, det tror jeg også din far ville have sagt - eller noget i den retning, - Fido er helt tilfreds med sin forklaring og laver O mund. - Fortæl mig mere om min far, har han altid været cirkusklovn? - Nej, det blev han først, da han flyttede fra byen og Eva og dig, nej men han har altid været en slags kunstnertype, sådan en som aldrig er tilfreds med noget, - som altid vil gøre alt anderledes, fordi de bilder sig ind, at de er bedre til alt, og hele livet forsøger de at kaste en sten op på månen. - - Det kan man ikke. - indvender Andy. - Nej, men astronauterne kunne flyve derop i et rumskib, og så kunne de jo bare have stenen med i lommen. - - Det var omvendt, Neil Armstrong havde en månesten med tilbage til jorden. - - Ja det er rigtigt, det var kun noget, jeg sagde for at illustrere, at kunstneretyperne altid er i gang med det umulige. - - Hvorfor? - - Fordi de vil vise, hvor dygtige de i virkeligheden er - eller kunne blive, de fleste kunstnere er kun ude på at folk skal råbe hurra og hylde dem med fakkeltog, og hvis det ikke lykkes, så arrangerer de deres fødselsdag, hvor de får familie og venner til at komme og råbe hurra og holde taler om, hvor dygtige de er. Men sådan er din far ikke, han synes ikke, at der er noget at råbe hurra for, han ville prøve alt muligt, fordi han aldrig blev tilfreds, så ville han være teater instruktør, så filminstruktør, så jazzmusiker, så rock and roll star, så fotograf og så komiker og så filosof, ja, der var ingen ende på professionerne. Det eneste jeg kan komme i tanke om han ikke har prøvet, er balletdanser og operasanger, men når han så kunne noget bare nogenlunde, så tabte det hans interesse, Han tegnede forskellige tegneserier, som han selv fik trykt for at sælge dem på gaden. Oppe på Evas loft er der en hatteæske med hans tegneserier, så kan du selv se, på æsken står der Broxwell Hats nr. 57, Albuaheuovn, New York . - (tegneserierne er gengivet bag i bogen, venlig hilsen forfatteren). - Men for resten, nu skal du se dengang han ville være jazzmusiker. En af hans skolekammerater boede i en villa med kælder, der øvede jazzorkestret om eftermiddagen, din far på klarinet og kammeraten på trompet. De havde lært at spille to New Orleans numre efter grammofonplader. Så skulle de spille til skoleballet og se nu, hvad der skete. - Fido slår et slag med halen, og da vandet igen er stille, toner et New Orleans orkester frem på scenen. De spiller “Down by the river side”, mens alle skolebørenene står foran scenen og råber i kor: - Vi vil ha’ rock, - vi vil ha’ rock, - så spiller orkestret: “One, two, three o’clock rock” - resten af aftenen om og om igen, indtil det går op for publikum, at det er den samme melodi, de spiller, og så kaster de alt, som er nede i salen op på scenen.- Fido bliver forvandet af at huske alle de vandbilleder, men tar en dyb vandindåndning og fortsetter: - 10 år senere har din far skiftet sin klarinet ud med sopransaxofon, fordi han vil spille moderne jazz og et stort jazzorkester er stillet op i gaden, hvor han bor, for at marchere i optog over broen og ind til pladsen foran rådhuset, hvor der er fest. Lige før orkestret svinger ud af porten, hopper han ind foran og spiller løs på sin saxofon og går forrest over broen, hvor folk har taget opstilling. Men orkestret, der har øvet sig et helt år hver fredag, kan ikke spille moderne og stopper, og publikum råber øv og kaster ølflasker efter dem, så de må flygte tilbage med deres bulede messing instrumenter! - Fido er helt udmattet af at vise billeder med musik til og laver uro i billedet, idet den fortæller videre: - Din far giver ikke op, han spiller pænt videre i mens han dukker sig for alt kasteskytset, og inde på festpladsen hopper han op på scenen og spiller med forskellige orkestre - et minut og elleve sekunder var hans rekord, før han blev smidt ned og udvist fra festpladsen. - Andy sidder og nikker, han er blevet døsig af den lange fortælling om hans far som musiker, da det ringer på entré døren. - Er din mor hjemme, - spørger en dame med en rygsæk i hånden, hvor der er et billede af en ræv. - Nej! - - Nå. - 13. “Et mærkeligt besøg”. - Nå, det var ærgerligt, - siger hun. Andy synes ikke, det er ærgerligt, at hans mor er på arbejde, - for hvordan skulle de ellers få penge til mad,- tænker han. - Jeg er fra socialforvaltningen, - siger hun, - må jeg komme indenfor et øjeblik? - Hun går ind uden at vente på svar. Inde i stuen standser hun foran badekarret og spørger: - Hvad er det? - - Det er et badekar med løvefødder, - svarer Andy. - Hvad er det, der er i badekarret? - - Det er vand, - svarer Andy og fortsætter, mens han peger rundt, - - og der står transistorradioen, og det er en stol, og der er Fido. - Ja, ja, nu skal du ikke være næsvis, - siger damen stramt. - Har i hund? - - Nej, det har vi altså ikke. - - Hvem er Fido? - - Guldfisken! - - Hvor? - Andy peger:- Der! - - Nå, sådan, - siger hun, sætter rygsækken og begynder at kigge sig omkring i stuen, som om hun ledte efter noget. Ved bordbenet står ølflaskerne stadigvæk og femogtyveøren ligger på gulvet, som den plejer, omgivet af nogle misundelige nullermænd. Gardinerne rør uroligt på sig, foran de utætte vinduer og henne, hvor sofaen plejer at stå, drypper regnvandet ned i en spand, fra et ovenlysvindue. - Regner det ind i lejligheden? - spørger damen. - Ja, det er fordi fuglene spiser vindueskittet, - forklarer Andy, - men så råber jeg bare, kom ind, kom ind, og så flyver de. - - Er du alene hjemme? Det svarer Andy ikke på lige med det samme. For hvad skal han sige. Eva er på arbejde, det har han fortalt. Skal han regne Fido med? Eller sine tøjdyr. Eller Sonja i forhuset, hvor han bare kan gå over, hvis der er noget i vejen. Så finder han på at råbe et tilfældigt navn: - ROBERT! - Og da ingen svarer, siger han: - Ja, helt alene! - Men der dummede han sig, fordi damen har slet ingen humoristisk sans, for nu spørger hun: - Kommer Robert her tit og sover om natten? - - Nå ja, Robert! - siger han - han er kæmpestor, og om natten stønner og puster han, som om han kæmper med en krokodille. - Nå sådan, - siger damen og stikker hovedet ind i Andys værelse, hvor sengen og gulvet er fyldt med hans bedste legetøj. - Der bor jeg, - siger han. - Ja, det kan jeg se, - siger hun og samler sin rygsæk op og går ud i entreen, kigger ind i køkkenet, inden hun siger farvel og smækker entredøren efter sig. På vej ned af trappen mumler hun tilfreds for sig selv: - Meget interessant med denne Robert, det kan kun være socialt bedrageri, Eva Ring modtager ekstra børnepenge om måneden som enlig forsørger. - Så standser hun brat op midt på et trappestykke. Lugtede der ikke af piberøg, McBaren Mixture, hendes mand ryger pibe og hedder Robert, og han er aldrig hjemme om natten, fordi han sidder på et eller andet natværtshus og drikker bajere sammen med de andre arbejdsløse og kunstnere. Eller gør han? Hun overvejer at gå op og spørge drengen nærmere ud om hvem denne Robert er, men slår det væk, hun kunne jo spørge ham selv når hun kommer hjem. Oppe i lejligheden står Andy alene tilbage og ser på de lukkede entrédør. - Var det ikke en mærkelig dame, hun kunne næsten intet se selv, og så var hun en af den slags, man kan bilde alt ind, ja, hvad som helst. Nu går hun rundt og tror, at der er en, som hedder Robert, som bor her. - Andy griner og tænker over, hvor svært det er at lyve ordentligt, fordi der næsten altid er noget i en løgn, der er sandt, for faktisk er der noget, der nogle gange puster og stønner om natten. 14. To breve. Da vækkeuret ringer, sover Eva videre, hun er tung i hovedet, og så er det hendes fridag hvor hun gør rent. Hun vågner igen ved 9 tiden, for sent til at få Andy i skole på køkkenbordet ligger en bunke rudekuverter, nogle åbnet en måned før, og hun begynder at skrive tal op i forskellige kolonner. Igen og igen tæller hun forskellige tal sammen, så betragter hun længe de forskellige regnestykker, som alle er lige umulige og begynder at græde. - Jeg arbejder og arbejder og alligevel slår det ikke til, - tænker hun. - og de andre er syge hele tiden, eller også bliver de bare væk, så jeg gør også deres arbejde til en ussel løn. - Og så tænker hun på Andys far, der bare stak af, så hun skal klare det hele selv. Hendes bitterhed stopper tårerne, og hun begynder at vaske op. Andy er stået op og kommer ind i køkkenet, hvor Eva har stillet morgenmad frem, Mysli, kogt æg, ostemad og appelsinjuice. - Vi tager en fridag i dag, jeg sov over mig, - siger hun. Andy jubler og omfavner Eva. - Du er den bedste mor i hele planetsystemet, - siger han. - Vi laver bare vores egen Eva-skole, når jeg har gjort rent. Andy nikker glad og spiser sin morgenmad uden at vælte juicen eller tabe ostemaden. Eva sætter sig med en kop kaffe, som den dag ikke skulper over. - Er du glad for guldfisken? - spørger hun. - Ih ja, den er helt fantastisk, og ved du hvad, den kan tale ligesom den der sorte fugl hos dyrehandleren, der sagde “abekat” og “hvad skal det være i dag dr. Johnsen”. - - Nå, kan fisken tale som en beostær, - Eva ser undrende på drengen, - Ja, og den viser også billeder i vandoverfladen! - - Nå, det må jeg nok sige, det er en meget usædvanlig fisk.- Hun betragter undersøgende Andy, imens hun spekulerer over, hvor drengen får alt den fantasi fra og spørger så: - Hvordan går det i skolen? - - Godt. - - Hvordan godt? - - Meget godt. - - Hvordan meget godt? - - Jah... der er nogle, der driller og sprøjter med vand, når jeg sidder på WC. Klaus, Henrik og Peter er de værste, de står rundt om mig og skubber og råber: “Andy er en splejs”, og så må jeg kæmpe mig fri. - - Jamen, er der ikke nogle lærere i gården i frikvarteret? - - Nogle gange, men ellers drikker de kaffe på lærerværelset, og hvis jeg siger noget til dem, siger de bare, at jeg nok selv har været ude om det, og at jeg er en sladrehank. Pigerne bliver også drillet, Sonja græder næsten hver dag, men så prøver jeg at hjælpe hende, og så kommer jeg op at slås. Andy rejser sig, og hans knytnæver hvirvler rundt i luften, samtidig med at han opfører en vild break-dance. - Du må ikke slås, Andy, det må du altså ikke, siger Eva bekymret . Andy hører brevsprækken smække, da to breve dumper ind på entrégulvet. Han henter dem til Eva. Bag på det ene står der “Socialforvaltningen” og det andet er fra skolen. Eva åbner det fra skolen først, læser det og sætter sig på en stol. - Har du slået Klaus, så han har fået en blodtud? - spørger hun og ser ulykkeligt på ham. Andy vender og drejer de forskellige måder som kan forklare, hvad der skete, men indser at det er umuligt og siger bare: - Ja. - - Jamen, du må ikke slå, det må du altså ikke, det har jeg sagt hundrede gange. - - De slår også mig og driller, - siger han, - det har jeg lige fortalt. - Eva åbner brevet fra Socialforvaltningen og hendes hænder begynder at ryste. - Jamen, de er sgu da blevet sindssyge, - siger hun ud i luften, - de tror... de tror, at der bor en, der hedder Robert her og nu vil de tage tilskuddet, jeg får som enlig forsørger. Hvordan kan man bevise, at der ikke bor en, som hedder Robert i ens lejlighed? - Eva ryster på hovedet, og Andy ser forlegen væk, imens han indser at alt er hans skyld. Så fortæller han, at der var en dame på besøg i går eftermiddags, som bare maste ind og spurgte om alt muligt. - Og så... så kom jeg altså til at lyve om ham Robert. - - Jamen Andy, hvad er det dog, du har sagt? - - Ja, jeg fandt på den historie om Robert, men jeg kunne jo ikke vide, at hun ville tage det på den måde, hun havde heller aldrig set et badekar før, og så spurgte hun om alt muligt, som om hun lige var kommet fra en anden planet. - Eva læste brevet igen, som slutter med, at hun risikerer at blive tiltalt for socialt bedrageri. Så sætter hun sig og ryger på sin majspibe. Senere på dagen, da køkkenet er ordnet og gulvet i stuen er vasket, tager Andy sit skateboard og kører rundt om badekarret, mens han synger: - Robert, Robert, du bor ikke her, Robert, Robert, jeg vil aldrig lyve mere... - Rundt og rundt om badekarret går det, og Fido svømmer med rundt langs kanten. Så ringer det på døren, og Eva lukker op. 15. De to betjente - Det er fra kriminalpolitiet,- siger den ene af to mænd i jakkesæt, og bløde hatte på trappeafsatsen, -må vi lige komme indenfor... - De går ind i stuen, inden Eva når at svare. Andy ser forbavset på dem. - Det er jo manden, der lånte håndjernene, - tænker han. - Nåh, vi kender vist hinanden, - siger den betjent, der lånte Andys håndjern og ser triumferende på Andy og Eva. - Socialforvaltningen har bedt os om at se efter, om du har en, som hedder Robert boende her. Socialbedrageri er skam noget, vi ser alvorligt på. - - Der bor ingen Robert her, det hele er noget, drengen har fundet på! - råber Eva. Den anden betjent betragter badekarret og spørger, hvorfor de har et badekar med vand stående midt i stuen. Eva ser fortvivlet på badekarret. - Det er på grund af Fido, forsøger Andy at hjælpe. - Fido? - - Ja, Fido er drengens guldfisk, - svarer Eva. Betjenten glor ned i vandet, men Fido har gemt sig. Han nikker og begynder at undersøge lejligheden og finder Evas majspibe, der stadig er varm, lugter til den og spørger, om det måske også er Fido, der ryger Mac Barens Mixture. - Nej, det er faktisk mig, - siger Eva og tager piben. - Nåh, sådan, - siger betjenten og går hen til Evas seng og løfter dynen og ser en plet midt på lagnet. Så roder han i skufferne og finder et par herreunderbukser, som har ligget der siden sidste jul, hvor Andys morfar var på besøg. I tandkruset på badeværelset står der fem tandbørster, fordi Eva aldrig smider noget ud, og i entreen hænger en filthat, Andy har købt hos marskandiseren. Betjenten kommer ind i stuen med hatten, idet han siger: Nåh, hvor er Robert så henne netop nu? - Eva begynder at græde opgivende. De to betjente lægger deres små, sorte notesbøger i lommerne, ser på hinanden, nikker og går hastigt mod entreen, idet den ene siger: - Det var vist det. Farvel, De vil høre fra os. - I det samme træder han på Andys skateboard og begge ben hvirvler op i luften, og han tumler lige ned i badekarret, så vandet pjasker op, og Fido lander på hans skallede isse, meget forbavset, den har aldrig set sådan en stor fisk før. Den anden betjent brøler af grin, og går hen for at give sin kollega en hånd med at komme op, men karret mangler den ene løvefod og vælter om på siden. De to mænd tumler rundt i en kaskade af vand, der bølger ud over gulvet. Andy synes, de ligner søløver og siger lige som en søløve, mens hans arme basker som luffer: - O O O ... -16. Vandskaden. Det ringer på hr. Globs dør. Han stiller sin porter og undrer sig over, hvem det nu kan være, - og så al den renden på trapperne! og han spekulerer over, hvilket inkasso firma de to mænd kom fra, som han så gå op til Eva, og kommer i tanke om, at Eva er tre måneder bagud med huslejen, så hun kan smides ud af lejligheden i næste uge, hvis hun ikke betaler, og så har han en ny lejer på hånden, som oven i købet er villig til at betale et pænt beløb under bordet, i dette tilfælde under hans paletbord. Han går ud og åbner. På trappeafsatsen står to drivvåde mænd i en vandpøl. Glob gnider øjnene, i trappevinduet bag dem kan han se, at det er strålende solskin. - Det er fra kriminalpolitiet! - de rækker deres våde politiskilt frem og kigger på navneskiltet. - Hr. Glob, De er vicevært, så det er Deres pligt at holde øje med, hvad der foregår i opgangen og... - hr. Glob afbryder fornærmet. - Det gør jeg skam så sandelig også - er det nu drengen, der er kommet ud i noget ulovligt? - - Nej det er det ikke, men vi vil gerne vide, om der bor en ved navn Robert hos Eva Ring! - Glob rynker panden så dybt han kan og tager hånden op til hagen. - Ja tja, det kan jeg ikke udelukke, slet ikke ... fx om natten... ja jeg kan sige Dem, så er der et tabernakel af den anden verden, en stønnen og jamren. - - Hver aften? - - Ja - måske ikke lige hver aften, men tit nok, og så har frøken Ring et badekar midt i stuen! - Han kniber øjnene sammen, idet han forventer, at kriminalpolitiet vil finde den oplysning yderst interessant. - Det ved vi udmærket godt, - får de sagt i kor. - Tak hr. Glob, det var alt for i dag. - De går ud i gården, og mens den ene noterer, hvad viceværten har sagt, siger han: - Vi lader Eva Ring telefonaflytte, selvom det ikke er helt lovligt, så er det sgu meget nemmere end den renden rundt her og blive drivvåde. Hr. Glob står ude i døren og betragter vandsporene forbi hans dør og ud i gården, så går han ind og åbner en ny øl, medens han spekulerer på, om nogle onde mennesker havde hældt vand på betjentene fra et vindue, eller .... havde de lige reddet en fra druknedøden i havnebassinet og alligevel foretaget vigtige afhøringer på vej til bage til stationen! - Dryp, - siger det så pludselig, da en vanddråbe rammer lige ned i hans ølglas. Glob kigger forbavset. Blop! En ny dråbe falder ned i porteren. Han kigger op og får øje på en stor vandplamage på loftet, hvorfra det drypper. - Oversvømmelse hos Eva Ring, det er nok den umulige dreng, der har glemt at lukke for en vandhane,? - tænker han, - vanvittigt,- råber han højt. Han løber op af trappen og lige ind i stuen, hvor Andy og Eva tørrer vand op i gulvspanden og opvaskebaljen. Han standser brat op foran badekarret, der igen står oprejst med vand, vandplanter og Fido i, som sover ovenpå dagens udflugt. - Hvor løber vandet? - råber han, - er badekarret utæt? - - Næ, det er det ikke, og der er heller ikke noget vand, der løber. - Nej, kun i vandrørene, - tilføjer Andy. - Skal knægten være næsvis, - hvæser Glob rød i hovedet af arrigskab, - jeg har vandskade lige ned i min øl. - Eva forklarer, at to civilbetjente væltede badekarret, så Fidos vand løb ud over hele gulvet. - Nåh, det er altså Dem, der overfalder ordensmagten med vand, så forstår jeg bedre, men De har forhåbentlig en vandskadeforsikring, for ellers bliver dette meget dyrt, min lille ven - meget dyrt. - Han truer af dem med en knytnæve, ligesom på plakaten Andy har set i hans entré, og så holder De hund, det er forbudt, og hvorfor fanden har de et helt badekar fyldt med vand stående midt i stuen til en hund, - er I sindssyge og for resten ved de jo udmærket godt, at det er strengt forbudt at have hund i andelsforeningens ejendom. - Vi har ingen hund, Fido er en fisk! - - En fisk. - - Ja en guldfisk. - Glob aner ikke, hvad han skal sige, der står ikke noget om guldfisk i lejeloven, og Lenin har heller ikke sagt noget om guldfisk, så han går og smækker med entrédøren så et stort stykke puds falder ned på gulvet. 17. Fyldepennen Skolens klokke ringer ud til det sidste frikvarter. Alle har forladt klasseværelset, undtagen Klaus, den dreng, der tog Andys hat og fik en blodtud. Han nøler med vilje for at blive den sidste, fordi han har fået øje på lærerindens fyldepen, som hun har glemt på katederet. Lynhurtigt snupper han den, og putter den ned i Andys skoletaske, og skynder sig ned i gården til de andre. Andy har en af de rigtig gode dage i skolen. Først og fremmest er han utrolig heldig at bytte sig til et Turtles mærke med Rafel, som han har været på udkig efter meget længe, nemlig nr. 33. Han går ikke med hue længere, og så har han leget tagfat med nogle piger. Mærkeligt nok har han fred for sine plageånder. Lærerinden ser tilfreds rundt på eleverne, der sidder stille på deres pladser. Hun venter lidt med at begynde undervisningen, for hvis børnene får lov at sidde i deres egne tanker og ligesom få tænkt færdig, er de meget mere lydhøre. Så ser hun pludselig noget, som ikke er der og rejser sig brat op: - Hvem har taget fyldepennen, som lå på katederet? - spørger hun stramt. Alle ser rundt på hinanden og på det tomme kateder, men ingen svarer. Hun gentager spørgsmålet og ser ærgerligt og undersøgende på børnene, for selv om hun har købt fyldepennen billigt at en kollega, der havde købt den på et værtshus, så er det en kostbar fyldepen af ægte guld. Alle bliver nu bedt om at rejse sig, tømme deres lommer og åbne deres skoletasker, og hun begynder at undersøge alle systematisk. På Andys bord ligger hans Turtles mærker, to plasticfigurer fra Ghost Busters, en lille bil, der skifter farve, hvis der enten er koldt eller varmt, et katteøje, et kraftigt gummibånd, en møtrik, to spillemønter, en blyantsstump, et holografisk badges-mærke med en løve, der åbner gabet, når man drejer det i lyset, en terning plus en del små plastic- og metal dippedutter. Da lærerinden kommer hen til hans plads, undrer hun sig først over, hvor meget man kan have i to lommer, så roder hun i skoletasken og finder fyldepennen. Først tror Andy ikke sine egne øjne, og det lyder helt uvirkeligt, da lærerinden udbryder: - Her har vi tyven! - Hun rækker pennen triumferende op over hovedet. Så tager hun ham hårdt i overarmen og siger, at han skal vente udenfor klasseværelset til timen er slut, for så skal de følges ad hen til rektorens kontor. Der er meget stille i klassen, da Andy går ud på gangen, (han føler sig som et falsk menneske, der pludselig er blevet afsløret og forvandlet til en ækel og modbydelig tyv). Han står alene på gangen og lytter til stemmerne fra de forskellige klasseværelser og prøver at forstå, hvad der lige skete: “En eller anden lagde hendes fyldepen ned i min taske, så nu er alle overbevist om, at jeg er tyven.” Denne helt urimelige tanke dukker op igen og igen. Så stikker han af og løber hjem som en forfulgt . Igen må lærerinden slutte sin skoledag med at skrive to ens breve, et til Eva og et til Socialforvaltningen med sin genfundne Parker fyldepen: - “Med beklagelse konstaterer jeg, at Andy er tyvagtig. I dag forsøgte han at stjæle min Parker fyldepen til totusinde kroner, hvorefter han forlod skolen uden tilladelse. Der er dagligt, at vi har problemer med Andy”. - Og til socialforvaltningen slutter hun brevet med at anbefale, at Andys hjem får en særlig bevågenhed. 18 Fido fortæller. Andy fortæller hvad der skete imens Fido spiser, og da den er færdig, siger den med ligeså meget harme, der kan være i en lille fiskekrop: - Hvor er det uretfærdigt og tarveligt! - - Ja, nu tror alle, jeg er en tyv. Men det var ikke mig! Han mærker, hvordan gråden er lige ved at løbe over og knytter hænderne. - Vent til jeg finder min far, så skal I bare se. - Ja, siger Fido, når du finder din far, vil han ordne den lærerinde med en lillefinger. - Har min far virkelig en hest? Han kommer i tanke om vandbillederne med klovnenummeret og forestiller sig, faren kommer ridende ind i skolegården på en hvid hest for at ordne lærerinden med sin lillefinger. Og så vil hun finde en hvid mus i sin taske og indse, at der godt kan være noget i ens taske, man ikke selv har lagt der. Fido svømmer lidt rundt og tænker på, hvor ærgerligt det ville være, hvis Andy en dag rendte på sin far, og denne slet ikke havde nogen hvid hest, men kun en gammel cykel, så han prøver at forklare, hvordan de vandbilleder egentlig er. - Glem ikke, at det er noget, jeg finder på, - siger den, - men da vi ikke kan vide alt, så kan vi lige så godt finde på et eller andet. dolke. - Men hvis din far er klovn og arbejder i et cirkus, er det ikke usandsynligt, at han har en hest, og hvis han har en hest, er det ikke usandsynligt, at den er hvid vel, - - Nåh, nej, siger Andy, men kan du så slet ikke finde på noget, der viser, hvorfor min far stak af fra det hele, for det ved Eva heller ikke noget om? Den slår tre slag med halen, og et billede af et skib kommer til syne på vandoverfladen, og Andy ser sig selv ligge i en barnevogn midt på skibet ved kabyssen, og i hver ende af skibet, er der et ror, og ved det ene står hans far og styrer skibet, og ved det andet står hans mor og styrer, også i kaptainsuniform. Skibet sejler rundt og rundt i zigzag og frem og tilbage uden at komme nogen vegne. Bølgerne har lagt sig, og Andy sidder eftertænksomt. Så spørger han, om Fido kan vise, hvordan den fyldepen havnede i hans taske. Klasseværelset toner frem, og en dreng med en sort maske for ansigtet, tager noget på katederet og løber ned til Andys plads og putter det i hans skoletaske og forsvinder. - Se tyven! Andy farer op, se tyven. Han har sort maske på for ikke at blive genkendt, det røvhul, det feje røvhul. Så kan Andy ikke lade være med at græde. Tårerne løber ned at kinderne og drypper ned i Fidus vand , som svømmer fortvivlet rundt uden at kunne gøre noget. 19. De døde søskende - Det er min skyld det hele, det er mig, de var uvenner om, - siger Andy til sig selv, og stirrer fortabt ned i badekarrets blanke vandoverflade,for når Eva bliver rigtig vred, råber hun: - Møj unge det er din skyld, at jeg er så alene og ensom, du skulle aldrig være blevet født! - Selv om Andy har svært ved at forestille sig, hvordan det er ikke at være født, forstår han, hvorfor hun bliver vred, for når hun ikke vil snakke med ham, men kun sidder og surmuler over sin ensomhed, så driller han hende fordi hun skal opdage, at hun slet ikke er alene.Så vælter han nogle stole eller skråler i vilden sky eller tæller til titusinde. Fido afbryder hans dystre tanker. - Nej Andy, det var slet ikke din skyld, slet ikke, - for du var ikke født, da det begyndte at gå galt, da de blev uenige og skændtes om alt.- - Ved du forresten, at du har to søskende, der nu er døde? - - To søskende! - Andy ser meget forbavset på Fido og fiskens ene øje møder Andys to, der ser spørgende og fulde af forbavselse på den mærkelige fisk, der pludselig påstår, at han har to søskende. - Det har Eva aldrig fortalt, hvor er de, er det piger eller drenge? - spørgsmålene snubler over hinanden, fordi Andy pludselig ser sig selv lege med sine søskende, for hvis der er nogen, der er ensom, som altid må lege med sig selv, så er det jo ham. Han hører slet ikke, at de var døde. - Ingen ved om det var piger eller drenge, de døde før de blev født. - Altså Fido, - hvordan kan de dø før de er født? - Jo forstår du, før mennesket bliver født lever alle i ni måneder i deres mors mave som foster, men nogle bliver aborter, d.v.s fjernet før de fødes, og så dør de. Din mor aborterede. - Hvordan? - - Hun tog på sygehuset og fik en abort. - ja men hvordan. - Lægerne tager et skrabejern og stikker op i livmoderen og skraber fosteret ud, - og så dør det. - Hvorfor gjorde hun det? - Fordi hun ikke ville have barnet. - Hvorfor ikke? - Hun ville hellere blive reklametegner end mor. - Må reklametegnere ikke have børn? - Jo men din mor syntes ikke hun både kunne læse bøger og tegne reklamer og samtidig skifte bleer og amme og være mor. - Ville min far heller ikke have et barn? - Eva spurgte ikke din far. Efter aborten sendte hun et brev og fortalte det. Dengang boede de ikke sammen. - Blev han ikke ked af det? - Jo meget. Andy sidder længe og prøver at forstå det Fido fortæller, for hvis nu Eva pludselig igen vil blive noget andet, bliver han så selv skrabet væk og dør? Men så kommer han i tanke om, at der var to der døde af abort og spørger: - Blev det andet barn også skrabet ud af Evas mave, fordi hun ikke ville blive mor? - Jo men da boede Eva og din far sammen her i denne lejlighed, og det var en hel anden historie. - Fido er blevet helt hæs af at tænke tænkebobler og siger: - Det er nemmere, at jeg viser dig, hvad der skete, - og slår med halefinnen og da vandoverfladen er faldet til ro, toner et billede frem, hvor Andys far står i stuen og maler et billede, som forestiller et skrigende foster. Andy genkender stuen med ovenlys vinduerne, men der ligger ikke noget legetøj på gulvet og væggene er gule. på kommoden står et akvarie med en guldfisk. Døren går op, og Eva kommer ind og sætter sig ved spisebordet midt i stuen. Andy kan næsten ikke genkende sin mor med hestehale og stramme læderbukser. Hun græder. - Kom og sæt dig, - beder hun, - der er noget, jeg vil fortælle! Han lægger penslerne og paletten, sætter sig og ser undrende på Eva, der bliver ved med at græde. - Ja men hvad er du ked af? - Hun svarer ikke, men græder endnu mere. - Er der sket noget? - Andy kan ikke forstå, at hans far ikke lægger en arm om Eva eller tager og holder hende i hånden for at trøste, men kun sidder der og stiller spørgsmål, som om det var et forhør! - Hvorfor græder du, hvad er der sket? - spørger han igen nærmest irriteret. - Jeg er gravid! - får Eva endelig fremstammet, imens hun forsøger at tørre tårerne væk, så øjensminken tværes ud omkring øjenkrogene og tindingen. - Er du gravid! Jamen det er da ikke noget at græde for, så skal vi endelig have et barn. - Du har fået din uddannelse, og så har vi rigeligt råd til et barn ikke? - Eva svarer ikke men græder hysterisk og styrter ud af stuen. Andy plasker billedet væk og Fido betragter Andy, den er trods alt lidt nervøs for, om drengen kan tåle at se virkeligheden, for uanset hvad var det synd for hans mor. Men Andy har set hans mor græde mange gange, når de ikke havde flere penge, eller når hunden Lassie havde reddet et lille barn i en snestorm lørdag eftermiddag på TV. - Hvorfor blev hun så ked af at de skulle have et barn? - Fordi din far ikke var far til det barn. - - Hvad er det nu du siger Fido,? hvordan kan du vide det? - - Jeg så det selv, guldfisken på kommoden var mig før i tiden, og Eva havde en ven, der var frisør, som kom og ordnede Evas hår her i stuen, når din far ikke var hjemme. Hun forklarede vennen var bøsse, men det var ikke hele sandheden, så jeg. - - Men er min far så heller ikke min far? - spørger Andy, selv om det egentligt kunne være lige meget, han havde jo alligevel ikke nogen. Fido klukler, så den er lige ved at drukne og må spytte en masse vand ud. - Jo men din far var godt nok mistænksom, da Eva var blevet gravid med dig, han talte på fingre og så i kalender og regnede og regnede, for som du ved, bliver barnet født ni måneder efter befrugtningen. Og da du var født, sagde alle: - Nej hvor han ligner Eva!- Der var aldrig nogen, der sagde, at du lignede din far. Din far og mor var ikke gift, og så skal byretten stadfæste faderskabet, det vil sige, det skal bestemmes i retten, hvem der er faderen. Fido er igen lige ved at drukne af grin. - Nu skal du se, hvordan det gik. 20. Jesus genkomst Den slår igen med halefinnen og billedet af en retssal dukker op til vandoverfladen. Ved skranken står Eva og din far med dig på armen og ser op på den kvindelige dommer. Langs siden sidder to damer i fine sorte kjoler og skriver alt ned, som bliver sagt. Så spørger dommerinden strengt: - Hør Tom Dodo, vedkender De Dem faderskabet til det barn, de står med, Andy Ring født den 10/12 1969 af frøken Eva Ring.- - Højt ærede fru dommerinde, svarer Dodo, - dette barn er et mirakel, for det er Messias, der er blevet genfødt. Han hæver stemmen. - Eva er blevet befrugtet af selveste Helligånden og dette er DET GENFØDTE JESUS BARN. - Damerne i sort sidder målløse og glemmer helt, at de skal skrive det, som bliver sagt og dommerinden rejser sig og råber: - Vedkender De dem faderskabet? - - Ja selvfølgelig, men...- - Ikke noget MEN, ja eller nej? - - Ja. - 21. Andy løber hjemmefra. Andy hører Eva komme ind af entredøren og skynder sig ind på sit værelse. Eva stikker hovedet indenfor, og han får ros, fordi han er sådan en sød og fornuftig dreng, der leger med sig selv, indtil hun kommer hjem. Ikke så længe efter er Eva inde hos Andy. I mellemtiden har hun talt i telefon med regnelærerinden, som ringede op. - Andy, råber hun, er du fuldstændig sindssyg... fuldstændig fra snøvsen. Din lærerinde ringede og sagde, at du stjal hendes fyldepen til flere tusinde kroner... hvad er nu det? Har jeg ikke sagt tusinde gange, at man ikke stjæler? Hun er helt rød i hovedet, og tårerne samler sig under øjenlågene. - Jo, men det var ikke mig.Hans mave snører sig sammen, og han har svært ved at få luft, og presser igen ordene frem: Det...var...ikke...mig. - Hvorfor finder hun så fyldepennen i din taske? - Det var en anden, der lagde den ned i min taske i frikvarteret. - Hvem? - Det ved jeg ikke, han havde en sort maske på. - Hvad for noget? En sort maske? - Ja, for ikke at blive genkendt. De ser på hinanden. Hun med opsvulmede, røde kinder og øjensminken smurt ud rundt om øjenhulerne, så det hvide rundt om pupillerne er selvlysende. Og Andy er helt bleg med urolige, flakkende øjne. Han kradser i bordet med en saks, som om sandheden kunne komme til syne under malingen. Jeg slider og slæber for den dreng, og så gør han dette mod mig, tænker hun og går ud i køkkenet og tænder majspiben. Hendes overanstrengte hjerne tager en kort pause, hvor hun bare sidder og stirrer ned i bordet. På bordet ligger nogle mønter. Det er byttepenge fra i forgårs, da Andy hentede en liter mælk og fire øl hos købmanden. Han har aldrig nogensinde taget eller stjålet noget som helst, tænker hun, og hvad skulle han dog med en fyldepen? Måske er der virkelig en, der lagde den i hans taske. Hun beslutter sig til at gå ind og trøste drengen og fortælle ham, at hun tror på ham. Og hun ærgrer sig over altid at være så forhastet og blindt tro på, hvad magtmenneskene siger, uden at tænke selv. Men værelset er tomt. Tanken om, at han måske er løbet sin vej, får hendes hjerte til at galopere, og hun leder rundt i lejligheden for at se, om han har gemt sig et sted. Det har han gjort nogle gange, helt uden grund, bare sådan for at drille. Hun ser under sengen, under sofaen og i alle skabene. Så løber hun ned ad trappen, imens hun tager frakken på, og ud på gaden, der ligger øde hen, så langt hun kan se. Hun løber tilbage og leder i gården. Hr. Glob kommer ud og begynder at feje, selvom det nu er helt mørkt. - Har De set Andy? Spørger hun. - Nej, det har jeg ikke. Er han løbet hjemmefra? Forresten håber jeg sandelig, De har en vandskadeforsikring, maleren måtte male hele stuen og efterlod en regning på tolvtusinde kroner, så jeg håber... Eva afbryder: - Vandskade! I et helt år har De lovet, at taget skulle repareres. Hos os er der vandskade, hver gang det regner. Så kom hun i tanke om, at Andys jakke hang i entreen, og løber op og henter den. På vej ind mod bymidten med hans overtøj, dukker det ene rædselsfulde billede op efter det andet: En dreng fryser ihjel i en kælderskakt. Han ligger skrigende i en blodpøl, kørt over af en bil. 22. Andy finder pengene, men bliver fanget af socialforvaltningens dame Andy er gået ind til banegården og ind i venteværelset for at få lidt varme ved den store radiator for enden af det neonoplyste rum. En familie med to børn sidder i deres pæne tøj med kufferterne mellem benene og venter på næste togafgang. Det er ikke uden et stik i hjertet af misundelse, Andy betragter dem. “Tænk, hvis vi var sådan en familie, der skulle rejse væk sammen.” Men han er helt alene, forfulgt som en tyv, og ikke engang hans mor tror på ham. I venteværelsets andet hjørne sidder nogle unge mennesker, de ser ud som om, de har ventet meget længe på toget, de er blevet beskidte, og deres hår er vokset dem langt ned over skuldrene, så det er svært at se, om det er piger eller drenge. En af dem har tabt tobakken ud af en cigaret, og han forsøger at stoppe den tilbage med en tændstik. Måske har de ingen penge til togbilletten, tænker Andy. Han går ud i banegårdshallen og undersøger telefonautomaterne og er heldig, to kroner finder han, og i cigaretautomaten, tre kroner. Henne ved billetlugen lægger han pengene op på metal-drejeskiven, som straks drejer ind til billetmanden, der rejser sig halvt op og ser ned på Andy hårtop. - En billet, siger Andy. - Hvor har den unge mand tænkt sig at bevæge sit luksuslegeme hen med statsbanerne for fem kroner? Spørger manden smilende og klør sig i nakken, så kasketten vipper op og ned. - Det ved jeg ikke, svarer Andy, ingen steder specielt. - Dertil behøver De skam ingen billet, det er nemlig lige her. Af alle byer er denne det mest ingensteds-agtige, jeg kender, siger han og ler, og så har vi ingen billetter til fem kroner, men måske skulle du gå hjem til mor. - Ja, siger Andy, måske, og tager pengene og går. Over for stationen ligger hjørneværtshuset “Musik og dans”. Ude fra gaden kan Andy se tre par danse ved at hoppe fra det ene ben til det andet. En mand spiller guitar og en anden trommer. Andy hopper også fra det ene ben til det andet, men mest for at holde varmen. Ved små borde sidder øldrikkerne og fægter i luften med armene for at få mere øl. Midt på dansegulvet bliver damen, der løber rundt med øl, stoppet af en mand med et sydlandsk udseende. Andy ser, at han siger noget til servitricen og rækker hende en perlekæde. Men hun ryster vredt på hovedet, tager perlekæden, og river den midt over, så perlerne triller ned på dansegulvet. Nu må manden kravle rundt på knæene for at samle perlerne op mellem benene på de dansende, og under bordene. Da ser Andy, at han først finder en fem krone under et bord og en ti krone henne ved baren, og en del enkroner på dansegulvet. Dette syn giver Andy en ny ide. Han går længere hen ad gaden til det næste ølhus, står lidt og samler mod, så går han ind, mens hans øjne afsøger gulvet mellem barstolene og under bordene, og ganske rigtigt, ved spilleautomaten finder han to kronestykker, og under en barstol glimter en femmer. - Hvad går du og leder efter? Spørger en hæs stemme. Andy ser op på bartenderen, og alle barens gæster ser på Andy. - Øh, jeg leder efter min far, svarer Andy. - Ja så, siger bartenderen, og alle gæsterne holder op med at se på Andy. Der er ingen, der har særlig meget lyst til at være far, lige netop nu, midt i et kortspil. Andy snupper femmeren og smutter ud på gaden. Lidt længere henne ved det næste værtshus, finder han en halvtredskrone seddel.- Han forestiller sig, hvor glad Eva bliver, når han kommer hjem med alle de penge, for hun skælder jo mest ud, fordi hun er så fattig. Han sniger sig ind på det næste værtshus, hvor alle råber op over et eller andet, og musikken spiller højt. Gulvet er belagt med et rødt tæppe, som er vådt af væltet øl, “sjask, sjask” siger det under hans såler. Han åler sig ind mellem de mange gæster, der fylder gangen mellem bordene og baren. Andy får øje på en penge seddel, som en af gæsterne jokker på med sine gummistøvler, og imens han lurer på, at manden skal flytte benet, ser han sig omkring. Ud fra højttaleren brøler en sang som de, der sidder ved vinduet, skråler med på: “Her i vores hus er glæde, her er altid fest og sang...”. Så flytter gummistøvlen sig, og Andy bukker sig lynhurtigt og tager tyveren og er på vej ud, da han pludselig bliver grebet hårdt i armen. Da Andy vender sig om, stirrer han lige ind i øjnene på damen fra socialforvaltningen der fik Robert på hjernen. Hun rejser sig op foran ham. - Hvad i alverden laver du her? - Jeg leder efter min far, får han fremstammet. Jamen du har jo ingen far, skal hun lige til at sige, men tager sig i det, og siger: - Du har jo ikke noget overtøj på, og for resten er jeg på vej hen for at besøge jer, og så trækker hun af med Andy. - Er du løbet hjemmefra? Spørger hun, har din mor slået dig, har hun? Han synes, at hun spørger, som om det er ærgerligt, hvis hans mor ikke har slået ham, og svarer: - Nej, det har hun altså ikke. Det er kun de andre henne i skolen, der slår mig og så regnelærerinden. Men det lader ikke til at interessere hende et spor. Hun skal lige til at spørge, om Robert har været på besøg igen, da de ser Eva komme løbende, viftende med hans jakke, imens hun råber: - Andy, Andy! Da de alle tre er kommet op i lejligheden, græder Andy igen, af bare lettelse over at være undsluppet damens jerngreb. Med hovedet gemt i Evas arme, hører han damen sige: - Ja, jeg fandt ham alene på værtshuset “Den grå Kanin”, iblandt døddrukne mænd. (At der også var døddrukne kvinder vedkommer jo ikke sagen eller, at hun sådan set også var der selv). - Det er for galt, at De ikke har mere styr på den dreng, fortsætter hun bebrejdende. Igen synes Andy, at det hele er hans skyld, og det piner ham, at se sin mor så modløs og opgivende. Hun nikker og siger hele tiden kun: “Ja, det har De også ret i”, eller “ja, det er jo ikke så godt”. Så kommer Andy i tanke om alle pengene, han fandt og tager dem frem. - Se mor, hvad jeg fandt, siger han glad. Den unge dame fra socialforvaltningen glor på pengene. - Sig mig, går drengen også i folks lommer? Spørger hun og peger. - Hvad, skal De nu også beskylde Andy for at stjæle, råber Eva. Han sagde jo lige, han havde fundet dem, ikke? Og SÅ HAR HAN FUNDET DEM, forstår De! Og nu skal jeg fortælle Dem HVORFOR alle de penge ligger og flyder på værtshusgulvene og på gaderne. Det er, fordi folk bare kan gå hen og hente pengene hos DIG på socialkontoret, hvis de ikke gider bestille noget. Eva hidser sig mere og mere op, og var De ikke på “Den grå Kanin” for at drikke bajere sammen med dem, du giver mine skattekroner? - De arbejdsløse skal sejle i deres egen sø, ikke! Det er det DE mener? At man ikke skal hjælpe de svage, det er din indstilling, ikke? Spørger socialforvaltningsdamen indigneret. Andy forstår ikke, hvad de snakker om... at der er nogle med løst arbejde, som selv har en sø, de skal sejle i! - Forresten, spørger Eva, er DE ikke lige faldet for 16 måneders reglen, er det ikke derfor De er på arbejde igen, har De ikke lige fået dagpenge i seksten måneder? De forstår virkelig at udnytte systemet, men De er jo også uddannet til det. Det forstår Andy heller ikke et pluk af... faldet over nogle måneder? Og selv får han kun ugepenge, men damen får penge hver dag, hun må være rig. Men damen forstår det åbenbart udmærket, for hun bliver meget, meget ophidset og råber: - Det rager ikke Dem! Og De skal ikke være næsvis, det vil De fortryde. Hun truer med knyttet hånd, og det får Andy til at tænke på hr. Glob, som også truer med knyttet hånd, når han er vred, så måske er damen også kommunist? Og han spørger hende om hun også kommer til gratis fodboldkamp! Hun ser undrende på Andy, for formanden for socialudvalget er også formand i fodboldklubben, og han giver de ansatte gratis fodboldbilletter. - Jeg er her jo kun for at hjælpe, siger hun, idet de går ind i stuen. Hun standser foran badekarret og ryster på hovedet. - Hvorfor har De ikke guldfisk i et almindeligt akvarium som almindelige mennesker? Spørger hun. - Hvorfor det, svarer Eva, hvad skulle vi så bruge badekarret til? Og ærlig talt, hvad er De her egentlig for. Hvad giver Dem ret til at komme her og snage i mine ting. - Det er de sociale myndigheders pligt at se til barnets tarv, det står i loven. De er jo enlig mor, ikke, og man overvejer såmænd at tvangsfjerne Andy! Siger hun med en lidt dirrende og triumferende stemme. Hun ser med stort ubehag rundt i stuen, hvor Andys legetøj flyder overalt. - Ud, ud! Tvangsfjernelse... I er sindssyge. Ud! Råber Eva og tager et skridt frem og giver damen et skub på brystet, så hun træder et skridt tilbage , og sætter foden på en af Andys biler, mister balancen og falder bagover lige ned i badekarret. - PLASK. Et øjeblik sidder hun helt forstenet og chokeret på tværs i badekarret, og Fido når lige at sige: - Kæmpe klaptorst! Så skriger hun: - HJÆLP HJÆLP! Jeg bliver overfaldet, HJÆLP! Andy synes, at badekarret minder om en en gryde, hvor kannibalerne plejer at koge missionærer under åben ild , så han danser en indianerdans rundt om badekarret: - Ugh, ugh, ugh, ugh, ugh! Eva hjælper damen op og forhindrer i sidste øjeblik, at også badekarret vælter. Socialdamen styrter hen til telefonen og ringer uden at spørge om lov: - Ja, det er Lise. Du må straks komme og hente mig med bilen, Robert. Jeg er blevet overfaldet med vand af en klient, ja, det er hos hende Eva Ring... hvad hvor! Det ved du vist udmærket godt, snerrer hun, nå ikke, Havnegade 22, STRAKS! Hun råber og stamper i gulvet, så vanddråberne stænker ud til alle sider, ligesom når en våd hund ryster sig. Så sætter hun sig på stolen ved telefonen, og Andy og Eva sidder over for sofaen og betragter den gennemblødte dame. Og Eva tænker “Robert”, måske tror hun, at hendes egen mand, der åbenbart hedder Robert, besøger mig om natten. Hun er jo fuldstændig bindegal, og det er ikke helt forkert, for damen sidder og stirrer vildt frem for sig og mumler en masse uforståeligt, fuldstændig lammet af raseri. Det banker på døren og hendes mand kommer ind. - Du altforbarmende! Siger han, du ligner jo en druknet mus! - Og I kender slet ikke hinanden vel? Råber hun op. - Hold nu op med det og kom, siger han, og hiver hende ud af lejligheden. Igen er der vandspor ned af trappen, så man skulle tro, at Andy og Eva havde haft besøg af en søløve, og da hr. Glob ser det, skynder han sig ind i stuen, flytter sin nyskænkede porter og stirrer op i det nymalede loft for at vente på en nye vandskade. 23. Andy tvangfjernes Ved et møde i socialforvaltningen nogle dage senere bliver det besluttet, at Andy skal tvangsfjernes til nogle plejeforældre, der har et husmandssted ude på landet. Damen, der har besøgt Eva og Andy nogle gange, har lagt sagens akter frem og kraftigt anbefalet, at Andy kommer i pleje på landet. Hun har vist udvalget brevene fra skolen, hvoraf det fremgår, at Andy er aggressiv og slår de andre børn og er tyvagtig. Og hun beskriver situationen i hjemmet som særdeles uholdbar. Hvordan det regner gennem taget, og at Eva Ring formodentlig har et alkoholproblem. At politiet mistænker hende for socialt bedrageri og videre, hvordan hun en sen aften fandt Andy på byens mest belastede værtshus uden overtøj, og at det ikke kan udelukkes, at drengen stjæler fra de berusede. Og hvordan Andy for det meste er overladt til sig selv, og tilsidst beskriver hun, hvordan Andys mor overfaldt hende under et hjemmebesøg, og skubbede hende ned i et badekar fyldt med vand. Man beslutter sig til at iværksætte Andys forflyttelse ud til hans nye plejeforældre allerede næste dag. Det er den første i måneden, hvorfor det er nemmere for kommunen at afregne med hans nye hjem. Næste morgen, allerede klokken syv, banker det på døren hos Eva og Andy Ring. Hun er i færd med at smøre Andys madpakke og går undrende ud og lukker op. De to kriminalbetjente og damen fra socialforvaltningen går forbi Eva og ind i lejligheden. - Jamen, hvad er nu dette her, spørger Eva med dirrende stemme. Damen svarer ikke, men rækker Eva et dokument. Evas hænder ryster, så hun har svært ved at læse... “TVANGSFJERNELSE AF ANDY RING I HENHOLD TIL LOVE NUMMER DET OG DET” Hun sætter sig rædselsslagen på stolen og prøver at læse en gang til. - Det er ikke sandt! Gentager hun igen og igen. - Vil De vække ham selv, eller skal vi? Har De en taske til hans tøj og toiletgrejer? Og hvor er hans skoletaske.? Andy vågner og ser en mand stå bøjet ind over ham. Han sætter sig op. - Hvor er mor? Hvad skal du her? Andy genkender manden. - Du skal ud på en lille rejse, lille ven, siger han, stå op og tag tøj på. - Mor, mor! Råber Andy meget bange. Hun rejser sig for at gå der ind, men bliver ublidt skubbet tilbage i stolen af politimanden, der havde prøvet sådan noget med tvangsfjernelse før, så han ved, at det gælder om at holde barnet og moderen adskilt fra begyndelsen. - Du kan snakke med ham, når han er kommet i tøjet, siger han brysk. Nu bryder Evas verden sammen, alt hvad hun har slidt for at holde sammen på, falder fra hinanden. Og hun falder selv sammen indvendig. Hendes molokyler falder fra hinanden, som smør, der smelter og efterlader hende som et tomt hylster af rynket skind. - Tag nu dit tøj på, så kommer din mor, siger damen og kaster hans tøj op i sengen. Andy tager sit tøj på så hurtigt som muligt, imens han råber på Eva. Hun forsøger igen at komme ind til Andy, men bliver igen skubbet tilbage. Hun begynder at skrige. - Lad mit barn være, lad mit barn være! Betjenten kommer med Andy i et fast greb om armen. - Så er vi klar, siger han. Andy græder og sparker da de slæber af sted med ham.og råber fortvivlet: - Mor! Mor, Resten af dagen sidder Eva sammen med de døddrukne på “Den grå Kanin”. 24. Plejeforældrene Det er midt på dagen. Ulla og Peter har lige spist og er gået ind i dagligstuen, hvor de sidder ved vinduet ud mod gårdspladsen og venter. Den blomstrede voksdug er lagt på bordet i dagens anledning. Imellem de to vinduer til gårdspladsen hænger et luftfotografi af deres gård og omegn. Det er en tolænget gård med stuehus i længden langs landevejen og kostald i længen vinkelret på stuehuset med gårdspladsen i midten og mødding bag stalden. På den anden side af indkørslen til gården ligger laden med tærskeværket og høloftet, og bag laden findes svinestalden og hønsehuset. imellem gårdspladsen og gårdens 24 tønder land er frugthaven med æble og pæretræ, ribs og solbær, hindbær og stikkelsbærbuske, og går man videre forbi staldgavlen og møddingen, kommer man til maskinhuset, hvor deres nye Ferguson traktor og den gamle selvbinder står samt et kraftigt arbejdsbord og hylder med blikdåser og cigaræsker, tunge af alskens skruer, møtrikker, bolte og maskinstumper, der midlertidigt er blevet til overs i dagligdagens slidsomme arbejde med at forvalte små tyve tønder landbrugsjord til et levebrød. Imellem stuehuset og landevejen har Ulla sin prydhave med rosenbede (se havebog), og på den anden side af vejen ligger nabo ejendommen, en stor 4-længet gård med over 100 tønder land jord. I udkanten af fotografiet, hvor landevejen drejer ligger Brugsforeningen, en kro og oplands fælles frysehus. De sidder nu og kigger ud på gårdspladsen og venter på deres nye plejebarn, som deres svigerdatter Lis har lovet at komme med. Ulla er en høj kraftig dame med ansigtsrynkerne samlet om de smalle læber under en lang lige næse med markerede kindben og skolelærer øjne, håret er bundet op i en knude i nakken. Peter er plysset og har et kort klippet fuldskæg, han er stor og med næver som skovle. Pendulet i bornholmeruret svinger frem og tilbage og Peter ser op på det og bryder tavsheden. - Jeg synes vi er blevet for gamle, - siger han og slubrer kaffe af underkoppen - jeg gider altså ikke høre på den slubren, drik din kaffe ordentligt, - og tilføjer, - pjat, vi er ikke for gamle, punktum. - Jamen... - Punktum sagde jeg! Peter hælder kaffen fra underkoppen tilbage i koppen og sætter den. - Nu skal du dæleme høre efter, hvad jeg siger, vi er for gamle, og så var vi jo ikke særlige heldige med vores egen søn Robert den drukkenbolt. Peter er godt gammeldags sur på deres søn Robert, fordi han ikke vil arbejde på gården og så engang overtage den, men åbenbart hellere vil hæve bistandshjælp og drikke bajere, hvorfor han har været smart nok til at gifte sig med en socialrådgiver. - Den arbejdssky drukkenbolt, og så skal vi være plejeforældre for en stakkels tvangsfjernet unge, næ det var sgu Robert, der skulle være tvangsfjernet. - Jamen hvad er det du siger om vores egen dreng, - Ulla har gråd i stemmen - Alt hvad jeg gør er forkert, og jeg skal altid have skylden for hans drikkeri. - Hun bryder ud i en hysterisk gråd,men skynder sig at tørrer kinderne i sit forklæde da politibilen ruller ind på gårdspladsen. Betjentene sidder i bilen og venter utålmodigt på socialforvaltningsdamen, der står og taler med Ulla. -Hvordan går det med Robert? spørger Ulla - Ja det er desværre stadig det samme, Han er stadigvæk arbejdsløs og drikker meget, men det værste er, at han kommer hjem klokken 4 om morgenen, så er jeg så bange og kan ikke sove. - Åh ja den dreng har altid været så følsom, så følsom, siger Ulla, - hils ham mange gange Lis. Nu stikker betjenten hovedet ud: - Så er det afgang, vi har andet at lave end dette barnepjat. Peter har betragtet sceneriet som en stumfilm, det virker som om politiet kører rundt og sælger børn til højst bydende. De går ind i bryggerset, hvor Ulla er ved at vaske. - Nå hvor er drengen så, hvad er det nu han hed? - Andy, han er låst inde på sit værelse. Peter tager i døren ind til karlekammeret, som er låst. - Har du låst ham inde? - Ja, han har det med at stikke af, og det skal han lige vendes fra, svarer Ulla, og hun vrider et lagen gennem vridemaskinen. Peter ryster på hovedet, låser døren op og går ind. Andy er nu faldet i søvn på sengen. Han tager ham op og bærer ham ind i den varme stue. Andy drømmer, at Eva forvandler sig til en stor, væmmelig mand. Han kan se skægget vokse ud, mens hun ryger pibe og spytter på ham og råber: “Fjern den tyv, han har stjålet mit liv, tyv, tyv”, hvæser hun. “Jamen mor, der er Andy” - “Tag tyven” - han bliver grebet af to mænd, der forvandler sig til robotter og slæber ham ned i et fryserum, hvor der hænger døde køer på kroge som hos slagteren, og han vågner, stiv af rædsel og græder. Peter holder ham ind til sig, stryger ham over håret men det er umuligt at trøste Andy, der bliver ved med at sige: - Fido, Fido. Peter får øje på sin mundharmonika, der ligger på avisbordet, tager den og begynder at spille en gammeldags melodi, mens han holder om Andy med den anden arm. - Fido, Fido! Vedbliver Andy at fremstamme med grådkvalt stemme. Peter spørger, om Fido er hans hund. - Det er min guldfisk, den måtte ikke komme med for damen. 25. Guldfiskens fontæne - Fido er min guldfisk, den måtte ikke komme med for damen. - Skidt med det, så køber vi bare en ny guldfisk eller to, en han og en hun , så de kan få unger. - ja men Fido er en meget sjælden guldfisk, den kan både tale og vise vandfilm, siger Andy og skal til at græde igen, så Peter skynder sig at tale videre, mens han holder om Andy. - Nå ja, dyr kan være kloge, fx havde jeg en gang en fårehund, og du skulle bare se, hvordan den kunne holde styr på en hel fåreflok, og en hest går, når man siger hyp, og standser når man siger prueee, men for resten hunden hed Svip, og det var ikke nogen lænkehund, nej den gik rundt hele dagen og så på, hvad jeg lavede. Men så en sommer fik naboen feriebørn på besøg, og så kom hun herover og sagde hendes børnebørn var bange for hunde, og at en ny lov bestemte, at hunde ikke længere måtte være løse, ja hun truede med at ringe til landbetjenten, hvis vi ikke straks fik Svip i snor. Men den kunne altså slet ikke tåle at pludselig få et halsbånd og blive sat i lænke, den blev helt tosset og bed alle, der kom i dens nærhed, og til sidst bed den også mig. Så fik den sat en lampeskærm rundt om halsen, så den hverken kunne bide eller æde eller noget som helst, det var så ynkeligt, ja forfærdeligt at se den sådan. Peter sidder lidt og så pibler tårerne frem i hans øjenkroge, og Andy ser undrende at Peter ikke skammer sig over, at han græder, men tværtimod vender sit ansigt mod Andy og smiler mellem tårerne og siger: - Jeg kommer altid til at græde, når jeg tænker på Svip, som så blev aflivet. Andy sidder lidt og tænker. - hvad så hvis Fido kommer og der ikke er noget badekar, så den skal bo i et lille akvarium, bliver den så tosset? - Et badekar? - Ja Fido bor i et badekar på løvefødder midt i vores stue. - Det er godt nok ualmindeligt, - siger Peter, - et badekar! Han klør sig i nakken og brummer mens han tænker, - Et badekar har jeg ikke, men den kunne måske svømme langdistance svømning i grisetruget. Men så kommer han i tanke om nogle sække cement han har købt til at reparere soklen rundt om stuehuset med og siger: - Den guldfisk skal svømme rundt i en rigtig fiskedam midt i Ullas blomsterhave, det fortjener den, smukke omgivelser er sundt for alle levende væsner. Andy indvender spagfærdigt. - Men den måtte altså ikke komme med for damen, hun bestemmer alt, det siger min mor. - Nåh, Lis, det er vores svigerdatter. Hun indbilder sig, at hun er selve Vorherre, der frelser verden... hjælper alle med alt. De gamle. De syge, de der sørger, børnene, de hjælpeløse og hjemløse, de barnløse. - Hvad vil hun hjælpe børnene med? - spørger Andy snøftende. - Hun vil binde alle børnenes snørebånd og tørre deres næser, hvis det skulle være. - Jeg kan selv binde mine. - Det er lige meget, så binder hun dem bare op og binder dem igen, hun skal nok finde på råd for sin godhed. Hun er blevet så indbildsk, kun fordi hun kan sidde på sin flade røv og sige “Ja” eller “Nej”, når fattigrøvene kommer op til hende for at få socialhjælp. Hende skal du ikke tage dig af. Hun kan sgu ikke bestemme en skid om den guldfisk. Og guldfisken kommer i morgen, det skal jeg sørge for personligt! Det lover jeg. Peter ser op på bornholmeruret, og beslutter sig til at ringe straks. - Ja, hallo, det er Peter Hansen, jeg vil gerne tale med Lis i afdelingen for børns vel. - Ja, så gerne, siger omstillingsdamen. - Hallo Lis, ... det er... - Det er afdelingen for byens fornyelse, siger en stemme, hvad kan vi gøre for Dem? Det er det sædvanlige, tænker Peter, folk med den rigtige indstilling og de rigtige politiske meninger skulle ikke sidde ved et omstillingsbord. - Jeg skulle tale med Lis, min svigerdatter. - Vi har ikke nogen Lis her, hvilken afdeling er hun ansat i? - Børnenes vel. - Nu skal jeg stille Dem om. - Hallo, feriekolonierne. - Feriekolonierne? - Ja. - Nå, kan Magda komme på koloni? - Hvilken skole går hun på? - På drøvtyggerskolen. - Hvad siger De.. De Døves Skole? - Nej, drøvtyggerskolen. - Nå, det har vi vist ingen skole, der hedder. Hvor gammel er datteren? - Det er skam ikke min datter, det er en ko. - Hvabehar! En ko! - Unge mand, vi har skam andet at lave end at... Peter afbryder. - Det har jeg forresten også! Jeg skulle tale med min svigerdatter i afdelingen for børnenes vel. - Ja, så er De kommet forkert i byen. Nu skal jeg stille Dem om, siger den venlige dame i afdelingen for feriekolonier. Og Peter bliver stillet tilbage til begyndelsen, hvor en dame siger: - Kommunen. - Ja, goddag, det er Peter Hansen, jeg vil gerne tale med Lis i afdelingen for børnenes vel. - Et øjeblik. I det ret lange øjeblik tænker Peter over, hvis vel, det egentlig handler om. Han ved jo, at Lis, hans svigerdatter, er ansat på halv tid, sådan at hun også får løn for den halve dag, hun ikke er der, og selvfølgelig feriepenge, lang ferie og gratis pulverkaffe. Og mærkeligt nok bliver hun afskediget, når hun har været der længe nok til at få fuld understøttelse, og når hun så er arbejdsløs, strikker hun på strikkemaskine. Alle i nabolaget har købt sådan en strikket trøje med hjort på. Han har selv to, og Ulla har en større samling. Ja, Ulla samler ligefrem på dem, for som hun siger: “Selv om det er det samme motiv, så er de aldrig ens”. Peters tanker bliver bragt tilbage til kommunen igennem telefonledningen, da en venlig stemme endelig siger: - Det er barnets vel. - Jeg skal tale med Lis. - Hun er desværre optaget i et vigtigt møde... kan hun ringe op senere? - Nå, er hun til møde med kaffemaskinen? Spørger Peter. - Hvad mener De? - Jeg mente bare, at klokken er halv to, så plejer Lis at holde kaffepause, inden hun går hjem, det er min svigerdatter. - Nåh, sådan, et øjeblik. - Hallo, Lis . - Ja, det er Peter, den guldfisk skal straks bringes herud, det er drengens kæledyr, og du ordner det i morgen. - Jamen Peter, det kan jeg ikke..... det kan der ikke være tale om, det kan jeg simpelthen ikke. Hvis jeg begynder at køre rundt med små fisk, så får jeg vrøvl med chefen, det er jeg slet ikke ansat til. - Jeg er ligeglad, så må du gøre det i din fritid. Det er ganske enkelt din egen fejl, at han ikke fik sin guldfisk med herud. Det er jo hans bedste ven. - Ja, ja, ok. Jeg må først ringe til hans mor og få hendes samtykke, og så skal jeg nok komme med den i morgen. Lis ringer meget modvilligt Andys mor op. Men da Eva hører, hvad det drejer sig om, råber hun: - I skal sgu ikke også tage fisken! Og så knalder hun telefonrøret på. Så Lis må ringe tilbage til Peter og forklare, at Andys mor siger nej. - Hvad! Råber Peter, siger hun nej! Hør nu her, den fisk skal herud, og hvis du ikke ordner det, så vil vi ikke have drengen, forstået? - Jamen, vi kan da ikke tvangsfjerne en guldfisk, det står der ikke noget om i loven. - Jeg er flintrende ligeglad med, hvad der står i loven. Kom med Andys fisk, eller I kan hente drengen igen, og for resten synes jeg, du skulle sælge nogle af dine striktrøjer med hjorte på til dem på arbejdsformidlingen, var det ikke en god ide, Lis, Hvad... - Åh, Peter, hold nu op, jeg skal gøre, hvad jeg kan med den fisk, det lover jeg. - Så er den klaret Andy, lad os gå ud i bryggerset og snakke med Ulla. Ulla er ved at vride vaske tøjet igennem to træruller, som hun trækker rundt med et håndsving, så skyllevandet klemmes ud af lagenet. - Drengen har et kæledyr, som kommer i morgen, begynder Peter forsigtigt, han ved, det ikke bliver nemt. - Peter vi har haft hund, og det skal vi aldrig have igen, så det kan der ikke være tale om. - Det er ikke en hund, det er en guldfisk. - Nå sådan, - men drengen må selv holde akvariet rent og købe mad til fisken. - Ja men Ulla, kunne det ikke være kønt med en guldfiskedam i forhaven, jeg har nogle sække cement, ja lige nok til sådan en fiskedam. Ulla stopper med at vride, vender sig og ser på dem. Så siger hun bestemt: - Nej ! Vender sig og vrider et nyt lage igennem vridemaskinen, så vandet står til alle sider og sveden springer fra panden. - Jamen, forsøger Peter... - NEJ ikke i min blomsterhave, aldrig i livet, og så er cementen til soklen. Det er på tide, du viser Andy, hvordan man bruger et skuffejern. Gårdspladsen er fyldt med ukrudt, han kan lige så godt begynde at gøre nytte for den mad, han skal æde. Andy bliver sat i gang med at luge gårdspladsen, hvor græstotter og mælkebøtter vokser op imellem de små perlemor sten, pladsen er overstrøget med, og Peter går tilbage til bryggerset, godt gal i hovedet. - At du kan få dig selv til at sige sådan noget pis. Kommunen betaler sgu da drengens mad, - han hidser sig op og råber: - Man skulle fandeme tro, at du ejede hele gården. Ulla svarer upåvirket af hans råben. - Det er jo lige netop det, jeg gør, for det var mine forældre, der kautionerede for banklånet, det kan du godt huske ikke? Hver gang de kommer til at tale om, hvem der ejer gården, ender det altid med, at Peter går hen på kroen og drikker sig fuld, så Ulla gentager, - du husker , hvem der kautionerede for banklånet Peter?glem ikke at det var mine forælder. Uden at sige mere går Peter ud af bryggerset og hen på kroen, og da Ulla er færdig med at vride tøjet, og det er hængt op på tøjsnoren imellem frugttræerne, henter hun et skuffejern og hjælper Andy med at luge gårdspladsen. egentlig er Ulla godt tilfreds med at Peter gik, for så kan hun selv få lejlighed til at sludre med sit plejebarn. hun husker udmærket, hvordan det var , da deres eget barn, Robert, var i samme alder, hvordan Peter læste godnathistorier i timevis, selvom drengen skulle sove, hvordan Robert altid hang ved Peter for så var der kun skæg og ballade, aldrig pligter, og så fik han lov til hvad som helst, så hun smiler venligt til Andy og roser ham, fordi han er så dygtig med lugejernet og fortsætter i samme venlige tonefald. - Du må forstå min dreng, på sådan en bondegård er der hele tiden noget at lave, dyrene skal jo fodres og passes, og der skal sås og høstes, ja der er nok at se til hele tiden, især når Peter bare går på kroen og drikker. Men i aften skal du få lov til at gå sammen med mig hen og samle æg og fodre høns, så kan det jo være, at du kan gøre det for eftertiden. Andy er glad, fordi hun smiler og snakker så venligt og er omhyggelig med at sige nå, ja og nej på de rigtige steder, og han er overrasket, for først troede han , At Ulla altid var vred. Et par timer efter kommer Peter slingrende ind på gårdspladsen, hvor de næsten er færdige med at luge. Han for øje på dem og styrer råbende hen imod dem. - Jeg skal fandeme fortælle dig, hvem der ejer denne forpulede gård, det er sgu da banken, der ejer hele lortet, ikke - BANKEN! Da tager Ulla drengen i armen og trækker ham om bag sig og råber: - Peter! du slår ikke Andy, du slår ikke drengen! Peter standser brat op. Forbitret fatter han, at hun får Andy til at tro, at han kunne finde på at slå, og han bliver rasende over denne nederdrægtighed, at han langer Ulla et knytnæveslag i ansigtet, og inden han i sin brandert når at fortryde det, er Ulla med Andy i et fast greb flygtet ud af gårdspladsen. - Jeg skal vise jer, hvem der bestemmer her, - råber han efter dem og farer ned i maskinhuset, tager et stort nedslidt traktordæk og triller det op midt på gårdspladsen. Peters mund skummer som en skam ridt hest da han rasende fylder trillebøren med cementsække og kører dem op til traktor hjulet.Så henter han haveslangen og blander cementen. Da får han en ide .Den guldfisk har fortjent en FONTÆNE med en skulptur at en af en guldfisk der sprøjter van ud af munden.! Han støber cementskålen i traktor dækket ,med haveslangen op i midten fastgjort til en hegnspæl ,så former han fisken med hønsenet rundt om pælen,foder den med Rockwool og pudser efter med cement så den har et fint fiskeskæl mønster og går nogle skridt tilbage for at betragte værket og ser at den mangler øjne. Først prøver han med to små hvide sten så med to tagpap søm han hade i lommen.Så går han ned i maskinhuset og roder i alle cigarkasserne med gamle søm møtrikke og vinduesbeslag og kommer i tanke om porcelæns beslag der sidder på skufferne i køkkenet. Men på vej igennem stuen ser han Ullas fine porcelæn dukke,et af Ullas få klenodier fra hendes rige barndom. Men nu bliver dens øjne ofre for kunstens skyld idet Peter river dem ud og placerer dem på fisken. Ulla og Andy er flygtet hen til brugsforeningen, hvor alle kunderne og brugsuddeleren diskuterer hendes voldelige mand. Ullas sæbeøje, der er helt lukket af en blå, rød hævning, bliver badet af uddelerens kone, som inviterer dem til at sove der. Alle er enighed om, at de ikke skal gå tilbage til Peter, før han igen er ædru og nabokonen mener, at Ulla skal se at blive skilt. - Det havde jeg aldrig fundet mig i, også mens plejebarnet så på! Pladsen i dobbeltsengen ved siden af Peter er tom næste morgen, og det er trods alt første gang i de mange år, han og Ulla har været gift. Peter vågner sent på formiddagen og tankerne myldrer rundt i hans alkohol forgiftede hoved, og han husker at han slog. - Pokkers, fandens også,- han bander indædt over at kunne være så dum. Tankerne kværner i hans hoved. Men hvorfor skulle Ulla også insinuere, at han ville slå drengen. Han har da aldrig banket hverken deres egen dreng eller Ulla. Det er da første gang, at han er en sådan kæmpe idiot, og hvor mon de er henne, og han har lige besluttet at gå en runde på gården for at se efter om de skulle gemme sig et sted, da telefonen ringer. Det er Ulla. - Hvordan kunne du være så ond at slå mig. Hele mit ene øje er opsvulmet, så jeg næsten ikke kan se, er du blevet fuldstændig sindssyg Peter? - Ja det må du undskylde, det var forkert. Undskyld, - men hvor er I henne? - Vi fik lov til at overnatte hos brugsuddeleren. - Hos brugsuddeleren, Peter knalder telefonrøret på og hører deres ko brøle, den er ikke blevet flyttet og har ikke fået vand hele formiddagen, og han mærker raseriet fra i går, der stadig ulmer. Det var en udspekuleret hævn, nu ved alle på egnen, at han er en sindssyg voldsmand, hvorfor løb hun ikke bare hen til naboen? Nej brugsuddeleren, satans! Koen brøler igen og han går for at flytte den . Midt på gårdspladsen står GULDFISKENS FONTÆNE !som hans alkohol forgiftede hjerne hade svedt ud. -Haløjsan ! udbryder han målløs og begejstret,og går rundt om den flere gange og beslutter sig til at guldbroncerer fisken. Da kogen er flyttet og fiskeskulpturen er guldbronceret og han har gravet vand slangen ned ,midt over gårdspladsen ,står han og beundre sit mesterværk og forestiller sig hvor glad drengen vil blive og det ærgrer han at guldfisken ikke allerede svømmer rundt i fontænen og han forsøger at finne formidlende omstændigheder der kan forklarer at hans svigerdatter kunne være så dum at tvangsfjerne drengen uden at ta kæle dyret med ,men hun er jo enebarn og hendes far led af en smertefuld og invaliderende reumatisme mens moder knoklede med trappevask for at datteren kunne blive uddannet til socialrådgiver eller rettere socialforvalter hvor hun så kan hundse rundt med alle de mandlige skvat er ligesom hendes far og det slår han pludselig at det mærkeligt nok kun er drengebørn der bliver tvangsfjernet i Lis kommune. Peter er henfaldet til tanker han har tænkt mange gange , nåde der ofte sker når han arbejder alene på markerne .Så går han ned i maskinhuset med redskaber og maling,hvor han får øje på sit fiskenet . Nede ved åen vender lykken ved at følge de umiddelbare indskydelser tilbage fra barndommen sammen med urmenneskets fanger instinkt og pludselig ser har en stor ged stå bag en kampesten ,å'er risler forbi. Geden spræller voldsomt i nettet og da han slipper den ud i fontænen, plasker den det meste af vandet ud over kanten så Peter lukker helt op for vandet. Ulla og Andy er på vej hjem da de pludselig ser en vandstråle skyde op over gårdens tag. -Jamen jøsses ,hvad i alverden! udbryder Ulla og løber det sidste stykke ,men stanset brat op ved synet af Peter der danser rundt som en basalt omkring en forgyldt opredt stående fisk med en kraftig vandstråle ud af gabet der som vinden blæser plasker ned i et bassin eller rundt omkring. -Hvad i alverden er dette nu for noget ,Peter er du gået fuldstændigt fra forstanden ? Hun går resolut hen og lukker for vandet. -Det monstrum vil jeg ikke have på min gårdsplads, det skal væk! -jamen det er en fontæne til drengens guldfisk. Ulla går helt hen og tager fontænen i nærmer øje syn ,og uden at sige det syntes hun at guldfisken er redt flot ,især dens øjne der forekommer hende sært bekendte. Andy danser begrejstret rundt . -Den fontæne bliver Fido lykkelig i, meget lykkelig. -Jamen Peter hvad vil alle på egnen sige, ingen har fontæner ,et lille fugle bad kunne måske gå an, men en fontæne ,nej du ved hvordan der bliver snakket.Den kan du godt pille ned ,ellers sælger jeg gården,jeg bord her altså også og det er mærkeligt at jeg næsten hver dag skal gøre dig opmærksom på, at det er mig der ejer gården. DET MONSTRUM SKAL VÆK ! Så for hun øje på en mærkelig skygge i vandet og læner sig ind over fontænen for at se, hvad det er og i det samme slår geden et voldsomt slag med halen og kommer farende ud af vandspejlet med alle dens sylespidse tænder blottet.Hendes ansigt forvrænges i et vræl og hun sætter sig på rumpen, hylende og fægtende med armene .Peter vil hjælpe hende på benene men hun slår vildt omkring sig og råber -Rør mig ikke ,fjern uhyret , du slår mig ikke ! Andy så ikke hvad der skete men bliver forskrækket og farer hen og gemmer sig i hundehuset ,hvorfra han kikke ud ,bange for at Peter igen skal slå. -Fjern det uhyre, skriger Ulla -Jamen det er barer en ged -Fjern det, jeg sælger gården ,jeg vil skilles ! -Sælg du din forpulede gård, siger Peter og åbner for vandet og går for at drikke øl på krogen. Chokket har blødt Ullas sjæl op og rørt den run til en grød og hun sidder ubeslutsomt i vandpytten og stiger stirrer paralyseret på guldfiskens fontæne. Mens alt dette sker har Lis Hansen et møde med Eva Ring på værtshuset Den grå kanin 26. Guldfiskens død De forældre, der får deres børn tvangsfjernet, er sjældent på arbejde dagen efter. Det ved Lis Hansen . Som regel holder de op med at arbejde, hvis de har et. Derfor går Lis hjem til Eva Rings bopæl for at prøve at overtale hende til at udlevere drengens guldfisk. Og da der ingen er hjemme, vælger hun at gå hen til værtshuset Den Grå Kanin. Som socialrådgiver får man med tiden en ganske god menneskekundskab. Og ganske rigtigt, - nede bagerst i det aflange lokale sidder hun for sig selv med en elefantøl. Gæsterne i Den Grå Kanin er næsten alle klienter på socialforvaltningen, hvor Lis Hansen rundhåndet sørger for, at de har til livets fornødenheder, idet hun fortolker den sociale lovgivning ud fra et dybt humanistisk livssyn og socialt ansvar. For selvfølgelig er det ikke kun dem med lønkonto, der skal nyde de kulturelle goder som fx værtshus kulturen, nej det havde de uden arbejde da meget bedre tid til. Ingen gæster på hendes stamværtshus behøvede at diskutere for at opnå deres rettigheder. Lis ordnede paragrafferne, og derfor kan hun næsten aldrig få lov til at betale for sine øl, for hvis ikke en af gæsterne bød, så gjorde bartenderen. Nu da Lis pludselig dukker op i Evas synsfelt med to elefantøl og sætter sig ved hendes bord, farer hun op og råber ud i lokalet. - Se det dumme svin, hun har kidnappet Andy, mit barn! Men alle ser på Eva og hysser. - Så stille nu. - Så, så, sådan taler man ikke til en offentlig ansat. og bartenderen meddeler, at Eva læner sig kraftig op til en karantæne. Eva sætter sig og da hun ikke har flere penge, tager hun modvilligt imod en guldøl - Nu skal jeg sige Dem en ting frøken Ring, vi varetager kun Deres barns tarv, og det kan De takke os for, og for resten har jeg selvfølgelig læst sagens akter, og deraf fremgår det jo tydeligt, at De ikke ville dele forældreretten med Andys far. Ikke nok med det. De forhindrede faderen i hans tilkendte samkvemsret. Mærkelig nok var De aldrig hjemme hver anden lørdag, så Andys far igen og igen gik forgæves, ja vi har stadig alle de klager han skrev. Så frøken Ring hvem er det, der har kidnappet et barn, hvem? Om jeg må spørge. - Andys far skred bare fra det hele, hvæser Eva. - Jeg er ikke kommet her for at blive forulempet, men for at tale med Dem om drengens guldfisk, som åbenbart betyder meget for ham. - I kan sgu ikke også tvangsfjerne guldfisk. Eva rejser sig igen og råber. Og igen hysser alle de andre gæster. - Hør nu lige her. Lis Hansen tager en stor slurk af sin øl og læner sig fortroligt ind over bordet. Jeg kan se, at du længe har haft ret til forhøjet boligtilskud, det kan jeg bringe i orden, måske med tilbagevirkende kraft. Og så foreslår jeg, at du sygemelder dig, ja så ordner jeg det med sygedagpenge, hvis du bare vil samarbejde, så Andy får guldfisken ud på landet. Hent nu den guldfisk i en spand vand, så giver jeg en ny øl, når du er tilbage. Slingrende på vej tilbage med Fido i gulvspanden falder Eva lige før værtshuset, så vandet og fisken sejler hen i rendestenen og ned i en kloak, og i hendes brandert forstår hun ikke omfanget af den katastrofe, der skete, men tager den tomme spand og vakler ind i baren imens hun råber: - Guldfisken er død, ha, ha. ha. Og så kyler hun gulvspanden efter Lis Hansen, så øl og glas vælter og de andre gæster råber : - Dyrplager, og - fiskemorder, imens hun med den ene arm vredet om på ryggen bliver smidt ud af Den Grå Kanin. nyt kapitel Nabo konen kommer ind på gårdspladsen for at se om Ulla har det godt, for hvis hun igen er blevet slået vil der straks blive ringet til landbetjenten. Men i indkørslen stanser hun og må gnide øjnede. Ulla sidder i lotus stilling og rokker frem og tilbage foran en kæmpe forgyldt fisk som sprøjter en vandstråle op af gabet. Har de fået en ny religion? og hvorfor ligger drengen i hunde huset, leger har hund?synet virker så mærkeligt at hun vender om og går. Ulla bliver brakt tilbage til sig selv da telefonen kimer i stuehuset.Driv vår skynder hun sig ind og tar røret. Det er svigerdatteren der ringer for at fortælle at drengens mor har hældt guldfisken i kloakken.Sikket et hæld tænker hun for nu er den åndsvage fontæne komplet overflødige, og hun fortæller Andy den sørgelige nyhed,uden at hun kan skjule et skadefro smil og da drengen bliver fuldstændig ude af sig selv og slår og sparker bliver hun tvunget til at låse han ind på karlekammeret. Godt tilfreds med nyheden om fiskens død ,tar hun det våde tøj af og vil gå i seng ,men for øje på et ungdomsbillede at sin egen søn på kommoden .Fotografiet viser Robert i sit Ishockey udstyr og det får Ulla til at hente hele udstyret ned fra loftet og iføre sig skinneben beskytterne , de store handsker og hjelmen . -Peter skal ikke igen slå på mig,siger hun til sig selv, slår gitter ned foran ansigtet og lægger sig til at sove med ishockey pukken i hænderne. Slagsmålet Kroejeren ser at Peter er på vej og får et pudsigt indfald, som han straks får tilslutning til fra kroens stamgæster. Han finder en vinprop og brænder den i enden med sin ildtænder, og da Peter træder ind i krostuen, sidder kroværten, smeden, postbudet og kirkegraveren alle med det venstre øje sværtet til med sod fra proppen. Peter standser brat op i døråbningen. Han overvejer først at banke dem alle så sæbeøjnene bliver naturlige, men besinder sig og bestiller en øl. De begynder at fortælle prale historier om alle de slagsmål, de hver især har deltaget i igennem tiderne, Men da graveren skal fortælle om dengang arvingerne kom op at slås på kirkegården til en begravelse, hvor en svoger får sådan en på goddagen, at han tumler ned i graven, så går det galt, for graveren illustrerer slaget og rammer brugsuddeleren i hovedet, så han vælter bag over med stolen. Da brugsuddeleren er kommet på benene igen, tager han lynhurtigt sit gebis ud af munden og putter det i jakkelommen og langer graveren en sådan en på sinkadusen, så han vælter ind over bordet, så alle flasker og ølglas splintre. Det gør postbudet ond i sulet, så han slår brugsuddeleren, og da Peter vil gå imellem, får han en på skrinet af smeden. Da Peter forlader kroen er han pyntet med et gevaldigt sæbeøje . Andy for en gris På vej hjem ser hans ene raske øje ,at fontænen stadig springer og han giver Geden en pakke fiskefinger. Hold da helt kæft hvor den Ged skræmte livet af Ulla ,ha ha !Den kan holde alle ånde onder væk fra denne forpulede gård. Inde for i bryggerset har han lige sat træskoene da han hører gråd fra karlekammeret.han tager i døren der igen er låst, drejer nøglen om og finder Andy grådkvalt,liggende på maven med hovedet ned i puden.han sætter sig på sengekanten og tænker forbitret på sin egen søn ,der altid måtte bøde for hans stridigheder men Ulla Andy vender sit tåreopløste ansigtet mod væggen og snøfter . -det passer ikke, det er løgn. -Hvad -At min mor har kastet Fido ned i en kloak,så den døde. -Hvad for noget,hvem siger det? -Det siger Ulla! Peter fare ind og finder Ulla i soveværelset liggende på sengen i fuld ishockey udrustning.Hun er vågen og sætter sig op i sengen og deres to friske øjne mødes og de bryder ud i en befriende latter og peger på hinandens sæbeøjne. -Hvad i alverden er det for en mundering? -Ja du skal dæleme ikke slå mig igen! -Hvad er det med drengens fisk? -Ja det var Lis der ringede og fortalte, at hans mor dræbte guldfisken. - Hvorfor i alverden skulle hun dog gøre sådan noget, det lyder da helt usandsynligt. - Ja men det sagde Lis altså. - Hvorfor fanden har du igen låst drengen inde, hvad er meningen? - Han begyndte at slå, og det finder jeg mig ikke i, heller ikke når det er dig. Peter ringer til Lis, men der er ingen der svarer, så ringer han til værtshuset Den Grå Kanin. - Er Lis Hansen hos jer? - Et øjeblik. Peter kan høre bartenderen råbe. - Lis der er telefon. I baggrunden skråler gæsterne. - Her i vores hus er glæde her er altid fest og ballade.... - Ja det er Lis. - Hvad er det for noget vrøvl, jeg hører om Andys fisk. Lis genkendte Peters stemme. Hende Eva Ring hældte guldfisken i kloakken, lig udenfor værtshuset her, jeg så det næsten selv. - Hvorfor gjorde hun det? - det ved jeg ikke, men hun var fuld. - Fandens! Peter bander stygt og smækker røret på og skynder sig ud til Andy og i forbifarten når Ulla at sige, at aftensmaden snart er klar. Peter tager Andy op selvom han spræller vildt og banker sine små næver i hans ryg og med Andy mod brystet bærer han ham ud i svinestalden. Lyden og synet af alle svinene, der kæmper om en plads ved truget, har den virkning Peter tilsigter. Andy holder op med at græde og kikker forundret rundt, han har aldrig før været i en grisestald. - Se den store so der, den er mor til alle de små grisebasser. Du må få en af de små grise! Andy kigger skiftevis på grisene og på Peter. - En gris - Ja grise er skam lige så kloge som fisk og fugle for den sags skyld. Vil du have en gris? Andy nikker. - Fint vælg den du bedst kan lide, så går jeg og finder Svips gamle halsbånd . Andy betragter grisene og lægger mærke til, at der er en som hele tiden bliver skubbet væk fra madtruget, og han synes, at det er synd og beslutter sig for at det er den. Grisen hviner, da Peter får fat på den og sat halsbåndet på, men da den pludselig har et madtrug for sig selv, er den godt tilfreds, og Andy må gerne klø den bag ørerne og stryge den over ryggen, mens den slubrer vælling i sig. På vej over til stuehuset med grisen i hundesnor, siger Peter: - Det eneste vi ved er, at Fido smuttede ned i en kloak, men hvis den er en god svømmer, er det ikke sikkert, at den er død, så svømmer den rundt ude i det store hav. Andy nikker og siger at grisen også skal hedde Fido, fordi den har et hundehalsbånd på. - Jamen den kan også bo i det gamle hundehus, og der bliver den tøjret og de går ind for at spise aftensmad. . Aftensmad Aftensmaden er varm komælk med tvebakker, drysset med en blanding af sukker og kanel. De sidder i køkkenet og spiser ved bordet med den blå hvide ternede voksdug,og undgår så vidt muligt at se på hinanden da de begge et er pyntet med hver deres sæbe øje. - Er det aftensmaden, mælk med tvebakker? Spørger Peter utilfreds. - Hvad er der nu galt? Jeg gør det, så godt jeg kan, himler Ulla op. Hvordan skulle jeg så kunne koge og regere i køkkenet og samtidig være jaget fra gården,og hvor et de fiskefinger du lovede at købe,men du har selvfølgelig drukket pengene op, og så er det måske ikke gået op for dig, at vi ingen penge har! - Jamen, hvad fanden... det er sgu et landbrug, vi har. Det er os, der laver maden, som alle de andre spiser. Skulle der så ikke blive lidt til os selv? -nå ja men i morgen kan vi spise fisk ,Geden i din åndsvage fontæne vil sikkert smage godt. -Den fisk bliver hvor den er,den er gårdens maskot. Ulla bliver ophidset og råber. -hvis det er sådan så er tvebakker med mælk også godt nok!også har vi altså ikke en krone for tiden, sådan er det, - Jeg har en krone, den må du gerne få, hvis det kan hjælpe, siger Andy. Han synes, at hun råber temmelig højt, hvis det kun er en krone, det handler om, og rækker kronen frem i sin lille hånd. Ulla ser tvært og foragteligt på Andy og hans krone, - Hvis der er nogen, der ønsker din mening, bliver du spurgt, indtil da holder du kæft. Vrisser hun og retter på hårnålen som holder håret i en nakke knude. - Så, så tal ordentlig til drengen, han siger det jo kun af god mening. Peter prøver at dysse Ulla lidt ned, selv om han godt ved, at hun allerede er “gået i luften”, hvad hun altid gør, når han siger noget negativt om maden. - Men pyntehaven, fortsætter Peter, dine blomsterbede, hvorfor ikke grave dem op og dyrke grøntsager, så vi havde noget at spise. Vi kunne spise dejlig grønlangkål, hvis du blot ville lytte til, hvad jeg sagde. Blomsterhaven er Ullas livsværk, hendes stolthed, et kunstværk der ikke bare er en almindelig velholdt have men snarere en slotshave i miniature, med perlestens belagte gange, stedmor blomster, mørkt røde rosenbede og tulipaner plantet i flagets farver og selvfølgelig elsker også Peter haven. Han er kun irriteret over at hun ikke er lige så interesseret i madlavning som blomster arrangementer, og det ville ikke være noget problem, at pløje et stykke jord til nyttehave bag maskine huset. Så Peters ondskabsfulde drillen fortsætter. -Din “slotshave” er skyld i at ejendoms skatten her er skyhøj.Vuderingsmændene tror sku at dette er et slot når de ser al det pynt. -jeg bestemmer selv over hvad der skal gro på min egen gård. Uden at sige noget rejser han sig, og de kan høre hoveddøren smække. - Nu kommer Peter fuld hjem igen i aften, konstaterer hun med tårefyldte øjne. Andy ser medlidende på den ulykkelige Ulla. Det er i hvert fald synd for hende, hvis hun aldrig får ros, tænker han og siger: - Jeg synes, det var nogle gode tvebakker, og mælken var dejlig varm. - Det er sengetid, så i seng med dig. Andy ser forbavset på hende, han har aldrig set nogen, der kan græde og holde op igen så hurtigt, som om man åbner og lukker for en vandhane. Ulla går fra bordet og fylder en varmedunk med kogende vand og tager Andy i armen, og går ud igennem gangen fra køkkenet til karlekammeret, puffer ham ind i det iskolde rum og lægger varmedunken i fodenden af sengen. - Godnat, siger hun og går. Det er så koldt i hans værelse, at der kommer hvide skyer ud af munden når han ånder. Han kryber ned under den store dyne, der allerede er blevet lun af varmedunken og falder straks i søvn. 30. Regnbuen Det er en god følelse at være nyttig, ja uundværlig, når man er med til at gøre noget, man skal være to om. De skal i roemarken og tynde ud mellem de små roeplanter, så der bliver plads til, at dem de lader blive tilbage kan blive store, for eller ville de alle sammen blive ret små. Ved siden af udhuset står slibestenen, som er et stort sand stenshjul med et håndtag midt igennem, sat på en trækasse med vand i. Andy føler sig meget uundværlig, idet han drejer den store tunge slibesten rundt, som hvæsser roejernets æg i en sky af vanddråber der danner en lille regnbue og Andy synes den ender et par meter fra dem og husker, at der altid er en krukke med guldmønter nedgravet, der hvor regnbuen ender, og han beslutter sig til at grave guldet op, når de er færdige med at slibe. Peter og Ullas husmandssted ligger på nogle marker, hvor der før i tiden var en stor losseplads, og da der ikke kunne være mere affald fra den store by, blev der hældt jord ud over det hele, og det købte Peter og Ulla meget billigt, da de var unge. Måske er det rigtigere at sige, at det var Ulla, der købte jorden, for Peter var en fattig gårdskarl, så Ullas forældre måtte kau- onere for banklånet, men hendes forældre havde også en stor gård med mange ansatte og mange tønder land, hvad der måske kunne forklare Ullas konstante misfornøjelse med den skæbne tilværelsen havde tildelt hende. Da hun var barn, havde hendes mor da tjenestefolk, men her måtte hun gøre alt selv - oven på en gammel losseplads. Andy roder i jorden med roejernet, der hvor regnbuen endte. - Halløj, det er ikke en skovl, men et roejern! siger Peter. - Jamen regnbuen endte her, og så er der jo en krukke med guld begravet , svarer Andy. - Ja, det er jo så sandt, som det er sagt, men så løb op i skuret og hent en spade, og kom så ud i roemarken, og hjælp med at lue roer, når du har fundet guldet. Peter går i forvejen, mens han husker sin egen barndom: At man kunne fange fugle ved at drysse lidt salt på deres halefjer, og hvordan regnbuen på mystisk vis var lige langt væk, selvom man gik langt ud over marken for at finde krukken med guld. Andy begynder at grave, mens han spekulerer på, om guldet stadigvæk er der, selvom der nu ingen regnbue er. Først kommer der nogle potteskår til syne. Han tager et op og pudser jorden af på sit bukseben, så den smukke blanke, ultra marineblå emalje skinner i solen. Åh, hvor er jeg heldig, dette er et skattested, tænker han, og graver videre med sit nye fund i bukselommen. Flere flotte potteskår og en gaffel kommer op af jorden. Potteskårene har striber i forskellige farver eller brudstykker af blomstrede mønstre, og gaffelen er helt grøn. Pludselig står Ulla bag ham . - Hvorfor i alverden graver du det hul, du skulle være i roerne, skulle du ikke? Spørger hun bistert. I det samme rammer spaden noget på en gang blødt og hårdt, og Andy graver en gammel lædermappe frem. Mappen bliver åbnet, og er fyldt med store pengesedler i bundter! - Jøsses, jamen du milde gud! udbryder Ulla, og hiver mappen ud af Andys hænder. - Jeg fandt skatten, udbryder Andy stakåndet med hjertet oppe i halsen. - Hvad er dog det, du har fundet dreng? Og så giver hun sig til at løbe med mappen under armen, alt det hendes lange ben kan rende, tværs igennem et brændenældebed, ud over markerne, med Andy i hælene, samtidigt som hun for sine lungers fulde kraft råber: - Peter, vi er rige, Peter, vi er blevet rige! Imedens hun løber, forvandler husmandsstedet sig bag hende, til en stor firelænget gård med tjenestefolk og en ny flot bil, midt på den brostensbelagte gårdsplads. Hun ser sig selv i en fin broderet kjole med kridhvid halskrave siddende i en lænestol i gårdens kontor, hvor hun instruerer de ansatte i sammensætningen af aftenens menu. Peter har vendt sig om og ser de to komme løbende og råbende og prøver at forestille sig hvilken ulykke, der nu er sket, men det ser ikke ud til at gården brænder. - Peter, Peter, vi er rige - vi er rige!! Nu kan han høre, hvad Ulla råber, og da hun med vidt opspilede øjne er fremme, åbner hun mappen, og hiver alle seddelbunterne ud mellem roeplanterne. - Drengen gravede alle disse penge lige op af jorden - Se vi er rige! Så vender hun sig om, og for første gang får Andy et stort, varmt kram af sin stedmor, der kysser ham på begge kinder, idet hun igen og igen siger: - Åh, min dreng, åh, min dreng, - min egen guldklump. - Peter har samlet et seddelbundt op og står og ser på det, og så bryder han ud i stor latter, tager en seddel ud og sætter ild til den med sin stormlighter. - Ha, ha, ha, rige, ha, ha, ha... Ulla slipper Andy, som dumper ned på jorden, og stirrer forfærdet på Peter og den brændende pengeseddel. - De er totalt værdiløse, de er fra før den store pengeombytning. Kan du ikke huske pengeombytningen, som regeringen gennemførte fra den ene dag til den anden. Kan du ikke huske, at dine egne forældre brændte inde med et større beløb? Ulla stirrer på pengebunkerne, der pludselig ingen værdi har. - Joh, siger hun, det kan jeg godt huske. - Hvorfor byttede de pengene? spørger Andy. - Det var fordi alle - og især de rige snød, og gemte deres penge i papkasser og under deres madrasser, i stedet for at betale skat. Men så lavede regeringen pengeombytningen, og så ville skattesnyderne blive opdaget, når de forsøgte at veksle de gamle penge til de nye.31. Madpakken Andy skubber de små roeplanter omkuld med roejernet, så der står en roe med to fodlængders mellemrum. Peter er langt foran på den anden side af bakken, ude af syne. Hvis universet er endeløst, så begynder det nok her, tænker han og betragter de lange roerækker og ser, at solen ikke engang er nået op midt på himlen endnu, og han spekulerer på, om det nogen sinde vil blive middagstid, hvor Ulla så kommer ud til dem med en kurv med mad og kaffe. Et tidspunkt, der i roemarken er selve livets højdepunkt. Hvor et stykke rugbrød, smurt med margarine og drysset med sukker, lagt sammen med et stykke franskbrød, og en slurk kaffe med mælk, smager ubeskrivelig godt. De kommer længere og længere væk fra hinanden, fordi Peter selvfølgelig har været gennem tyve rækker, inden Andy er nået igennem sin første. Så arbejdet med at feje kostalden forekommer ham nu som værende den rene fritidsbeskæftigelse. Peter går og smålér af Ulla, der var millionær i ti minutter, imedens hun løb over markerne med alle de værdiløse sedler, men det ærgrer ham, at hun nægter at være med i roerne. Hvis de gjorde det sammen, tog det jo kun den halve tid. Men hun er for fin til den slags, og så har hun travlt med husholdet. Han stopper op og banker sin pibe ud på træskoens side. Det er sgu ikke husholdet, hun holder, men Familie Journalen. Det er nemlig tirsdag, og så læser hun artikler om slotte og herregårde, og ser farvede fotografier af de fine hjem, sådan som hun selv burde bo. Jah, gu’ ved om hun ikke går rundt og indbilder sig at være slotsfrue, når hun støver mahognikommoden og teaktræsstolene af i den fine stue, og det bliver da gjort både om formiddagen og om eftermiddagen, poleret og bonet, og selvfølgelig sølvbestikket. Det pudser hun sku nok hver dag , selv om hun ikke endnu har fået en værdig anledning til at dække op med det. Men pudset, det bliver det. Ja, hun går sgu rundt og leger slotsfrue og ryger cigaretter med cigaretrør og lakker negle, og når jeg så dukker op, lugter der pludselig af kostald, og det ødelægger alt. Han kommer i tanke om det store sølvbestik-skænderi. Hvor rasende hun blev dengang, han foreslog, at de skulle sælge sølvbestikket, og bruge pengene til udbetaling på en lille traktor. - Det eneste jeg har tilbage, det eneste, der er mit, aldrig, aldrig! Hun havde råbt og skreget og spyttet ham i ansigtet. Og da hun vendte sig, kunne han ikke dy sig, men havde givet hende et los i røven. - Sådan er i mænd, skreg hun så, sådan er i. I er ude på at ødelægge kvindernes underliv. Et uskyldigt los i røven, jamen helledusse da, men det er nok noget, hun har fra bogen “Kend din egen krop”. Nåh ja, det kunne forresten godt behøves, da hun altid vil have lyset slukket, når de går i seng... og så lægger hun sig på ryggen med spredte ben, og er fornærmet over et eller andet. Endelig har solen fået slæbt sig op midt på himlen, og Ulla er kommet med de to blikkasser og termokanden med kaffen. Andy har åbnet sin mellemmad med sukker på og sidder eftertænksomt og betragter de små sukkerkrystaller, der blinker i det skarpe sollys. Så siger han til Ulla, at han godt - sådan set - kan undvære sukker på maden for eftertiden, da de nu alligevel ikke er rige. Men i virkeligheden er årsagen til hans venlige beskedenhed, måske lige så meget hans nye arbejde, det er nemlig sukkerroer, der gror på marken. Med et hånligt smil og hænderne knyttet ved hofterne ser Ulla spændt på Peter imens han åbner madkassen og hun fryder sig da sollyset triumferende reflektere i ølkapslerne hun har lagt på Peters mader i stedet for pålæg . - Ja, siger hun og peger, du drak øl for alle vores penge, i går , så der ser du, nu har vi ikke engang penge til pålæg. Hun begynder at gå tilbage til gården. Peter ser hovedrystende efter hende og er lige ved at fare op og give hende et nyt los i røven, men så besinder han sig, piller kapslerne af maden og spiser brødet 32. Psykologen Socialforvaltningen har bevilget en psykolog til Andy, der skal afgøre om det vil skade hans udvikling, hvis han får lov til at være sammen med sin mor hveranden weekend, selvom ingen har tænkt på, hvordan han skal komme frem og tilbage, da Eva ingen bil har. Peter læser brevet med beskeden om, at de vil få besøg af en psykolog. Hvad i alverden skal det gøre godt for? Peter er chokeret. hvem betaler sådan noget idioti? Hvis ikke lige netop det er ham selv der knokler på markerne og i stalden og betaler det hele i skat. Så da Peter og Andy er i kostalden om aftenen, fortæller Peter om denne mand, der vil komme og spørge om alt muligt og vise underlige billeder. - Du skal bare sige “leverpostej”, til alt hvad han siger, sig leverpostej til det hele, er det en aftale? Andy nikker. Leverpostej, han aner ikke, hvad en psykolog er, men det lyder sjovt, og han lover Peter kun at sige “leverpostej” hele tiden. En stor bil kører ind på det lille husmandssted. Psykologen stiger ud med sin fine dokumentmappe , og Ulla viser han ind i den fine lille stue, der ellers kun bliver brugt juledag og til sølvbryllupper og den slags højtider. Hun kaster tilfreds et blik rundt på de polerede nøddetræsmøbler og ser porcelænsdukken sidde i sofaen stirrende på hende med tomme øjenhuller og giver et skrig fra sig, så psykologen farer sammen og taber mappen. - Hvad er det galt? - Det er dukken, dens øjne er krasset ud! - Er det mon drengen, der kan finde på sådan noget? - Hvem skulle det ellers være, hvem ? - Hent ham så finder jeg også ud af det. Ulla henter Andy, og får sagt, at han er en besværlig dreng, som kræver meget opmærksomhed plus en masse andet om Andy, som hun mener, man bør fortælle en psykolog, inden hun gå. - Goddag, hvad hedder du så? Spørger psykologen og rækker hånden frem. - Leverpostej, svarer Andy. - Hva... hvad hedder du? - Leverpostej. - Hva, du hedder Andy Ring, siger psykologen. “Nåh ja, tænker Andy, “Peter havde nok helt ret med den psykolog, som spørger om ting, han ved i forvejen, han er nok ude på at få én til at sige en hel masse, lige meget hvad”? Psykologen tar porcelænsdukken og det undrer Andy - skal de mon lege med dukker? - Har du pillet øjne ud af denne fine dukke,Andy? Andy ryster på hovedet og siger - Leverpostej !. - Hvad siger du ? - Leverpostej ! Psykologen må opbyde al sin professionelle kærlighed til børn for ikke at blive vred og beslutter sig til at tage billederne frem. - Først skal vi se nogle billeder, og du skal bare sige, hvad du kommer til at tænke på. Psykologen vender det første, som forestiller en hund, de løber væk fra en dreng. - Hvad tænker du på? - Leverpostej. - Hvad! Er du sulten? Andy nikker, det er han altid, men så siger ha bare: - Leverpostej. - Nå, men du må lige vente, til vi er færdige med dette, så skal du nok få mad, lover han. Men han ved åbenbart ikke, hvor meget Ulla er nødt til at spare på maden. Han vender det næste billede, der forestiller en mand, der giver et gevær til en dreng. - Og hvad er så dette? - Leverpostej, ret meget endda, siger Andy. - Hvad! Hvorfor siger du kun “leverpostej”? - Mig? Spørger Andy. - Ja, hvem ellers, siger psykologen,meget irriteret. Han vender et billede til. En gammel kone og en grædende dreng står ved en kiste. - Leverpostej, siger Andy igen. Så tager manden et stykke papir frem, hvor nogen har lavet en kæmpe blækklat, og foldet papiret sammen, så klatterne er blevet tværet ud over det hele, symmetrisk. - Nå, hvad ser du så her? Spørger han. Andy kigger undrende på klatterne og synes, at hans svar er lige så gode som mandens spørgsmål. Enhver idiot kan da se, at det er en blækklat. - Leverpostej. Psykologen glor hovedrystende på Andy. Så samler han hurtigt billederne sammen og lægger dem tilbage i sin fine sagsmappe og går ud af værelset uden at sige farvel. Peter, der sidder i dagligstuen og har fulgt med det hele så godt han kunne igennem døren med alle de små ruder i dagligstuen , er fuldstændig flad af grin, men må kvæle latteren ved at fryse sin mund, da psykologen står foran ham. - Hvad er det De synes er så morsomt, Peter Hansen? Jeg har meget svært ved at se, noget som helst at le af. Deres plejebarn viser tydelige tegn på svære psykiske problemer. - Nå for pokker, det siger de ikke? - Jo det var netop hvad jeg sagde, problemer som nok kun kan behandles med indlæggelse på en anstalt. - Nå for pokker, men hvad fejler drengen egentlig? - Han lider af en for mig helt ny type svær bullemitorisk monotoni. Ulla som har fulgt samtalen fra gangen mellem køkkenet og stuen åbner døren. - Hvad er det jeg hører om at drengen skal på “anstalt”. Forfærdet forstår hun at deres eneste sikre indtægt kan blive taget fra dem og desperat tænker hun over, hvordan det kan forhindres. - Hvad siger de drengen fejler? - Bullemitorisk monotoni, formodentlig! - Formodentlig! råber hun og træder helt hen foran psykologen, ind i det område indenfor en meter som alle mennesker betragter som deres personlige rum og væser: -Tillader de dem at antyde, at de vil belaste det offentlige med udgifter på grundlag af FORMODNINGER, om hvad er det de kalder det?- ¨Notorisk onani¨?- Som om ikke alle drenge i den alder onanerer!? Psykologen vil træde et skridt tilbage, helt overrumplet over pludselig at miste autoriteten, men Ulla tar et fast greb om hans kønsdele og råber: - Indrøm at de selv onanerede i den alder, INDRØM. - Av! av! av! Afværgende slår psykologen Ulla i hovedet med sagsmappen så alle blækklatter og testbilleder flyver rundt i værelset og tilfældigheden vil, at et billede med en dreng, der onanerer, lander på gulvet foran Ulla. -Se der! Der kan de selv se . Det er helt normalt at drenge onanerer, de har jo selv et billede! Ikke? Hun samler billedet op og stikker det op i hans ansigt. -Ikke? Psykologen har fået nok og flår billedet til sig og styrter rasende rundt imens han samler sine ting sammen og inden han løber ud til bilen råber han: -Jeg skal indberette dette til rette instans! Andy, der forundret har set optrinet igennem glasdøren, åbner den forsigtigt, idet han tænker at hans plejeforældre nok slet ikke kan fordrage psykologer. Peter hulker af grin og slår sig på lårene imens Ulla fra hoveddøren råber efter bilen der kører fra gårdspladsen med en fart der sender en kaskade af små sten over grisen ved hundehuset. -Perverse stodder! Andy, hvad var det for noget? Rørte han ved dig? Tog han på dig? -Nej han viste bare billeder! -Sjofle billeder? Med onani ikke? -Nej de var bare mærkelige! -Ja det tænkte jeg nok. Vi påstår at han blev uterlig over for drengen hvis der bliver mere med ham. -Andy har du pillet øjne ud af min porcelæns dukke? -nej. -Det har jeg ,de sidder på guldfisken, Ulla kikker ud af vinduet og ryster på hovedet og går opgivende ud i køkkenet for at sætte frokost frem. Peter griner så tårerne triller ned af kinderne. -Leverpostej! Bullemitorisk monotoni! ONANI! Det var alle tiders for ser du Andy, den slags mennesker, autoriteterne, dem er man nød til at lave lidt sjov med, ellers går det helt galt, fordi de er så selvoptagede og selvhøjtidelige, at de intet ser. Deres verden er, som de nu engang har læst, at den er i en bog for længe siden. Det er kun fordi, de har magten, at folk tager dem alvorligt, magten! Se ham psykologen, han er kørt herud for at bestemme, om du skal se din mor juleaften. Hvem ville ikke være tilfreds med at blive betalt for sådan noget. Så desværre tror de fleste mennesker helst på autoriteterne, fordi de selvfølgelig gerne selv ville være sådan en... køre rundt i en stor bil, og vise billeder for små børn. Ha, ha, ha, ha.. Alle drømmer om selv at have magt. - Kom, siger han og tager Andy om skulderen, lad os gå ud i køkkenet til Ulla, hun er meget autoritetstro. Nu skal du se... De går ud i køkkenet, mens Peter smiler sit skæve smil. Ulla har sat frokosten på bordet, og måltidet er tykmælk med brødkrummer. De sætter sig til bords og begynder at spise. -Der fik den by psykolog sgu påskrevet, men lade i mærke til at han var skæløjet, lige som kongen. -Næ. Svarer Ulla. Det så jeg ikke og iøvrigt er kongen da heller ikke et spor skæløjet, han har de kønneste øjne, jeg kender. - Han er da skeløjet, og så har han flapører, Ulla banker skeen ned i bordet, så tykmælken sprøjter ud til alle sider og råber: - Hvad er det, du siger om vores konge? - Bare at han er skeløjet, siger Peter lige så stille og tilføjer: - Og så er han endda temmelig skeløjet. - Kongen er ikke skeløjet, råber hun, overhovedet ikke. - Jo, han er, har du ikke lagt mærke til, at han sidder og skeler, når han holder nytårstale på TV? Men det er måske kun uret, han skeler til. Ulla råber hysterisk, at kongen ikke er skeløjet, og at Peter skulle holde op med at svine deres konge til på den måde. - Jeg vil vædde på, at han også har fodsvamp. - Hold op! Hold så op! Ulla forlader køkkenet grædende. - Der kan du se, siger Peter og puffer til Andy, hun vil gerne selv være en konge, ikke også? Det er årsagen til, at hun tager mit pjat alvorligt. 33. Smørklatten Det er søndag morgen. De sidder i køkkenet. Ingen siger noget. Morgenmåltidet plejer at være Andys bedste. Ikke så meget på grund af maden, men fordi hans plejeforældre endnu ikke er nået at blive uvenner.Og de skal lige til at spise, da Peter udbryder: - Hvad fanden i helvede, der er jo ikke nogen smørklat i havregrøden! Han peger, der hvor smørklatten burde være, og kommer til at stikke pegefingeren ned i den varme grød, hvor han brænder den. - Av for helvede, satans også, sådan noget lort! Ingen kan æde din dødssyge havregrød uden smørklat. Han skubber til tallerkenen, så den rutscher ud over bordkanten, vender bunden opad og lander på køkkengulvet, splat... Andy ser på den smadrede porcelænstallerken med havregrøden, og tænker, at når først en ting som dette sker, er det fuldstændig umuligt at vide, hvad det næste vil blive. Han kan se Ullas øjne flakke rundt i køkkenet, idet kun sikkert prøver at få øje på en køkkenkniv for at tage den, og jage den i Peters bryst. Eller måske vil hun bare banke en knytnæve ned i sin egen grød og råbe, at nu kan det være nok, eller måske begynder hun at græde hysterisk, sådan som hun så ofte gør. Men hun rejser sig behersket, tager en ny dyb tallerken, kommer resten af havregrøden i, drysser sukker over og hælder mælk på, tager så en skive margarine og klasker den ned i midten af grøden. Idet hun demonstrativt gør det hele i slow motion, for at understrege Peters overilede og dumme handling. Så sætter hun sig og begynder at spise uden at sige noget, stadig i slow motion. - Det er jo margarine, margarine i havregrøden, har du fået totalt knald i låget, din fede indbildske kraftidiot? Andy skubber sin stol et stykke tilbage, så den varme havregrød ikke skal stænke op på hans ben, hvis tallerkenen igen ryger på gulvet. Peter fortsætter: - Det hedder sgu da smørklat, ikke? Der er ikke noget, der hedder en margarineklat. Han peger på margarineklatten, der imidlertid har skiftet form fra en skive til en klat. Ærgerlig over at se sit bedste argument smelte, banker han næven i bordet, så tallerkenerne hopper og danser. - Hvorfor i hede hule helvede er der ikke noget smør? - Der er ikke noget smør, fordi vi ikke har råd til at købe smør, svarer hun stædigt. Andy ser medlidende og undrende på hende og hendes bange tårefyldte øjne. Og han får en håbløs følelse af at være med i en båd, der langsomt, men sikkert synker, uden at nogen gør noget. Peter fortsætter: - Hvordan skal jeg få ind i din lille kyllingehjerne, at dette her er et landbrug? Hvorfor henter du ikke bare noget mælk i kostalden, og kærner noget smør, dit dovne spektakel. Du er fanden tordenme det mest dovne røvhul, jeg kender. Og i det samme får han øje på en dybfrossen kylling, der ligger til optøning på bordet foran køkkenvinduet. Han rejser sig, tager den, og fægter med den i luften, medens han rasende råber: - Frosne kyllinger, det har vi råd til, ikke? Men hvorfor i helvede hugger du ikke hovedet af en af de dumme røvsyge høns, der vader rundt i haven og skider på alt og gokker...? Så kyler han kyllingen igennem vinduet, så ruden splintres, og en høne basker forskrækket og gokkende væk, da den er ved at få en frossen artsfælle lige i nakken. Andy farer ind på sit værelse, forskrækket og bange. Han husker en høne, der løb rundt på gårdspladsen uden hoved, da Peter huggede det af på huggeblokken. Han stirrer ud af vinduet, uden at se på noget specielt. Men pludselig ser han Ulla komme løbende forbi vinduet uden tøj på. Og i den tid, det tager for ham at komme i en tilstand af dyb undren, er hun løbet rundt om stuehuset og staldlængen, og kommer forbi hans vindue råbende og skrigende og med armene vildt fægtende i luften, splitter ravende fornøjet. Den følgende morgen bliver Andy sendt ind i soveværelset med en tallerken sveden havregrød uden smørklat til Ulla, der ligger i sengen, med en bandage om den fod, hun skar på et glasskår, fordi hun, som Peter sagde, medens havregrøden brændte på, -det er da komplet åndssvagt, at tage skoene af, hvis man vil løbe nøgen rundt om huset og også helt unødvendigt. Men det er også temmelig åndssvagt at kyle en frossen kylling igennem køkkenvinduet, tænker Andy, og banker forsigtigt på sovekammerdøren. Da der ikke bliver svaret, åbner han stille døren, siger, at her er morgenmaden, i et dæmpet og dvælende tonefald, der har den respekt og medfølelse, man viser en syg. Kun en hårtot stikker frem over dynen, som anes i den smule lys, der kommer ind igennem midtersprækken i vinduesgardinet. Da hun stadigvæk ikke svarer, stiller han grøden på bordet, og skynder sig at liste ud, da han helst ikke vil være tilstede, når hun opdager den svedne havregrød uden smørklat. 34. Doktor Glas Da han den følgende dag må bære en tallerken med kold, stiv, urørt havregrød ud fra Ullas værelse, beslutter Peter sig for at ringe til den læge, der på egnen har tilnavnet doktor Glas, for at bede om et hjemmebesøg. Doktorens øgenavn skyldes hans glasøje, som han skjuler med en monokel. Hvergang doktor Glas har stillet en diagnose og skal underrette patienten om dennes ufuldstændige sundhedstilstand, lader han altid monoklen falde, som en dramatisk pointe og understregning af det endegyldige i hans udsagn: “De lider af fobier...” monoklen falder, “De har hæmorider...” monoklen falder, “De har leukæmi...” monoklen falder, “De har halsbetændelse...” monoklen falder, “Det er en hjernesvulst...” monoklen falder og så hænger den og dingler i en snor foran brystet. Det er også doktor Glas, man henvender sig til, for at få en helbredserklæring til et kørekort. Hvis klienten kan række venstre arm op og tage den om bag ryggen og tage sin tegnebog op af lommen og finde 400 kroner, så er vedkommendes opfattelsesevne tip-top, synet er i orden og reaktionsevnen forbløffende god, og er derfor egnet til at føre et motorkøretøj. Doktor Glas svinger ind på gårdspladsen, stiller knallerten fra sig for enden af et ti meter langt bremsespor, tager lædertasken fra bagagebæreren og går ind i stuen, hvor Peter og Andy har ventet. Læger lader altid folk vente længe nok til, at deres betydning er uomtvistelig. I ventetiden har Andy lært at spille en melodi på mundharpen, netop “Hen til kommoden og tilbav´s igen” eller rettere begyndelsen af melodien, som han spiller om og om igen, da doktor Glas kommer ind. - Bravo, bravo, udbryder doktoren, og klapper ham på hovedet og giver ham et venligt slag på ryggen, så Andy er lige ved at sluge den ret lille mundharpe. - Det er du virkelig ferm til, knægt. - Ja, tilføjer Peter, drengen er sgu musikalsk, og henvendt til Andy: - Du må gerne låne mundharpen, hvis du går ud og spiller for Fido. - Nå, - hvad fejler fruen så, er hun sengeliggende? - - Ja det kan man roligt sige, hun vil hverken spise, tale eller stå op, ... det begyndte med at hun løb rundt om huset, altså uden tøj på, - splitternøgen! - - Nøgen? - - Ja uden en trævl på kroppen. - Lægen smiler skælmsk, han er en frisindet mand, og så er han også gynækolog. - Det er ikke nogen sygdom at lufte sine ædlere dele, tværtimod er det sundt, fine folk kalder det nudisme. - Ja men det er bare sådan, at hun også tog skoene af og skar foden på et glasskår - - Ja så, og nu vil hun ikke stå op, ser man det, siger lægen, tar tasken og tilføjer på vej ind til patienten: - Det er der heldigvis råd for. - I mellemtiden er Andy ude på gårdspladsen hvor han spiller begyndelsen til “Hen til kommoden og tilbav´s igen” for Fido, som spidser sine øre og grynter. Så holder Andy mundharpen hen foran dens tryne og forestiller sig at den kan lære at spille “Hen til kommoden og tilbav´s igen” i en cirkusmanege imens den går frem og tilbage mellem to kommoder Men lige som han står der og drømmer, kommer grisen til at sluge mundharpen. - Hups, fandeme du åd mundharpen! Dit dumme svin, - udbryder han ærgerligt, og kigger rådvildt og forbavset på grisen. Men den lader som ingenting og siger “øf” i C-dur, og den bliver selv så forbavset, at den sætter sig på halen og øffer hele skalaen i C-dur. Doktor Glas forlader det lille husmandssted i rasende fart på sin udborede knallert, og Andy og Peter sidder igen i køkkenet og spiser knækbrødsmadder. Pludselig kommer Ulla ind i køkkenet. Hun er i sort nederdel og en orange nedringet bluse, og hendes læber er malet knald røde. - Hej drenge, siger hun, og så sætter hun sig og spiser med. Peter er holdt op med at tygge og sidder helt stille og kigger undrende på hende, med munden fyldt med knækbrødskrummer. En kaskade af krummer står ud af munden på ham, da han bryder ud i en stor latter. - Halløjsa, det er mange år siden, jeg har set dig med røde læber og stram nederdel. Hvad fanden skal nu det betyde? Er du ved at stikke af? - Næh, siger Ulla, jeg er bare stået op. - Nå, ja, ja, men hvad sagde glasøjet så? - Åh, han sagde ikke så meget, jeg fik nogle piller... feriepiller kaldte han dem, (“feriepiller”er amfetaminer som har en euforiserende virkning og har fået sit navn af danske turister der uden recept kunne købe dem på spanske apoteker når de var på ferie ), han tog selv to, de er helt uskadelige, sagde han, og jeg føler mig allerede meget bedre. Samtidig med at hun fortæller om lægebesøger, når hun at spise seks knækbrødsmadder. Andy er helt opstemt. Hun smiler! Og så siger hun: - Forresten skal jeg lige tale med dig Peter. Hun tager fat i Peters hånd og trækker ham op af stolen. Peter stritter imod. - Jamen, Hvad nu. - Kom med. Ulla hiver ham ud af køkkenet og ind i soveværelset, puffer ham ned på sengen, lukker gylpen op i hans arbejdsbukser, tager hans pik ud og tager den ind i munden og sutter, imedens hun bevæger hovedet op og ned og lader tungen glide rundt om pikhovedet, der nu svulmer op. Så sætter hun sig ovenpå ham, tager pikken ind i kussen, der er drivende våd af kussesaft. Andy sidder tilbage i køkkenet og hører en mærkelig klynken og jamren fra soveværelset. “Åh nej”, tænker han meget forskrækket, piner de nu hinanden? 35. Ulla går amok Køerne er blevet malket, og de er på vej over gårdspladsen. Fra stuehuset høres klaverspil. Peter og Andy går hen til vinduet, og ser Ulla spille på klaveret, der ikke har givet en lyd fra sig, så længe Andy har været der, fordi hun meget bestemt forklarede ham, at ingen rører det klaver. Hendes lange brune hår vifter fra side til side, imedens hun bevæger hele kroppen, og det lyder, som om hun forsøger at spille på alle tangenterne, både de hvide og sorte på en gang. Hele stuen er fyldt med blomster: Roser, nelliker og syrener. De står i krukker, spande og vaser og fylder hele gulvet i finstuen. Hele Ullas pyntehave - hendes stolthed - er plukket og bragt ind i stuen, som om hun vil komprimere sin kærlighed til blomster og nyde dem een gang for alle i et euforisk blomsterorgie. - Jøsses, du altforbarmende, udbryder Peter. - Ja, det er meget flot, og så lyder det sjovt, siger Andy. - Ja, hun spillede klaver i gymnastikforeningen og til krobal, da hun var ung. Det var tider, jitterbug og hula-hula, og så havde hun hestehale. Vi optrådte sammen med Holger, som spillede på violin og jeg på harmonika til bryllupsfester og sådan og kroballer, nå ja det nævnte jeg lige. Andy skynder sig at spørge, hvem Holger er for at glemme ordet “mundharpe”. - Holger er hendes fætter, som levede på aftægt, skiftevis rundt på familiens gårde. Når nogen bad ham om at bestille noget, grinede han bare af dem, og spillede dum, smart ikke? Han kunne virkelig spille dum og så selvfølgelig violin. På vej hen til kostalden kommer de forbi hundehuset med grise Fido og Peter standser brat. - Andy, prøv at høre... - Hvad?? - Mundharpen! - Jeg kan ikke høre noget, svarer Andy. -Lyden kommer fra Fidos hundehus. Peter stikker hovedet ind til grisen der ligger og grynter i C-dur. - Ja, altså, stammer Andy, den åd den bare, din mundharpe, jeg skal nok købe en ny til dig. - Ha, siger Peter, og tager grisen under armen, den kan sgu øffe til Ullas klaverspil, vi tager den med over i stuehuset. Men så holder klaverspillet op, og han sætter den musikalske gris tilbage. På vejen ind, skal de lige tage en kande nymalket mælk fra kostalden med ind til aftenkaffen, men mælkejungen er tom. - Hvad foregår her, mumler Peter, grisen har slugt en mundharpe, og nu er mælkejungen tom, og Ulla spiller klaver og har ryddet hele prydhaven? Inde i stuehuset kan de ikke finde Ulla, men på køkkenbordet finder de årsagen til den tomme mælkejunge, nemlig en masse krukker fyldt med nykærnet smør. Andy betragter dette under, som vil gøre morgenmaden langt mere fredelig. - Hvem skal spise alt det smør, inden det bliver harsk, siger Peter hovedrystende. Der ligger en seddel her, siger Andy, og staver: “E r i h-ø-n-s-e-h-u-s-e-t. De går derud, åbner hønsedøren og mødes af et frygteligt syn. En høne laller rundt uden hoved. Ved huggeblokken står Ulla med øksen, og til den ene side ligger de hovedløse høns, til den anden hønsehovederne. Peter og Andy er stumme af forbavselse. - Hjælp mig med at fange den sidste, råber hun, og begynder at jage hønen, der rædselsslagen basker rundt, så luften er tyk af fjer, halm og hønselort. - Så hjælp mig dog, siger Ulla igen, og ser bebrejdende på dem, vi skal sælge hønsene, nykærnet smør og blomster på markedet i morgen, forstår I ikke det? 36. Turen til markedspladsen Turen ind til markedet i stationsbyen, giver Andy en anspændt glæde, en opstemthed, der får ham til at le af alt muligt. En glad forventning om noget, han ikke ved hvad er. De sidder på anhængeren til den lille Ferguson traktor, som Peter kører. Ullas humør er også i top. Hun snakker i et væk, og da Andy er den eneste tilhører, tager hun ham iblandt i armen, for at være sikker på, at han nu også hører efter. - Ved du hvad, jeg var ikke mere end tre år ældre end dig, da mine to større brødre begyndte at pille mig i kussen, og da jeg fortalte det til far, blev de tre, der skiftedes til at liste ind til mig om aftenen. Min mor råbte, at jeg ikke måtte komme og sige sådan noget, det ville hun under ingen omstændigheder høre på, det udtørrede, frigide fugleskræmsel. Den firehjulede anhænger rumler videre hen ad bivejen, medens Ulla stakåndet fortæller videre: - Jeg var en efternøler. Far så mig overhovedet ikke - eller rettere - han så lige hen over hovedet på mig, og sagde aldrig et ord til mig. Jeg gjorde alting forkert for at blive skældt ud, sådan bare for at få lidt af hans opmærksomhed. En søndag, vi var på kro, sked jeg midt på gulvet, du skulle se dem glo. Tilbage på gården blev jeg sat ud til en kæmpe so i svinestalden. Min mor havde ligesom glemt at spørge sin mand, om han ønskede sig en lille pige i julegave. Mine storebrødre fik kørekort, ja, alt hvad de pegede på , også uddannelse. Jeg fik en bar røv at trutte i - min fars. Og Robert, vores søn, hun puffer igen til Andy, tror du ham der - hun peger på Peters ryg - tror du, han er far til Robert? Okke nej, okke nej, okke nej, det er sgu doktor Glas. Peter ved det godt, men er ligeglad, eller også er han nødt til at finde sig i det, fordi han aldrig vil finde en anden kvinde, der gider at være slave på sådan et skide bitte husmandssted. Prøv at se på mig, har jeg guldkæder om halsen? Fine guldbrocher? Nej vel, ikke en skid! Ikke engang en guldring fik jeg, da jeg blev gift. Ulla viser sin tomme ringfinger. - Se, siger hun, ingen guldring, men hvorfor tror du, at rige kvinder får alt det guld, og tingel tangel de fører sig frem med, hvorfor? spørger hun og svarer umiddelbart selv: - Det er præmier for at sutte pik. Hvorfor skulle jeg sutte på hans dér, når jeg alligevel ingen præmier får... hva’? svar mig på det! Næh, glasøjet er sgu far til samtlige plattenslagere, ægteskabssvindlere, fidusmagere, kussetyve, hypokondere, bedragere, vatpikke, drankere, kriminelle, taskenspillere, krigsliderlige, fladpandede knoldesparkere og nudister, denne egn er befolket med. Hun vrider sig af grin over sit eget indfald med nudisterne og tager læbestiften op af håndtasken for at belønne læberne for deres velvalgte ord. Så tager hun pilleglasset og sluger et par piller. Under hele turen har grisen siddet og øffet i C-dur til Ullas enetale. 37. Markedspladsen På markedspladsen slår de sidelemmene ned på anhængeren og stiller varerne op. Ulla sælger blomster, Peter høns og Andy det nykærnede smør. Ind imellem alle boderne trækker bønderne rundt med husdyrene. Frelserens Hær synger fromme sange med guitarspil ved siden af boden, der sælger røgede ål og spegepølser. I andre boder er der værktøj, gummistøvler, køkkengrej og et omrejsende tivoli er i fuldt sving med luftgynger, lykkehjul, skydetelte og boldboder. De nyslagtede høns går bedst, og inden længe er de solgt. - Det var vel det, siger Peter og går hen til ølteltet. - Hva’ pokker, forduftede han med pengene, det er for meget, siger Ulla og sluger de to sidste piller. - Blomster til de elskende, råber hun, tulipaner, roser, nelliker. Men det er som om, det er for tidligt på dagen til kærlighed og blomster. - Nykærnet smør, råber Andy, 1 krukke for 5 kroner - 2 for 15.- En glad bonde med rigtig halm i træskoene, finder tre femmere og køber to krukker. - Det var dæleme billigt, siger han med piben i munden. En lille kone der overværer handelen indvender: - 2 for 15, det er sandelig ikke billigt, unge mand, belærer hun. Når man køber mere, får man det billigere, det hedder rabat nemlig, mængderabat, så to krukker skulle koste mindre end 10 kroner, forstår du det? lille ven. - Nej, svarer Andy bestemt, 2 for 15. Tror De, at verden er propfuldt med nykærnet smør? Jeg har kun 10 krukker tilbage, så de grådige må betale mere, ellers er der en, der køber dem alle, og så er der nogen, der ikke får noget. Frue, De ved åbenbart ikke, hvad det vil sige, hvis der ikke er nogen smørklat i havregrøden! Folk standser op og spørger “2 for 15”, som om de ikke havde hørt rigtigt: - Ja, svarer Andy, 2 for 15, 1 for en femmer! Og så køber de en til fem kroner, da det jo er billigt, når to koster femten kroner. Imedens prøver Ulla alt muligt for at sælge sine blomster. - I dag næsten alt i blomster, smukke velduftende blomster fra moder jord, råber hun. Mors honningblomster, blomster fra Rosenborg Slotshaven, den gamle gartner unge roser. Mine damer og herrer, læg en forglemmigej på hendes nøgne bryst og slik fisse. Der er nosser i blomster. Mors honningblomster. Blomster fra Rosenborg Slotshaven. Der er en stadig strøm af folk, der køber alt muligt, undtagen lige netop blomster. “Hvorfor fanden skal de nokkefår ingen blomster have”, tænker hun og ærgrer sig over at se hele prydhaven hænge som visne buketter under loftbjælkerne. Nu har Andy også udsolgt og sidder med grisen under armen på vognladdet og tager 1 krone for et “ØF” i C-dur. Så råber Ulla: - Køb blomster for helvede, roser til skvaddermikler; og hun begynder at kommentere de forbipasserende: - Ha, ha, det er en ordentlig bøhmand, du bærer rundt på, dit lange hyl! Folk standser op og står i passende afstand og trækker på smilebåndet. - Sådan en kæmpe samling jammerlige fisseletter og horekarle, I skal sgu have blomster. Hun kyler en bunke nelliker op i luften, så de drysser ned i hovedet på tilskuerne som hujer og klapper og folk griber nellikerne i luften. Andy kravler ind under vognen med grisen. En stor buket roser får samme tur op i luften og nu, da det er gratis, vil folk alligevel gerne have en rose med hjem, men da de griber rosen i luften, indser de straks deres dumhed og forsøger at pille de små skarpe torne ud af hænderne. Når folk dummer sig, er det som regelen ikke deres egen skyld, så de truer vredt Ulla med knyttede næver. For at redde situationen begynder Ulla at danse ægyptisk mavedans, medens hun river kinderne til blods med en buket roser. Tilskuerne begynder at forlade skuepladsen, og så smider hun alt tøjet og begynder at hoppe rundt mellem spandene med alle blomsterne, splitternøgen. Andy løber ind og ud blandt folk på den tæt befolkede markedsplads hen imod ølteltet for at fortælle Peter, at Ulla danser nøgen rundt men I farten løber han ind i en dame, som taber håndtasken, og pludselig hører han folk bag sig råbe: - Stop tyven, stop tyven! Nogle sortklædte mænd med mærkelige billeder på ryggen sætter straks efter tyveknægten. Ved baren i ølteltet står Peter med en tom whisky flaske i hånden og vrøvler og svajer, fægtende i luften med den anden hånd. Andy farer hen bag ham, og da de sortklædte forfølgere skal til at gribe ham, slår Peter ud i luften uden at ramme nogen, så han vælter ind over et bord, fyldt med glas og flasker. De begynder at banke løs på Peter, der ligger i det optrådte græs pløre fyldt med glasskår. Andy ser, hvordan de sparker ham i hovedet med deres jernbeslåede støvler, så ansigtet bliver en blodig masse. Så griber Andy whisky flasken og hopper op på en stol og slår en af voldsmændene i baghovedet, så han falder forover med blodet løbende ned over dødningehovedet på læderjakkens ryg. Folk, der stumme som stenstøtter har siddet og set det hele, farer op og griber Andy, der stadig krampagtigt knuger den blodige whisky flaske i sine små hænder. De to livløse mænd bliver langt om længe hentet af to ambulancer. Det er ikke nemt at køre bil ind igennem folkemængden, og de får ikke hjælp af politiet, der er travlt optaget med at fange en nøgen kvinde. Næste morgen kan man på avisernes løbesedler læse: “DRENG MYRDEDE MAND” og “FOSTERBARN DRÆBTE MAND MED WHISKY FLASKE” og Ekstra Bladet skriver, at det 11-årige plejebarn Andy Ring dræbte en mand med en whisky flaske, da manden forsøgte at gribe Andy, der kort forinden forsøgte at stjæle en gammel dames håndtaske. Den 22-årige unge mand blev slået i nakken med flasken og døde kort efter af læsionerne i baghovedet. Barnets plejefar fik svære læssioner i den efterfølgende tumult og blev indlagt på sygehuset. Kort forinden denne tragiske begivenhed, der gjorde en 11-årig dreng til morder, blev hans plejemor arresteret af politiet, da hun løb nøgen og skrigende rundt på den velbesøgte markedsplads, formodentlig stærkt påvirket af narkotika. 38. Sindssygehospitalet Hvis man en aften spadserer på stranden syd for stationsbyen, vil man givetvis møde en mand stående med begge arme i vejret, som en religiøs gestus, højlydt besynge og prise verdensaltet og den nedgående sol på et sprog, han selv har fundet på: “Musgada duska hvaersugadaada, krussefino finondo traloala sanfastiga da da da”. Manden bor i en af de store gule murstensbygninger, hvoraf man udefra kun kan se det grå eternittag, da bygningerne er omgivet af en høj mur bygget af de samme gule sten. Det er sindssygehospitalet, hvor Andy er anbragt på den lukkede afdeling til observation. Bortset fra fremvisningen, hvor han blev præsenteret for et auditorium på 25 måbende lægeaspiranter og psykologstuderende, og fremvist som landets yngste morder, har han mest ligget for sig selv i hospitalssengen uden at blive observeret ret meget, indtil en anden patient står ved hans seng, og langsomt nærmer sin hånd, knyttet med tommel- og pegefinger formet som en knibtang, og da fingerspidserne rammer huden, kniber han Andy i benet, . Andy når lige at sige: “-Nej, la være-”, da to hvidklædte sygeplejersker kommer farende, griber kniberen, og putter ham i en skjorte, med nogle mærkelige, alt for lange arme med læderremme i enderne, smider ham op i en seng, som skjortens læderremme bliver spændt fast til, med armene over kors, så han slet ikke kan røre sig. Han er blevet fikseret i en spændetrøje, som bruges på hospitalet til urolige og aggressive patienter. - Vi skal lære dig at knibe, råber plejerne og sætter deres spidse røde negle i hans lår. Han hyler og hviner som en stukket gris. Da patienten, som er en ældre mand, ikke vil holde op med at hyle, selv om de forlanger det, hentes en injektionssprøjte, som stikkes ind i hans lår, selv om han trygler og bér om at blive fri. Lidt efter ligger han lige så stille og kigger op i luften. At hospitalets overlæge med Andy har fået et nyt bevis på lægegerningens store betydning er uomtvistelig. Andy er morder, og så svarer han “leverpostej” på alle spørgsmål, der for den aldrende overlæge er meget særpræget, selv om han i sin mangeårige praksis har været ude for lidt af hvert. Dette er en komplet ny variant af Bullemitorisk monofobi, som lægen giver navnet “Leverpostej skizofreni”. han stjæler og er voldelig og piller øjnene ud på dukker. Og så har drengen en ualmindelig stærk tilknytning til en guldfisk, som er blevet til en gris der kan spille mundharmonika. At der ellers er tale om en kvik og opvakt dreng, der uden tøven løser de små opgaver, som forskellige psykologiske prøver er sammensat af, ja, det syntes ikke at interessere, da man jo netop sådan et sted interesserer sig for det unormale, selvfølgelig. På morgenmødet blandt anstaltens ansatte, hvor de bestemmer sig for at overføre Andy til den åbne afdeling, har man også vedtaget at indkøbe et lille akvarium og en guldfisk hos dyrehandleren i den nærmeste by, for penge taget fra vedligeholdelse kontoen. Samme dag overføres Andy til den åbne afdeling, og det er som at komme ud, for her er hoveddøren ikke låst, så patienterne kan selv gå ud og ind, helt hen til den grønne port, som dog er lukket, og overvåges af en mand i et lille hus, der sidder ligesom patienterne og kigger ud i luften, fordi porten som regel kun lukker folk ind, medens kun ganske få, og meget pålidelige patienter får lov at gå ned til stranden. Portmanden har ofte tænkt på, at opstille et skilt udenfor med påskriften “ALT OPTAGET”. En plejer viser Andy sengen, han skal sove i, og derefter går de ind i opholdsstuen, en stue, der virkelig lever op til sit navn, da alle opholder sig der hele dagen og aftenen med. Plejeren prøver at snakke med Andy, idet han ind imellem spørgsmålene, som Andy ikke besvarer - han er blevet træt af at sige “leverpostej”, beskriver hans nye hjem, fra dets positive sider: At de er en stor familie, at maden er god, og at de gerne må se TV om aftenen, og at der skam er nogen her, der har været her i over 40 år. Andy får navnet “den tavse dreng” og bliver ladt i fred, og sidder sådan og betragter de andre i opholdsstuen og undrer sig over, hvorfor disse mennesker, som han synes virker langt mere almindelige, end dem han ellers har truffet . Det eneste unormale han kan se er, at de alle virker temmelig trætte. Men han ved jo ikke, at det er den mest almindelige grund til, at folk havner sådan et sted: Træthed! At det er mennesker, der pludselig bliver frygtelig trætte af et eller andet og bliver i deres seng, hvor de ligger, indtil deres familie bliver trætte af dem, og tvangsindlægger dem. Hvis patienterne pludselig skulle vågne op, og blive alt for livlige, fordi de for eksempel er blevet utilfredse med et eller andet, eller bare keder sig, så får de en pille eller bliver lagt i spændetrøje, for ellers ville personalet også blive frygtelig trætte af alt for meget arbejde, og hvor skulle man så indlægge dem? Rundt i stuen sidder midaldrende patienter og småsover eller ryger cigaretter. To sidder tavse og betragter et skakspil uden at flytte brikkerne, som om de har glemt, hvis tur det er til at trække. En ældre mand i fint gråt tøj, med hvid skjorte, butterfly og vest fortæller om dengang, han deltog i Stillehavskrigen på en US destroyer, hvor også præsident Kennedy kæmpede mod japanerne, indtil en halvsovende dame vågner op og siger: - Altså Frandsen, det har De fortalt mange gange! - Minerne, minerne, tænk på minerne, indvender han. Det var mig, der holdt udkig efter minerne, fru Olsen. -Ja, ja, det ved jeg godt, at De gjorde, men ikke godt nok, Frandsen, vel? For en ramte skibet, og De gik i redningsbåden sammen med Kennedy, ikke? - Åh ja, men det var altså ikke min skyld, jeg havde ikke vagt, jeg ville straks have skudt den satans mine i stumper og stykker. Hr. Frandsen holder begge hænder frem foran sig - knyttede, så knoerne blev helt hvide af blodmangel, og ryster dem kraftigt: - Dadadada tratratratra! Fru Olsen lægger beroligende en hånd på hans knæ. - De ramte Frandsen, så hold nu op med det der “tratratratra”. - De skuffer mig fru Olsen, tror De virkelig, der kun var en mine i hele Stillehavskrigen? Men uden at vente på hvad fru Olsen tror, fortsætter han: - Tratratradadatratra! De halvsovende patienter vågner og rykker uroligt på sig, og to plejere kommer med spændetrøjen. - Frandsen, nu må De holde op med det mineskyderi i dag, nu tager vi os en lille lur. Modvilligt bliver han iført trøjen og ført ud af opholdsstuen, imedens han indædt kalder plejerne for kujoner og landsforrædere. 39. Pillerne Andy, der gerne ville høre mere om Stillehavskrigen, syntes det var synd for den pæne gamle mand. Bare fordi han plaffede nogle af de satans miner, tænker han. Men i det samme flytter den ene skakspiller et sort tårn, og siger “Skak”. Han rejser sig og går hen til Andy og siger: - Kom lige med udenfor og tager ham i hånden og nærmest hiver ham med. Det er en ganske ung mand , og da de er kommet udenfor bygningen og hen bag gavlen, hvor der ingen vinduer er, siger han: - Jeg skal lige lære dig noget. Om lidt er klokken 11, og så bliver der delt piller ud, og dem skal du bare ikke tage. De har sat sig på en bænk, og manden tager en lille sten i hånden, som han holder mellem tommel- og pegefinger. Så sluger han stenen, idet han gør en kraftig synke bevægelse. Andy tænker, at det er den mest tossede, han endnu har mødt - spiser små sten... - Se, siger manden, og åbner hånden, hvor stenen stadig er, det er pille-tricket. Du lader som om du sluger den, sådan, han viser det igen. Andy øver sig og bliver helt ferm til pille-tricket og spørger, hvad han så gør med pillen bagefter? - Den går du herud med, og giver til fuglene. Andy kigger op i et stort elmetræ, som står mellem gavlen og den høje gule mur, og i det samme falder en stor, sort krage ned fra træet, uden så meget som at forsøge på at slå vinderne ud, og rundt i træet sidder en flok krager, solsorte, gråssenolliker og en undulat, lige så stille... uden at give det mindste pip fra sig ,fordi de alle sammen sover. Uret i det lille tårn midt på bygningen slår 11, og de går ind. I opholdsstuen er der en vis uro, da en plejer går rundt med en bakke med små plasticbægre påsat selvklæbende etiketter med navne på, fyldt med forskellige piller. I Andys bæger ligger der også en pille, som han behændigt sluger, og ubemærket putter i bukselommen. En yngre kvinde, med hennafarvet hår, gør indvendinger. - Må jeg ikke gerne lade være med at tage den blå? klynker hun. Jeg får onde drømme af den blå pille. - De er jo her på grund af de onde drømme, svarer plejeren og rækker bægeret frem. - Jeg vil ikke, jeg nægter, råber hun. - Frøken Marianne, De ved, vi også har sprøjter, ikke? Så tag nu pillen og vis, du er en fornuftig pige. Hun opgiver, og tager også den blå pille. Den unge mands modspiller flytter kongen og mister dronningen. Opholdsstuen slumrer ind efterhånden som pillerne begynder at virke, og Andy sidder også og blunder, da en plejer kommer ind, og sætter et lille rundt akvarium med en guldfisk , foran ham på et lille bord. 40. Fido vender tilbage Andy sidder først desorienteret og ser på fisken, så udbryder han: - Fido! Så er du alligevel ikke død. Han prøver at forstå hvordan den kan være svømmet igennem kloakerne, ud i oceanet og så ende i et akvarium netop her. Nogle af patienterne har fattet, at opholdsstuen er blevet beriget med en guldfisk i et akvarium. De danser rundt om bordet, og klapper i hænderne og hujer, som om fisken er deres livs åbenbaring, som om Jesus var vendt tilbage, reinkarneret som guldfisk. Midt i postyret kommer en plejer farende med et lille glas, som Andy tror, er mad til Fido, men det er det ikke, det er til guldfiske entusiasterne, og lidt efter glemmer de deres følelser for fisken. Andy må igen udføre pille-tricket, selv om han slet ikke dansede med rundt om bordet. - Dav Fido, hvordan går det? spørger han, og holder hovedet helt hen til akvariet, men Fido er helt tavs og ser ham slet ikke. - Jamen det er mig! Kan du ikke genkende mig? Fisken svarer ikke. - Hvorfor siger du ikke noget? Er du sur? spørger han, og kommer i tanke om, at han selv har været tavs, og at det ikke er dens skyld, at den er havnet på dette ualmindelig kedelige sted. Så går han udenfor og sætter sig på bænken ved husgavlen, og kaster de to piller hen under elmetræet. Den unge skakspiller kommer og sætter sig ved hans side, og tømmer lommerne for piller, som alle straks plukkes op af fuglene, der går rundt under træet. Da alle pillerne er spist, lægger fuglene sig på ryggen med vingerne ud til siden, kløerne i vejret og hviler sig. - Jeg hedder forresten Thomas, siger manden. - Nå, siger Andy. - Er der noget i vejen, er du sur? - Næh, men min bedste ven Fido er sur, og den nægter at sige noget som helst og lader som om, jeg slet ikke eksisterer. - Nå jah, det kender jeg udmærket, det er netop derfor, jeg er her. Da jeg blev indkaldt til militæret lod jeg som om jeg havde fået hukommelsestab, fordi jeg altså ikke ville være soldat, jeg nægtede at dræbe andre mennesker. Krig er det værste, der findes. Det sidder Andy lidt og grunder over. - Du er her, fordi du ikke vil dræbe? - Ja, derfor. - Jeg slog en mand i hovedet med en whiskyflaske, derfor er jeg her, Han døde. De sidder en stund i hver deres tanker. Så begynder Thomas at forklare noget, han har spekuleret meget over. - Alle tror, de automatisk har ret til at forsvare sig med vold. At det er en ret, man er født med, men hvorfor det? Alle andre rettigheder må man erhverve, ingen rettigheder er medfødte, undtagen menneskerettighederne, som jo handler om menneskets ret til at være fri for andres uberettigede magt. Så derfor må man erhverve retten til at forsvare sig, ved aktivt at løse konflikter fredeligt. Lige som man kun kan kalde sig professor hvis man har bestået sin eksamen. Andy synes, at det lyder underligt, at der er noget, der hedder menneskerettigheder, som om børn ikke var mennesker, eller patienterne her, eller dem der er soldater. Hvordan fik du egentlig hukommelsestab? spørger Andy. - Det var ikke noget, jeg fik. Jeg lod som om jeg fik hukommelsestab og det var meget nemt - troede jeg. Man sidder bare med åben mund og holder sin kæft. Men selvfølgelig er det noget underlig noget, for hvis man lader som om, man er tosset, er man det måske også. Jeg mener, det er tosset at lade som om man er tosset. Men altså, jeg vil bare ikke være soldat og lære at slå ihjel. Efter endnu en tavs stund, fortsatte han: - Jeg ville være militærnægter. Jeg nægtede at modtage geværet, så blev jeg smidt i fængsel, hvor der gik vagter med skarpladte maskinpistoler, og sengen blev låst op i væggen klokken 6 om morgenen, så jeg kun kunne sidde på et bræt, der stak ud af væggen hele dagen og aftenen med. Da kaptajnen sagde, at jeg bare skulle tage geværet, hvis jeg ville ud, ja så gjorde jeg det. Man er jo ikke dummere, end militæret tillader. Men nu vil de give mig det hvide snit, de fascister, de... I det samme kommer to hvidklædt plejer om hjørnet og siger: - Nå, Thomas, så er tiden inde. Manden som ikke vil være soldat, farer op i elmetræet, så et dusin sovende fugle falder ned, klatrer ud på en gren, der rager ud over muren, hopper ned på den anden side, og forsvinder. 41. Spændetrøjen Andy kan ikke sove. Fido siger intet, og han spekulerer på, om de også giver fisken piller, så den er blevet for træt til at tale. Så står han op og lister ud på gangen og sniger sig forbi den åbne dør, hvor de to plejere og natsygeplejersken sidder og ser pornovideo. Inde i opholdsstuen siger han dæmpet og indtrængende: - Fido, Fido, det er Andy, men fisken svømmer bare rundt. - For helvede Fido, vågn op! Han slår på akvariet med håndfladen, og bliver pludselig så skuffet og oprørt, at han mister besindelsen og skubber hårdt til akvariet, der smadres på linoleumsgulvet med et ordentlig brag. Hans verden er som fiskens, pludselig helt flad, og han skriger hysterisk for at få vejret. Plejerne kommer farende med spændetrøjen. Tidligt næste morgen bliver han kørt tilbage til den lukkede afdeling, stadig fastspændt til sengen. På den lukkede afdeling er der jerngitter for vinduerne, og stedet er kemisk renset for alt det, der kan gå i stykker. Det eneste skrøbelige er patienterne. I spændetrøjen kan han kun bevæge hovedet fra side til side, benene er spændt fast med læderremme om anklerne, og da han drejer hovedet, ser han en kvinde i sengen ved siden af som også er i spændetrøje og han synes, at hendes lange brune hår, minder ham om noget. Og som han ligger og betragter hendes hår, vågner hun med et sæt, og begynder straks at råbe op: - Røvhuller, råber hun, så højt hun kan, svinepelse, pikansjoser, bondefangere! Andy ser og hører, at det er Ulla, hans plejemor. - Kraftidioter, fladpandede klaptorske, mider, tegneseriefigurer, røvhuller, fascister! To plejere kommer med en lille bakke af rustfrit stål med en engangssprøjte på. - Så tier vi helt stille, fru Hansen, ellers ved De udmærket, at De får denne sprøjte. Sprøjten holdes truende op. - Nej, nej, jeg ligger jo lige så stille, jamen det lover jeg på æresord. - Nå, det var godt, lille fru Hansen, det var godt. De vender sig om og skal til at gå ud, da hun tilføjer: - På æresord, røvhuller! Plejerne vender resolut og stikker sprøjten ind i låret, imedens hun hyler som en stukket gris. - Det var tarveligt, siger Andy. Ulla vender hovedet, da hun først nu opdager, at hun deler stue og skæbne med en dreng. Deres øjne mødes. Og dette fuldstændig usandsynlige møde, trækker tiden ud, - som om sekunderne pludselig sad fast i en elastik, - som om de kun med møje og besvær får slæbt sig fra det ene øjeblik til det næste. Så bryder Ulla ud i en vild latter , og Andy leer også, og hun udbryder: - Jamen du milde Moses, det er jo Andy, det er jo dig Andy, er det ikke? - Joh, svarer han, det er mig. Han ser Ullas øjne blive matte og tomme, og da hun spørger Andy, hvorfor han er i spændetrøje, er hendes stemme hviskende og uden tonefald. Andy fortæller om guldfisken, som han væltede ned fra bordet, fordi den ikke ville genkende ham. - Din fisk Fido? spørger hun. - Ja! -Men den endte i en kloak, og den ville ikke kunne overleve i havet hvor de store fisk spiser de små. -Ja det tænkte jeg nok, de ville bare narre mig med den guldfisk, men hvorfor er du her? -Doktor Glas og Peter fik mig tvangsindlagt på denne galeanstalt. De blev trætte af mig, ville bare af med mig. Jeg var gravid, men fik en spontan abort nogle dage efter at politiet arresterede mig på markedspladsen og bagefter slog mig på politistationen. Da jeg så det blodige foster i Wc-kummen, tog jeg det op i en plasticpose, og cyklede op til doktor Glas’ konsultation, og hældte det ud på gulvet, midt i mellem dem, der sad og ventede, fordi han var faderen, doktoren... Det var også hans abort. De giver mig sprøjter hele tiden, og så får jeg det så underligt. Hun begynder at græde ligesom i søvne. Det er blevet tid til stuegang og et større optog af hvidklædte mænd og kvinder kommer ind til dem, anført af overlægen. En lille mand med et stort bleghvidt hår. De går først hen til Ullas seng. - Nåh, fru Hansen, hvordan har vi det så i dag? spørger han, imedens han bladrer i nogle papirer, og oversygeplejersken remser navne op på hendes medicinering. Hun svarer ikke, men ser op i loftet. - Fru Hansen. De skal have elektrochok i dag, siger han, så vi kan få Dem ud af denne kedelige trøje. -Nej, nej, nej, nej, det vil jeg ikke, jeg vil ikke! råber hun. Hjælp mig! Men hendes protester overhøres, og hendes seng bliver kørt væk af to plejere. Overlægen med følge vender sig mod Andy. - Hvorfor er drengen i spændetrøje? spørger han vredt, og ser over brillerne på personalet, der står i en halvmåne omkring ham, og læser i sine papirer. Sygeplejersken tager ordet: - Hr. overlæge, De ved, at det er institutionens politik at fiksere patienter, der øver vold mod inventaret, og den unge mand sparkede til det lille akvarium, vi netop havde indkøbt på Deres anbefaling. Det sparkede han på gulvet, så det knustes og guldfisken omkom. - Unge mand, afbryder overlægen, det er jo kun en dreng, og peger på Andy, frigør ham straks, og send ham ind på mit kontor. 42. Blindtarmen På overlægens kontor bliver han bedt om at tage plads på en stol ved siden af skrivebordet, hvorpå der ligger nogle af de blækklatter, han husker, psykologen viste. På væggen hænger to negerpiger i silhuet med kobbertråd snoet som halssmykke, ligesom hos viceværten hr. Glob. Unde skrivebordet ligger en hund i en kurv og sover. Ovenover stolen, hvor Andy sidder, står et glas på en lille hylde, hvori den blindtarm opbevares, overlægen opererede ud af en dreng, dengang han tog første del af sin kirurg eksamen, før han blev psykiater. Blindtarmen er i sprit, og glasset er lukket med en tot vat, og en kyndig betragter kan konstatere, at blindtarmen er helt frisk og rask, fordi man dengang ikke kunne finde en dreng med blindtarmsbetændelse til formålet. Overlægen, der er hvidhåret, så hans ansigt får en mærkelig gullig farve, der forstærkes af hans røgfarvede briller, sidder og læser Andys journal. Tyveri fra skolen, og fra fulde folks lommer, fiskefobier, især relateret til akvariefisk, og deriblandt guldfisk, som patienten indbilder sig at kunne kommunikere med, og videre leverpostejs-skizofreni og manddrab. Han kigger op på Andy imens han spekulerer over om alle drengens problemer kan skyldes incest og på grund af sin fortid som kirurg, praktiserer han en usædvanligt konkret form for psykologi. Han har helbredt demens med smæk i numsen og ungdoms sløvhed med berørings terapi. Han rejser sig, lyner sin gylp ned og lægger pikken op på skrivebordet. - Har du prøvet at sutte på sådan en? spørger han, idet han trækker forhuden tilbage. Andy farer forskrækket op, og støder hovedet imod den lille væghylde, så glasset med blindtarmen falder ned på skrivebordet, og tarmen rutsjer ud af glasset og hen foran overlægens enøjede pikhoved der straks skrumper,våd af hospitalsprit. Braget får hunden til at fare gøende op, og idet Andy får fremstammet: - Det har jeg aldrig..., sluger hunden blindtarmen, og lægger sig tilbage i kurven, tilfreds med sig selv, da den jo lige har befriet sin herre fra et meget farligt væsen. Overlægen går hovedrystende og bandende hen til håndvasken, og vasker spritten af sine genitalier, putter ærgerligt tissemanden tilbage, og lyner op. Så tørrede han spritten af skrivebordet med et håndklæde, og for ligesom at tage den uheldige begivenhed ud af de foregående minutter, gentager han spørgsmålet med et overdrevent, behersket tonefald. - Har du nogensinde prøvet at sutte på sådan en? - Nej, det har jeg aldrig prøvet, gentager Andy, idet han undrer sig over spørgsmålet og spekulerer på, om det ville være bedre for ham, hvis han havde løjet og sagt, at det havde han da prøvet masser af gange, at det var måske dumt at svare nej til sådan et dumt spørgsmål. Og han tænker på, om det måske var en gammel tissemand, der faldt ud af glasset, og at han nu måske risikerer at få skåret sin egen af, og da han synes, at overlægen ikke virker særlig tilfreds med svaret, da denne stirrer vredt på ham, medens han sidder med blyanten på journalen uden at skrive noget,lyver han og tilføjer forsigtigt: - Altså kun min plejefars..., og han ånder lettet op, da han kan se, at det svar er meget bedre, idet overlægen nu med en tilfreds mine skriver i journalen: “Andy har også været udsat for incest, og dette er givetvis årsagen og forklaringen på leverpostejs-skizofrenien.Så sidder lægen ligesom i dybe tanker, imedens ha piller en bussemand ud af næsen, og triller den til en lille kugle i pille-størrelse imellem tommel- og pegefinger, Optaget af den trufne beslutning, efterlader han bussemanden midt på bordet, og henter et pilleglas i et aflåst skab, åbner glasset og lægger en lille orange pille foran Andy. - Slug den, kommanderer han, og læg dig bagefter hen på briksen der. Andy kigger på den lille pille, tager den i hånden, og lader som om han sluger pillen, idet han gør en kraftig synke bevægelse. Men overlægen der elsker at overvære optræden af tryllekunstnere, fordi han hurtigt afslører deres tricks, lige som han gennemskuer patienternes løgne og selvbedragerier, så ser han straks at Andy prøver på at snyde, peger strengt på ham og siger: - Du holder pillen i højre hånd, op på bordet med den! Andy, der sidder med pillen i hånden under skrivebordet, bliver uforskyldt reddet af hunden, som tror, det er en sukkerknald. Den sluger pillen og logrer med halen, som dasker op og ned af lægens bukseben. Andy viser begge hænder ligesom en tryllekunstner. Ikke noget her, og ikke noget der. Lægen kigger under bordet på hunden, og så råber han: - Har du givet hunden pillen, er du komplet sindssyg? - Nej, nej, svarer Andy rådvild, den... ligger der. Han peger på bussemanden. Og hans held er, at lægen ikke bare har røgfarvede brilleglas for at virke intellektuel, men også er farveblind. - Nå, så slug den! Andy betragter skrækslagen bussemanden, og så bestemmer han sig for ikke at sluge bussemanden. Som en dreng nu kan sige det, siger han: - Nej, nej tak, det gør jeg ihvertfald ikke. - Nej, det er der ikke noget, der hedder her, slug den! - Nej, jeg vil ikke. Overlægen forsøger at beherske sin voldsomme irritation og prøver at forklare Andy, at det kun er for hans eget bedste, alt hvad han bliver bedt om. At pillen er noget nyt, de er begyndt at bruge, fordi den lukker patienternes sind op, så det er lettere at helbrede dem,og at pillen hedder LSD. Men da Andy igen nægter, taber han besindelsen, og han råber: - UD, UD, gå tilbage til dit rum og gå i seng ,straks! Hunden farer op og gør efter Andy, da han går. Så vender den sig om og smiler underligt, og begynder at gå hjulbenet tilbage til dens plads. Men da lægen tager brillerne af, for at se nærmere på den mærkelige gangart, bliver hunden bange for de små stirrende griseagtige øjne. Dens nakkehår rejser sig, og den viser rasende tænder og gør, og er parat til at fare i struben på sin ejer. Lægen sætter forbavset brillerne på, og hunden falder straks til ro. Undrende tager han igen brillerne af, og hunden farer frem og sætter tænderne i hans lår. 43. LSD På hospitalets lukkede afdeling er der en vis opstandelse og tumult udover den sædvanlige jamren og råben, hårrivning og iturivning af klædningsstykker, da overlægens hund bliver indlagt i spændetrøje og bedøvet af indsprøjtninger. Selvom den har bidt sin herre, er flere patienter oprørte og råber: “Dyrplager” efter plejerne. Andy tager tøjet af og lægger sig i sengen og tænker, at han nok har fået stuearrest, så gal i skralden, som lægen blev. Han har ikke ligget længe, da en sygeplejerske kommer ind med en bakke te og ristet brød, som hun sætter på taburetten ved siden af håndvasken. -Så er der morgenmad, siger hun, idet hun går. Han står op og kigger på bakken. Det har han aldrig fået før, eller set andre få. Det er altid havregrød og ostemadder.. Han hælder teen ud i håndvasken, og smider de to stykker ristet brød ud af vinduet. Lidt efter kommer sygeplejersken tilbage og ser tilfreds på den tomme bakke, men får så øje på det ristede brød i græsset, da hun vil lukke vinduet. Og i det samme kommer gårdhunden forbi og gnasker dem i sig. Fortørnet råber hun op for at jage den væk, men det er allerede for sent. Så farer hun ud af stuen og kommer tilbage med overlægen, som humper efter hende ind til Andy. De er meget ophidsede, og kalder ham en meget dårlig patient, som de under ingen omstændigheder vil have på anstalten, hvorfor han vil blive anbragt på et børnehjem samme dag. Andy, der ikke har det ringeste imod at komme på børnehjem, skynder sig at tage tøjet på, og lidt efter står han på gårdspladsen sammen med sygeplejersken og venter på institutionens minibus, som skal køre ham væk. Hunden, der slugte det ristede brød, kommer gående over gårdspladsen, sidelæns. Så snubler den over sine ben og ligger på ryggen med poterne lige i vejret, og da den med stort besvær igen er på benene, får den øje på sin skygge og springer forskrækket til side, hvorefter den forgæves forsøger at flygte fra sin skygge. - Se, siger sygeplejersken meget vredt og peger på den sindssyge hund, det er din skyld. Hun går over og henter en plejer, og de bærer hunden ind på den lukkede afdeling, hvor den bliver lagt i spændetrøje ved siden af overlægens hund. Da det er gået op for Andy at han pludseligt er alene på gårdspladsen, stikker han af, løbende alt vad han kan, hen bag gavlen ved elmetræet, hopper over muren og skynder sig over til skoven, hvor han finder en sti, der fører ned til stranden. Patienterne på den lukkede afdeling glemmer aldrig den dag, hvor to hunde blev indlagt i spændetrøje, og fra den dag blev afdelingen kaldt for hundegården . Patienterne gø i kor, lette ben og tisser op ad stoleben og bider personalet. En plejer der er medlem af dyreværns forening, ringer til pressen og på morgenaviserne forsider kan man den næste dag læse: To hunde LSD forgiftet på sindsygehospital, og lagt i spændetrøje.Og UNG MORDER FLYGTEDE FRA ANSTALT, og et billede af Andy med underteksten, Den yngste morder nogensinde, Andy Ring, flygtede i går fra det samme mentalsygehus som dyreforsøgene med det nye psykofarmaka, LSD, skulle være fundet sted . Foran hospitalets port demonstrerer dyrenes venner 44. Flugten Tidevandet trækker langsomt havet tilbage og efterlader sorte tangplanter langs stranden. Andy sætter sig på en stor sten for at tage strømper og sko på, og da han tager en tangplante op for at tørre sandet af fødderne, opdager han en sten, der fanger lyset på en særlig måde, som om den havde en indre glød. Han er forbavset og overrasket over, hvor let denne forunderlige sten er og lægger ikke mærke til en hund der strejfer rundt på stranden og sætter sig ved hans side. Det giver et sæt i ham, da han opdager hunden og ser, at den med sine kloge øjne betragter stenen. - Ih, hvor er du heldig! Det er en stor ravklump, du har fundet, den er meget værdifuld, siger hunden. - En ravklump, svarer Andy, dobbelt overrasket og ser på hunden . Han så nemlig ikke , hunden bevæge munden, da den talte. - Er du en eller anden slags bugtalende hund? Får han fremstammet. - Nej, nej slet ikke, jeg kan tale gennem telepati, svarer hunden, igen uden at bevæge munden. - Telepati, hvad i alverden er det for noget? - Tankeoverføring, ganske enkelt. - Nåh, ja, det har jeg forresten godt hørt noget om. Andy husker en dame i et gøglertelt, der kunne læse publikums tanker og gætte deres pasnumre, deres alder, og hvad de hed. - Normalt fortæller jeg ikke dette til nogen, altså dette med telepatien, fordi jeg tror, at folk vil blive misundelige ,sjovt nok fordi de tror, at de tænker selv,men alle tænker sammen igennem sprog. Men du ved ,mennesket er det mest indbildske dyr på denne planet, indbildsk, men uden selvopfattelse. Andy er begyndt at holde rigtig meget af den kloge hund og kommer til at tænke på Fido. - Har du også været alt muligt andet i dit tidligere liv, ligesom min guldfisk? spørger han. Hunden smiler, og ser ud over vandet. - Hvad var mennesket før det blev menneske? Aber, ikke? Og hvad var aberne, før de blev aber? - Fisk, ikke! Og hvad var fisk , før de blev fisk? Amøber! Og før amøberne var vi atomer og molekyler ude i universet, ikke sandt! Andy ser langs stranden, at vandet har vasket hans fodspor væk, men der er ingen forfølgere, - Jeg er på flugt fra uretfærdigheden, siger han mismodigt - Jeg er faktisk også selv stukket af, telepaterer hunden og begynder at gå hen langs vandet. - Hvorfor er du stukket af? spørger Andy, og følger efter i dens potespor. - Ja, det er en lang historie. Det var på grund af kærlighed! Ser du, jeg er en cirkushund. Andy stopper op og betragter hunden, der nu går på bagbenene, hopper højt op i luften og fortsætter på forpoterne, for at slutte sit lille nummer med en saltomortale. - Fantastisk! Udbryder Andy. En rigtig cirkushund. - Ja, ja, min kompagnon var den flotteste puddelhund, men den svigtede mig til fordel for en dum staldhund. Vi optrådte i det samme klovnenummer. Andy ser vantro på hunden. - I et rigtigt klovnenummer i et stort cirkustelt? Spørger han og fortsætter: Og så var der også en hvid hest med i nummeret, ikke? Og en klovn med en stige? Andys spørgsmål snubler over hinanden, men hunden afbryder ham. - Sig mig, hvordan kan du vide det? Har du set forestillingen? - Næh,men klovnen er min far. - Nå sådan ,men så går vi tilbage til cirkuset ,det lægger lige uden for fiskerbyen,telepaterer hunden og hopper lidt hen ad stranden på bag poterne og klapper med forpoterne,med Andy dansende langs van kanten - Der er noget, som jeg har glemt at spørge dig om. - Hvad er det? - Hvad hedder du egentlig, ...Fido? - Nej, Fifi - og nogle gange kalder man mig smukke! 45. Andys mor Samme dags morgen sidder Andys mor igen på “Den Grå Kanin” og forsøger fortvivlet at styre sine rystende hænder. Dagens første øl og snaps glider ned. Snapsen skal neutralisere den forfærdelige smag af blomstervand, sådan som øl smager, når man den foregående dag har drukket alt for mange. Hun forsøger at huske, om hun gik alene hjem aftenen før, eller om hun fulgtes med nogen, men lige meget hvor meget hun tænker efter, så ender gårsdagens begivenheder i det tomme intet. - John, spørger hun bartenderen, gik jeg alene hjem i går? Eller hvad. - Det gjorde du lige så stille, men du var godt fuld, ja godt lakket til. Ha, ha, og det var sent! - Jeg kan ikke huske spor, siger hun og tager med begge hænder om det vildt rystende ølglas, og spilder det halve ned af sig. Føj for satan, gammelt blomstervand, fnyser hun, og skynder sig at skylle efter med snapsen, hvorefter hun tørrer øllet af blusen med sit tørklæde. Forbitret tænker hun over sit forspildte liv: “Du har givet fuldstændigt op, du har opgivet dig selv og din eksistens”, siger hun til sig selv. Hun betragter spejlbilledet af sig selv og føler sig som et usselt kryb, fanget i en fælde i sit eget grimme, snavsede, rynkede skind, et rystende hylster uden mening eller mål. Så bestiller hun en snaps til. - Ja, siger bartenderen, vor tids øl er noget syntetisk, gensplejset pis, fremstillet af frugtsaft og hønselort. Han skænker snapsen op og går ud af baren for at købe formiddagsbladene. Eva sidder alene tilbage i den aflange bar og får efterhånden styr på sine hænder, snapsen er begyndt at virke. Så vender hun sig om og ser sine tindrende, blanke øjne i spejlet, og tårerne begynder lige så stille at tegne to rene spor ned over de snavsede kinder, og hun tager sit tørklæde og tørrer kinderne, som vaskes rene med en blanding af øl og tårer. Måske er det, dette groteske morgentoilette, der får hendes humoristiske sans til at vågne, så sjælens sidste glød flammer op i en hysterisk latter: - Ha ha, ha, se Evas morgentoilette, ha, ha, ha, siger hun til sit eget spejlbillede, som hun derefter i en tilstand af ophidset opstemthed vender ryggen til. Mig skal I ikke få ned med nakken, socialforvaltningen og alle de plattenslagere, som forlængst har opgivet deres værdighed..., de skal sgu ikke også få mig ned med nakken. Hun tænker på alle hendes nye venner på “Den Grå Kanin”, hvis eneste håb er, at de ikke er alene med hele deres ulykker, men netop derfor gerne vil dele elendigheden med andre, selv om det enkelte menneskes ulykke er udelelig. - Jeg stopper dette stupide drikkeri, siger hun højt til sig selv og sit genfundne jeg. Jeg stopper nu! Hun rejser sig, tager sin lighter og sætter ild til snapsen og betragter den blå, spøgelsesagtige flamme - der, ligesom savnet af hendes dreng, ubønhørligt har brændt sig ind i hendes sjæl og fortæret den. Da hun er på vej ud fra “Den Grå Kanin”, kommer bartenderen tilbage med aviserne. Se her! siger han, din søn er sgu på forsiderne igen. I det samme kommer en flok udklædte børn ind med raslebøsser og synger: - Fastelavn, er mit navn, penge vil jeg have, hvis jeg ingen penge får, så laver jeg ballade! Eva river rasende aviserne ud af bartenderens hånd og sætter sig ned igen og læser. Børnenes absurde fastelavnsdragter forekommer hende lige så uvirkelige, som hendes egen dreng på avisforsiderne sammen med 2 hunde. Hun bestiller en dobbelt snaps, og igen er det Eva Ring, der brænder op indvendigt. 46. Fastelavn I udkanten af fiskerbyen ser Andy en gruppe børn i fastelavnsdragter stå i døren til et af fiskerhusene og synge, medens de rasler med deres bøsser. “Fastelavn, fastelavn er mit navn, boller vil jeg have, hvis vi ingen boller får, så laver vi ballade! Børnene får både fastelavnsboller og penge. Andy får øje på nogle oliepletter i strandkanten,og siger - jeg vil være en negerdreng og rasle fastelavn. Han finder en sardindåse og smører ansigt og hænder ind i den tykke, sorte olie, mens han bruger dåsen som spejl. Så lægger han nogle småsten i , og går op til huset og banker på døren, som åbnes af konen, der har en kurv med nybagte fastelavnsboller over armen: - Boller op og boller ned, synger Andy, og Smukke laver hundekunster. Men Andy er så sulten, at han straks snupper en bolle og propper den i munden, mens han prøver at synge: - Hvis vi ingen (gumle, gumle) boller (gumle, gumle) får, så vil vi aldrig (gumle) gå, alt imens han rasler vildt med sardindåsen. Fiskerkonen griner højt, finder en plasticpose i entreen og rækker posen til Andy, idet hun siger: - Det var dæleme fint og sikken en dygtig hund, du har. Andy jubler- Vi har succes, og de æder fastelavnsboller, mens de småløber hen til det næste hus. Nu da han er mæt, vælger han sangen om penge, og rasler med sardindåsen foran sig, medens han synger: - Fastelavn, fastelavn er mit navn, penge op og penge ned og penge i min bøsse, og hvis jeg ingen penge får, så laver jeg ballade, alt imens Smukke igen optræder med sine kunster. Da fiskerne ser, at der kun er småsten i dåsen, tømmer de deres lommer og hælder småpengene ned i dåsen. Denne negerdreng og hans cirkushund er det mest forunderlige og overraskende, de nogensinde har set rasle fastelavn, så Andy har begge lommer fyldt med småpenge, da de når ind til molen, hvor købmandsforretningen ligger. Det er et vidunderligt syn og oversvømmet af glæde giver han FiFi et kys . -Pøj siger den og spytter som om den hade fået en gammel sur pibe stukket i munden. -Du må aldrig kysse en hund , telepaterer den -Du risikerer at få paradentose, som er en mund sygdom de fleste hunde har. Hvis du smittes, rådner tandkødet og tænderne faller ud. Andy mærker efter med tungen og tænderne stadig er der og forsikrer at han aldrig vil gør det igen. -Men se en købmand, der sælger de slik frugt og supermands blade og se,rigtige fastalavns masker! Købmandens vindue er fyldt med fastalavns masker som forestiller tegneserie helte , monstre,prinser , prinsesser ,præsidenter og en klovn, omgivet af fastalavns ris med karameller og i midten en ituslået tønde og en udstoppet kat med rædslen malet i kattefjæset ,den må være dyppet i lim for dens hår stritter og halen er ekset som om den har fået et elektrisk stød. Andy lægger ikke mærke til et skilt hvor der står “vindues udsmykning af kunstnerinde Eva Ring. Fifi telepaterer at menneskene ingen fantasi har, hvis det er nødvendigt at skræmme livet at en stakkels kat ved at slå den ud af en tønde for at få en ide om hvad rædsel er for noget. -ja FIfi men vær glad for at du ikke er en hospital hund der forgiftes af piller og bliver bange for sin skygge! Ved døren hænger avisernes løbesedler med Andys ansigtet og teksten EFTERLYST ,og et foto af Fifi, hvorunder der er skrevet med speedmarker “STOR DUSØR GIVES FOR BORTLØBEN CIRKUS HUND.” De skynder sig ind . -Det ligner dæleme den cirkus hund som er efterlyst ! siger købmanden. -det er det også ,svare Andy,- jeg fandt den på stranden og skal hente findelønnen. -Du er en heldig neger er du, men,,, hvad skal det være? Andy køber klovnemasken og et par solbriller til fifi.og noget slik som de spiser på vej igennem den lille fiske bys brostensbelagte hovedgade og kommer forbi et plankeværk med cirkusplakater . Cirkus Vento står der ovenover fotoet af en klovn med hvidt ansigtet og rød næse. Andy står længe og betragter de smilende øjne midt i klovnemasken og ser derfor ikke en politibetjent, der kommer cyklende direkte hen imod dem i et agtværdigt tempo, ophøjet på en sort herrecykel. Betjenten stiger af cyklen og siger smilende: - Nå, lille ven, vi er nok ude at rasle i dag, men hvor kommer du så fra? - Derfra, lyver Andy og peger på cirkusplakaten, og Smukke gør nogle hundekunster. - Nå ja, smiler betjenten og klør sig i nakken, vil du så, til ære for ordensmagten, lige tage den fine klovne maske af, bare et øjeblik! Andy tager masken af, og betjenten ser forbavset på en negerdrengen, så siger han: - Udmærket, udmærket, og putter nogle små runde metalskriver i Andys sardindåse. Det er spændeskiver, man bruger for at få møtrikken til at sidde fast, som betjenten putter i raslebøssen. Børn har jo ikke forstand på penge, og måske vil de så blive bedre rustede til at vedligeholde deres cykler. 47. Andy møder sin far - Mine damer og herrer, grevskaber og klædeskaber, ærede publikum! Cirkus Vento byder Dem velkommen til galla forestillingen i aften på markedspladsen i Strandby. Mine damer og herrer, børn, soldater, klodsmajorer og haletudser, kom, se og oplev denne fantastiske, denne enestående forestilling med Isabella Noko i sit verdensberømte luftakrobatnummer. Oplev de arabiske heste i fri dressur, og mine damer og herrer, oplev klovnen Dodo - og det magiske skab. En gammel bil med to højttalere på taget , kører langsomt gennem Strandbys smalle gader, imens klovnen ved rattet taler i mikrofonen. På sædet ved siden af ham ligger formiddagsbladene, og selv om han speaker uafbrudt, det er en remse, han kan, selv i søvne, så tænker han på sin søn, der er efterlyst på avisernes forsider . For fem år siden rejste han, som en desperat protest mod Evas uforsonlige stædighed og nærmest paranoide uvilje mod at samarbejde med ham, fordi hun havde forældremyndigheden over deres barn og dermed magten. Hvem gider at spille fodbold på et hold, der på forhånd har tabt, fordi dommeren giver det andet hold 10 mål forud.? Igen og igen har han sagt til sig selv , at det var social afpresning, intet andet end kidnapning og social afpresning, legaliseret af en sindssyg lovgivning, der er være end apartheid, som ensidigt giver kvinden forældre retten og dermed en magt, som enhver vil bruge, egoistisk til sin egen fordel. - Hvis ikke jeg bestemmer alt, mister du dit barn. Dodo har plaget sig selv med evigt at gentage disse tanker, for ikke også at miste sin retfærdigheds sans. Han griner satanisk over sin skæbne: Den sørgmodige klovn, der kører rundt, og siger det samme igen og igen: - Mine damer og herrer, grevskaber og klædeskaber, ærede publikum Cirkus Vento byder Dem velkommen til galla-forestillingen i aften kl. 8 på markedspladsen i Strandby. - Mine damer og herrer, børn og soldater, ligtorne og haletudser, kom og oplev den fantastiske og enestående Isabella Nogo, der udfører sit verdensberømte luftnummer. Oplev de arabiske heste og klovnen Dodo og det magiske skab, mine damer og herrer. Pludselig bremser han hårdt op.Han har fået øje på en dreng med klovne maske og en hund på vejen, og genkender Fifi. Andy begynder befippet at synge, da højtalerbilen standser, og klovnen stiger ud - Fastelavn, er mit navn, penge op, penge ned - penge i min bøsse, og hvis jeg ingen penge får, så laver jeg ballade. Fifi hopper op i klovnens favn, og så kommer Andy i tanke om opslaget med efterlysningen hos købmanden, stopper sangen om penge, idet han regner med, at en findeløn er betydeligt mere værd - og først derefter falder det ham ind, at klovnen kan være hans far! Og han står helt stum og stirrer ud gennem klovne masken og deres øjne mødes. - Hunden siger, at du er min far.! Andy tager masken af. -Jeg er Andy! Klovnen Dodo har sat sig på hug og skal lige til at sige, at klovne altid får negerbørn, da navnet Andy endelig gennembryder usandsynlighedens hinde og trænger ind i hans bevidsthed.Som om den lange adskillelse forsinker ordene og har sat tiden i stå. Så tager han Andy i sin favn, og Dodos hvide klovnemaske bliver sort af spildolien. 48. Cirkusforestillingen Cirkus Ventos aftensforestilling skal begynde. Rundt om manegen er publikum på plads, orkesteret stemmer instrumenterne og piger i røde uniformer sælger popcorn, is, chokolade og sodavand. Bag det purpurrøde fortæppe er artisterne og cirkushestene samlet. Der er denne nervøse opstemthed inden forestillingen, som mennesker og dyr føler, før de skal præstere deres allerbedste. Andy er sminket som klovn, som lille Do, og han skal være lige bag sin far, Dodo, under deres optræden. Dodo fortæller lille Do om deres første nummer: At der er gravet en løbegang under gulvet fem meter ind i manegen som er dækket til med stålplader, og for enden er der en lem. -Ægypterne! Dodo peger på fire store mænd med bare overkroppe , iført turbaner og store krumsabler, stukket ned i klædet de har rundt livet som også holder deres citron gule haremsbukser oppe, - Ægypterne der tar hver sin skabsside og løber ind i manegen, hvor skabet bliver samlet ovenover den skjulte lem. Do nikker ivrigt. -Så tror publikum at skabet er tomt! -Ja, men når skabet er sat på plads kravler vi op i det sammen med alle dyrene. To ænder, to gæs, ti duer, ti kaniner og selvfølgelig Fifi. Hestene er urolige, stamper, puster og slår med hovene, de skal optræde først. Cirkus direktøren og domptøren madam Zuzu, i sin lange, koboltblå kåbe der er overbroderet med diamanter og guld spænder, kikker ind i teltet gennem en sprække i fortæppet og konstaterer tilfreds at alt er udsolgt og at byens honoratiores i æreslogen er på plads. Præsten, borgmesteren og politimesteren, som i dagens anledning er i gallauniform med guldbånd på kasketskyggen. Og at den landskendte overlæge i psykiatri fra mentalsygehuset også er der,selv om alle så han i de første TV nyheder hvor han forklarede at hospitalet selvfølgelig testede nye stoffer på dyr før de kan gives til mennesker. Orkesteret er færdige med at stemme sine instrumenter og et øjeblik høres kun raslen med cellofanposer og spredt hosten. Så lyder trompet fanfaren samtidig med at madam Zuzu danser sidelæns ind i manegen. - Hjertelig velkommen mine damer og herrer, til cirkus Ventos store gallaforestilling! Lad forestillingen begynde med de arabiske heste. Pisken smælder, hestene traver hver sin vej rundt i manegen, publikum applaudere og akrobaterne flikflakker ind og springer i farten op på hestenes rygge hvor de balancerer på to ben, på et ben og på hænderne. Nu skifter musikken, hestene buldrer ud og jonglørerne løber ind, bukker for publikum og i næste sekund svæver kegler, bolde og tallerkener gennem luften. Næste nummer er klovnenes magiske skab. De stærke mænd fra Ægypten løber ind og samler skabet over lemmet i manegegulvet. Orkesterets trommeslager slår en lang intens trommehvirvel, og projektørerne fanger cirkusprinsessen som råber: - Mine damer og herrer. Verdens sensationen, klovnen Dodo og mine damer og herrer, til denne gallaforestilling, den lille klovn Do. Hun slår armene ud mod det purpurrøde fortæppe. - Mine damer og herrer og de højtærede æresgæster, sig velkommen.til klovne duoen Dodo og lille Do. En ny trommehvirvel. Publikum applaudere og ser på fortæppet. Fra klædeskabet høres pludselig en hamren og buldren, Zuzu holder en hånd bag øret, kikker rundt på tilskuerne og peger på skabet, løber derhen og åbner skabsdørene på vid gab. Dodo og Do vælter ud i manegen sammen med alle dyrene, i en vild og tumult artet entré, imens musikerne spiller et magnifikt crescendo, hvor de efterligner dyrelyde på sine instrumenter. Publikum er først helt paralyserede, alle har jo set skabet blive samlet i manegen. Så bryder en jublen og klappen løs som næsten overdøver musikken. Ænderne, gæssene og kaninerne, er dresseret til at gå rundt i en lang række efter Dodo mens han spiller på sin sopranino med Fifi dansende foran. Men duerne er dresseret til at flyve rundt og slippe en klat når de er over ærestribunen.Dodo hader nemlig autoriteter og politimesterens kasket rammes først. Rasende rejser han sig op, tar kasketten af og opdager at den er klattet til med en stinkende hvid-grøn duelort. Overlægen der observerer at politimesteren har åbnet sit pistolhylster råber: Så så! Vi er i cirkus og ikke til fugleskydning hr. politimester! Præsten ser uroligt efter duerne og holder sin bibel op over hovedet. Da klovnene med alle dyrene efter sig, igen kommer forbi æreslogen, myldrer kaninerne ind blandt de fine gæster og publikum jubler da Dodo og Do forsøger at fange de frække kaniner. Publikum elsker at se autoriteterne gjort til grin, spidsborgernes hvis værdighed manifesteres ved altid at kunne kontrollere deres omgivelser. I manegen løber Fifi efter de to ænder som i sin tur jager gæssene. Da går det hele pludselig galt. Overlægen får øjenkontakt med drengen, genkender ham straks, peger på ham og råber: -Det er den undvegne patient! Han griber politimesteren i armen. -Det er den eftersøgte morder, grib ham! Dodo og Do flygter tilbage til manegen jaget af politimesteren og doktoren, imens publikum, der tror det hele er en del af klovnerierne, jubler og applaudere. Gæssene væser og de angriber de fremmede og Fifi bider sig fast i overlægens bukseben. I tumulten smutter Dodo og Do ind i klædeskabet og ned i tunnelen. Et nyt latterbrøl skyller ned over manegen da politimesteren med trukket tjenestepistol river skabsdørene op, og skabet er......TOMT! De stærke ægyptiske mænd løber med krumsablerne i højeste hug ind , skille skabet ad og bære det ud. - STOP! Skabet er arresteret, råber politimesteren, men ægypterne forstår kun ægyptisk. Så skyder politimesteren et varselskud op i luften. Projektilet rammer netop det reb der holder hele teltet og publikum flygter i panik, da cirkus Ventos telt langsomt synker sammen.